Mødedato: 28.05.2019, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Afrapportering af analyse vedr. forlængelse af metro/letbane/BRT fra Ny Ellebjerg St.

Se alle bilag

Afrapportering af analyse vedr. forlængelse af metro/letbane/BRT (bus i egne baner) fra Ny Ellebjerg St. forelægges hermed til efterretning.

Analysen er udarbejdet som led i aftalen mellem staten, Frederiksberg Kommune og Københavns Kommune fra 2016 om finansiering af en underjordisk metrostation ved Ny Ellebjerg.

Hvis indstillingen godkendes, vil Økonomiforvaltningen fortsætte dialogen med analysens parter om evt. supplerende analyser.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at analyserapporten vedr. forlængelse af metro/letbane/BRT fra Ny Ellebjerg St. tages til efterretning (bilag 1),

  2. at det godkendes, at Økonomiforvaltningen gives mandat til at fortsætte dialogen med analysens parter om igangsætning og finansiering af evt. supplerende analyser.

Problemstilling

I foråret 2017 blev en undersøgelse på screeningsniveau af mulighederne for videreførelse af højklasset kol­lek­tiv infrastruktur fra Ny Ellebjerg til Hvidovre Hospital og Bispebjerg Hospital igangsat. Under­søgelsen er en del af aftalen om finansiering af en underjordisk metro­station ved Ny Ellebjerg, som Københavns Kommune indgik med staten og Frederiksberg Kommune i oktober 2016 (bilag 2). Denne analyse er nu gen­nem­­­ført med vurdering af anlægs- og driftsomkostninger samt passa­ger­tal og passagerindtægter ved forskellige alternativer.

Under­søgelsen omhandler betjening med metro, letbane og BRT (bus i egne baner) fra Ny Ellebjerg St. gennem Frederiksberg til Bispebjerg Hospital/Emdrup samt fra Ny Ellebjerg St. til Hvidovre Hospital. Formålet med linje­førin­gerne er bl.a. at skabe gode trans­port­mulig­heder til de store hospitaler.

Løsning

Af de tre undersøgte trafikformer er metro den transportform, der flytter flest passagerer fra individuel biltransport til kollektiv trafik og derfor mest effektivt medvirker til at reducere biltrafikken og de emissioner, der er forbundet hermed.

Der er undersøgt fire forskellige deletaper af en samlet metro­stræk­ning fra Ny Ellebjerg til Emdrup St. Tilsvarende er der for stræk­ningen fra Ny Ellebjerg mod Hvidovre Hospital undersøgt tre alterna­tive metrolinjeføringer samt to letbane- og to BRT-linjeføringer. Nøgle­tal for de undersøgte metrolinjer fremgår af tabel 1.

Tabel 1: *Tallene er inkl. 50% korrektionstillæg samt dobbeltfaktor.** Ekskl. Ny Ellebjerg St.

Analysen viser, at en metro fra Ny Ellebjerg St. til hhv. Bispebjerg Hospital og Hvidovre Hospital forventes at bidrage med hhv. ca. 39.500 og 21.500 merpåstigere i det samlede metrosystem pr. hverdagsdøgn i 2035. Det bemærkes, at de angivne påstigertal for de undersøgte strækninger er inklusiv påstigere på Ny Ellebjerg St., der udgør hhv. 10.700 og 6.400 påstigere pr. hverdagsdøgn. Strækningerne er understreget i skemaet.

Ifølge analysens beregninger, forventes driftsudgifter og passager­indtægter for de undersøgte metrolinjer stort set at kunne balancere, hvor det årlige nettodriftsresultat er -10 mio. kr. for strækningen Ny Ellebjerg til Bispebjerg, mens strækningen Ny Ellebjerg til Hvidovre Hospital går i nul. Derimod forventes indtægterne ikke at kunne bidrage til at finansiere selve anlægget, hvor restfinansieringen for samme strækninger lyder på hhv. 20,7 mia. og 9 mia. inkl. 50% korrektionstillæg.

Følsomhedsberegninger viser, at fokuseret byudvikling, reduceret bilejerskab og højere parkeringsafgifter kan nedbringe restfinan­sierin­gen for de undersøgte linjeføringer med op til 1 mia. kr.

Analysen har også undersøgt letbane og BRT på strækningen til Hvidovre Hospital. Det konkluderes, at en BRT vil være den billigste løsning, men at den også genererer færrest nye passagerer i form af hhv. 2.600 og 1.100 merpåstigere pr. hverdagsdøgn. Både letbane og BRT vil have negative driftsresultater, hvilket fremgår af tabel 2.

Tabel 2: *Tallene er inkl. 50% korrektionstillæg samt dobbeltfaktor.** Ekskl. Ny Ellebjerg St.

Analysen angiver ikke, hvordan infrastrukturen skal finansieres, men peger (ligesom Københavns Kommunes analyse ”Udbygning af den kollektive infrastruktur i København 2” KIK2, som Borgerrepræsentationen tog til efterretning på møde den 22. november 2018 (bilag 3)) på traditionen for statslig med­finansiering samt udenlandske modeller med trængselsafgifter og grundejerbidrag, der dog ikke er mulige for kommunerne at indføre med den nugældende lovgivning.

Vurdering

I undersøgelsen "Udbygning af kollektiv infrastruktur i København 2" (KIK2), blev det konkluderet, at København står over for udfordringer i det eksisterende metrosystem, hvor kapaciteten på metrolinjerne M1/M2 over havnesnittet mellem Kongens Nytorv-Christianshavn er under pres. 

De analyserede metrolinjeføringer fra Ny Ellebjerg repræsenterer muligheder for at udbygge metronettet og skabe større dækning af hovedstaden, hvilket vil skabe nye rejsemuligheder og forbedre det samlede nets robusthed. Ifølge analysen vil ingen af de analyserede metrolinjeføringer fra Ny Ellebjerg dog bidrage til at løse kapacitetsudfordringen over havnesnittet.

I forbindelse med behandlingen af KIK2 besluttede Borgerrepræsentationen, at Københavns Kommune skal arbejde for en ny metrostrækning over havnesnittet, kombineret med en letbane fra Nørrebro St. til Gladsaxe Trafikplads, med implementering frem mod 2035, og videre frem mod en Metro Havnering med implementering omkring 2050. Det blev samtidig besluttet, at metrostrækningen over havnen skal indgå i forundersøgelsen af metrobetjening af Lynetteholmen, der i dag er under udarbejdelse.

Økonomi

Indstillingen har ikke økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Økonomiforvaltningen fortsætter dialogen med analysens parter og deltager gerne i evt. supplerende analyser vedr. videre­førelse af højklasset kollektiv infrastruktur fra Ny Ellebjerg St. Prioritering af forlængelse af metro fra Ny Ellebjerg kan dog først ske efter kapacitetsudfordringen i metroen over havnesnittet er løst, hvilket er et centralt element i den igangværende forundersøgelse af metrobetjening af Lynetteholmen.

 

Peter Stensgaard Mørch     /    Søren Tegen Pedersen

Beslutning

Dagsordenspunkt 4: Afrapportering af analyse vedr. forlængelse af metro/letbane/BRT fra Ny Ellebjerg St. (2019-0115676)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 28. maj 2019

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning. 

Til top