Ny bydelsinddeling i København
Ny bydelsinddeling i København
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 28. marts 2006
J.nr. ØU 105/2006
3. Ny bydelsinddeling i København
INDSTILLING OG BESLUTNING
Økonomiforvaltningen indstiller til Økonomiudvalget,
at Økonomiudvalget drøfter de indkomne høringssvar om bydelsinddeling med høringsfrist den 1. marts 2006.
at Økonomiudvalget drøfter om der skal være overensstemmelse mellem bydelsinddelingen og opstillingskredse i København.
at Økonomiudvalget fastlægger antallet af bydele og de kommende bydelsgrænser.
at
Økonomiforvaltningen udarbejder en endelig indstilling på baggrund af Økonomiudvalgets
drøftelser, som forelægges Økonomiudvalget på et kommende møde.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 28. marts 2006
Sagen blev drøftet, og indstillingens 4. at blev godkendt.
Behandling: Økonomiudvalget.
RESUME
Økonomiudvalget behandlede høringssvar og forslag til bydelsinddeling med 10 bydele baseret på sammenlæ gning af eksisterende bydele på sit møde den 29. november 2005. På den baggrund besluttede Økonomiudvalget at forlænge høringsperioden frem til 1. marts 2006.
Høringen med høringsfrist 1. marts 2006 har givet anledning til, at Økonomiudvalget har modtaget 30 høringssvar. De modtagne høringssvar er indsendt af lokalråd, ældreråd, kvarterløft og områdefornyelser, partiforeninger, andre foreninger samt privatpersoner. De enkelte høringssvar er vedlagt som bilag 5, og i bilag 6 er der udarbejdet et resumé af de centrale pointer i de modtagne høringssvar.
På baggrund af høringssvarene tegner der sig et billede af områder, som kan støtte forslaget til 10 bydele, og områder som ikke kan tilslutte sig forslaget. De områder, hvor der primært er indsigelser mod forslaget med 10 bydele er Vesterbro/Kongens Enghave, Indre By/ Christianshavn og Amager Vest/ Amager Øst. I de nuværende bydele Vesterbro, Kongens Enghave, Indre By og Christianshavn ønsker man ikke en sammenlægning med en anden bydel, men derimod at de nuværende bydele opretholdes med hvert deres lokaludvalg. Christianshavn, Kongens Enghave og Vesterbro kan dog tilslutte sig, at der sker en sammenlægning i forhold til den administrative inddeling. På Amager er hovedproblemstillingen, hvor den præcise grænse skal gå mellem de 2 bydele.
Samtidig med høringen om forslag til ny bydelsinddeling i København har en arbejdsgruppe under Folketinget færdiggjort et forslag til ny valgkredsinddeling på landsplan, som ændrer på opstillingskredsene i København. I forslaget lægges der op til en inddeling af København i 9 opstillingskredse. I forslaget fra arbejdsgruppen er der tilstræbt en overensstemmelse med forslag til bydelsinddeling, som har været sendt i høring. Forslaget afviger dog i antallet af inddelinger, idet bydelene Brønshøj-Husum og Vanløse i forslag til valgkredse udgør 1 kreds, mens det i forslag til bydele med 10 bydele udgør 2 selvstændige bydele. Endvidere er der 4 områder, hvor der ikke er overensstemmelse mellem opstillingskredse og forslaget til bydelsinddeling.
I nærværende forslag lægges der op til, at Økonomiudvalget fastlægger antallet af bydele og drøfter de kommende bydelsgrænser. Det skal ske på baggrund af en drøftelse af de indkomne høringssvar samt spørgsmålet om overensstemmelse med forslag til nye opstillingskredse i København.