Mødedato: 28.05.2002, kl. 15:00

Hjortespring Plejehjem - driftsaftale (Sundheds- og Omsorgsudvalget)

Hjortespring Plejehjem - driftsaftale (Sundheds- og Omsorgsudvalget)

for mødet «MDAT» kl

Økonomiudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 28. maj 2002

 

 

J.nr. ØU 135/2002

 

7. Hjortespring Plejehjem - driftsaftale (Sundheds- og Omsorgsudvalget)

 

INDSTILLING

Sundhedsforvaltningen indstiller:

at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at Røde Kors Hjemmet Hjortespring pr. 1. januar 2002 overgår fra institution med "sive-model" status til institution under Sundhedsforvaltningens regi med normal driftsoverenskomst på et fast antal boliger.

at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at der gennemføres en ombygning af de beskyttede boliger på Hjortespring til plejeboliger.

at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at der overflyttes 3 plejehjemsboliger fra Plejehjemmet Sct. Joseph til Røde Kors Hjemmet Hjortespring.

Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 25. april 2002

Indstillingen blev godkendt, idet sagen oversendes til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med henblik på godkendelse, idet den kassemæssige dækning for udgiften til ombygningsarbejder anvises på Sundheds- og Omsorgsudvalgets budget 2002, konto 05.34.1.

Indstillingen tilrettes i forhold til ovennævnte.

Økonomiforvaltningen indstiller:

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

"De økonomiske konsekvenser af ændringer i aftalegrundlaget med Hjortespring Plejehjem og herunder anlægsudgifter, afholdes indenfor Sundheds- og Omsorgsudvalgets egne økonomiske rammer fra 2002 og frem.

Herudover har Økonomiudvalget ingen bemærkninger til, at nærværende forslag søges gennemført."

 

RESUME

Røde Kors Hjemmet Hjortespring overgik i budgetåret 2000 til "sive-model" institution, det vil sige, at Københavns Kommune ophørte med at visitere nye beboere til plejehjemmet. Københavns Kommune har dog beholdt driftsoverenskomsten med plejehjemmet, idet der er et uopsigeligt lejemål på institutionen til 2019. Målet var, at Hjortespring løbende skulle udleje de boliger, der måtte blive ledige når København gradvist trak sig ud af institutionen, til andre kommuner. Sundheds- og Omsorgsudvalget har i årene siden indarbejdet den forudsatte besparelse ved sivemodellen i budgettet.

Hjortespring har siden haft problemer med at udleje de ledige boliger til andre kommuner. Da Københavns Kommune til trods for sivemodel-beslutningen stadig har den grundlæggende driftsoverenskomst, oppebærer kommunen løbende et driftsunderskud på institutionen som følge af tomgangstab på bygningsdriften.

Sundhedsforvaltningen har i budget 2002 og i forbindelse med målsætningen om at indføre en 4 ugers ventetidsgaranti på en plejebolig fået tilført midler svarende til 28 ekstra plejehjemspladser. Sundheds- og Omsorgsudvalget er i den forbindelse orienteret om, at Sundhedsforvaltningen i udmøntningen af budgettet ville benytte de tomme boliger på plejehjemmet Hjortespring.

Der er dog stadig ledige boliger på Hjortespring og for at undgå yderligere tomgangstab og for på sigt at kunne understøtte opfyldelsen af 4 ugers målsætningen i 2003 foreslås det, at Hjortesprings status som sivemodel-institution ophæves, hvorefter Hjortespring overgår til at være normalt plejehjem i Sundhedsforvaltningens regi, hvortil kommunen løbende anviser borgere.

Derudover ønsker Sundhedsforvaltningen at flytte 3 plejehjemspladser fra Plejehjemmet Sct. Joseph til Hjortespring. Det sker i forbindelse med fordelingen af lokaler efter bydelsforsøgets ophør, hvor Sct. Joseph bliver ombygget til et lokalcenter for Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, hvorved der er behov for at lukke tre boliger på Sct. Joseph. Driftsmidler til de tre pladser vil blive flyttet fra Sct. Joseph til Hjortespring.

Endelig foreslås, at der på institutionen foretages ombygninger, så der etableres servicearealer og fællesarealer, således at de beskyttede boliger kan omdannes til plejeboliger. Den kassemæssige dækning for udgiften til ombygningsarbejder anvises på Sundheds- og Omsorgsudvalgets budget 20002, konto 05.34.1.

SAGSBESKRIVELSE

I forbindelse med budget 2000 blev det besluttet at Røde Kors Hjemmet Hjortespring skulle overgå til at være "sive-model" institution, det vil sige at Københavns Kommune ikke længere visiterede borgere til institutionen, men opretholdt betalingen for de københavnske borgere, der allerede var flyttet ind.

En grundliggende problematik vedrørende Hjortespring har vist sig at være de forudsætninger, hvorunder Hjortespring i sin tid blev opført. Hjortespring blev opført i 1976 af Dansk Almennyttigt Boligselskab (DAB) for Københavns Kommune, hvor DAB ejer bygningen og Københavns Kommune ejer grunden. Den selvejende institution Hjortespring har så lejet sig ind i bygningen finansieret via driftsoverenskomst med Københavns Kommune. Dette lejemål udløber først i år 2019.

I forbindelse med overgang til "sive-model" institution år 2000 indledte bestyrelsen for den selvejende institution forhandlinger, dels med andre kommuner om salg af pladser, dels med ISS Seniorservice om tilvejebringelse af et grundlag for Røde Kors Hjemmet Hjortesprings fortsatte drift. Dette ville blandt andet indebære, at ISS Senior Service vederlagsfrit overtog ansvaret for driften af plejehjemmet, og at Københavns Kommune ved samme lejlighed opsagde driftsoverenskomsten med plejehjemmet, dog med huslejegaranti til de i forvejen indgåede huslejeaftaler vedr. Hjortespring, samt visse løngarantier til ansatte medarbejder på Røde Kors Hjemmet Hjortespring. Forhandlinger og endelig aftale mellem bestyrelsen for Hjortespring og ISS Senior Service blev ikke afsluttet, idet ISS trak sig fra forhandlingerne.

Hjortespring har derfor siden fortsat driften på almindelig driftsoverenskomst med kommunen, men der er som følge af beslutningen om sivemodel ikke visiteret københavnere til institutionen. I stedet er de ledige boliger søgt solgt til andre kommuner, hvilket har været meget svært for så vidt angår de beskyttede boliger.

Plejehjemmet har en kapacitet svarende til 72 plejeboliger, 87 beskyttede boliger og 17 plejehjemslignende beskyttede boliger.

I budget 2002 for plejehjemmet Hjortespring forudsættes det, at der gennemsnitligt vil være 36 plejeboliger, 10 plejehjemslignende beskyttede boliger samt 43 beskyttede boliger på Hjortespring med betalingstilsagn fra Sundhedsforvaltningen. Denne udnyttelse er sammen med udlejningen af boliger til andre kommuner dog ikke nok til at sikre fuld udnyttelse af institutionens kapacitet. Sundhedsforvaltningen påføres derfor løbende et tomgangstab vedrørende de faste bolig- og bygningsudgifter.

Sundhedsforvaltningen skønner årligt at have et tab vedr. ledig boligkapacitet på de beskyttede boliger på ca. 2 mio. kr.

For at minimere tab vedr. ledig boligkapacitet og samtidig muliggøre en understøttelse af den vedtagne målsætning om 4 ugers ventetidgaranti for udgangen af 2003 for plejeboliger ønsker Sundhedsforvaltningen at ombygge institutionen, således at der bliver etableret servicearealer og fællesarealer med henblik på at de beskyttede boliger på Hjortespring kan omdannes til plejeboliger. Byggeomkostninger hermed skønnes at udgøre ca. 5 mill. kr.

Tabel 1: Hjortespring før og efter opbygning, inkl. boliger fra Sct. Joseph.

Ombygningen vil indebære, at 8 af de ledige beskyttede boliger nedlægges og omdannes til fællesareal og serviceareal. I alt vil der herefter blive mulighed for at konvertere 96 beskyttede boliger til plejeboliger på Hjortespring. Plejehjemmet Hjortespring vil herefter have 168 boliger, der alle vil kunne fungere som plejeboliger med tilhørende servicearealer.

Endelig vil Sundhedsforvaltningen i forbindelse med bydelsforsøgets ophør og fordeling af lokaler nedlægge 3 plejeboliger på Plejehjemmet Sct. Joseph og flytte plejehjemspladserne ud på Hjortespring. Flytningen af de 3 plejehjemspladser fra Sct. Joseph til Hjortespring vil ikke påvirke den samlede rammebevilling til plejehjem. (se SOU 40/2002 og BR 136/02).

Ud af de 51 ledige boliger fragår således 8 boliger i forbindelse med ombygningen og 3 boliger benyttes til omlægningen på Sct. Joseph. Herefter er der 40 resterende ledige plejeboliger på Hjortespring som enten skal forsøges udlejet til andre kommuner eller indgå til understøttelse af den vedtagne målsætning om 4 ugers ventetidsgaranti.

Sundhedsforvaltningen indstiller derfor, at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender at Røde Kors Hjemmet Hjortespring overføres fra "sive-model" status til almindelig plejehjemsstatus i Sundhedsforvaltningens regi, samt at der gennemføres en ombygning på institutionen, således at de beskyttede boliger kan omdannes til plejeboliger.

 

MILJØVURDERING

Der vil under ombygning på Hjortespring forekomme støj- og lydgener for ca. 22 beboere. Sundhedsforvaltningen vil under ombygningen i videst mulige omfang sørge for at generne begrænses, samt flytte beboere til mere fredelige lokaler. Byggeperioden forventes at være ca. 4 måneder.

 

ØKONOMI

Hjortesprings driftsbudget i 2002 finansieres inden for Sundheds- og Omsorgsudvalgets ramme bl.a. af de afsatte midler til ekstra plejeboliger i 2002.

Den kassemæssige dækning for udgiften til ombygningsarbejder anvises af Sundheds- og Omsorgsudvalgets budget 2002, konto 05.34.1.

 

Høring

Plejehjemmet Hjortespring har afholdt informationsmøde for beboere og pårørende vedrørende Sundhedsforvaltningens planer om ombygning af Hjortesprings beskyttede boliger. Beboere og pårørende har erklæret sig indforstået med ombygningen.

 

BILAG

Ingen

 

Lau Svendsen-Tune

/Hanne Baastrup

 

Til top