Nordhavnsvej, anlægsbevilling til fjernelse af jorddepot
På Borgerrepræsentationens møde den 16. december 2010 blev der afsat 0,3 mio. kr. på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling til fjernelse og bortskaffelse af jorddepot ved Ryparkens Idrætsanlæg. Midlerne ønskes nu frigivet.
Tidligere beslutninger
Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
- at der frigives en anlægsbevilling på i alt 0,3 mio. kr. (2012 p/l) i 2012 til fjernelse og bortskaffelse af jorddepot ved Ryparkens Idrætsanlæg på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, funktion 0.32.31.3.
Indstilling og beslutning
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget bemærker, at anlægsarbejde for 0,3 mio. kr. (2012 p/l) vedr. fjernelse og bortskaffelse af jorddepot ved Ryparkens Idrætsanlæg er påbegyndt før Borgerrepræsentationens godkendelse af anlægsbevillingens udmøntning, hvilket er i strid med kommunens bevillingsregler. I forlængelse heraf, vil Økonomiudvalget anmode Teknik- og Miljøudvalget om at sikre, at dette ikke forekommer fremover.
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
Problemstilling
Det blev på Borgerrepræsentationens møde den 16. december 2010 besluttet at overføre 0,3 mio. kr. til Teknik- og Miljøudvalget fra Kultur- og Fritidsudvalget til fjernelse og bortskaffelse af jorddepot ved Ryparkens Idrætsanlæg i forbindelse med Projekt Nordhavnsvej. Forvaltningen var ved en beklagelig fejl ikke opmærksom på, at beløbet ikke med denne beslutning var frigivet.
Løsning
Midlerne blev ved en beklagelig fejl ikke frigivet i forbindelse med overførelsen og ønskes derfor frigivet nu, da Teknik- og Miljøforvaltningen allerede har afholdt udgiften til fjernelse og bortskaffelse af jorddepot i forbindelse med forlængelse af den mobile skøjtehal i Ryparken.
Økonomi
Beløbet er afsat i form af en rådighedsbevilling på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, funktion 0.32.31.3 og søges med den indstilling frigivet.
Hjalte Aaberg /Jens Christian Zøfting- Larsen
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at der frigives en anlægsbevilling på i alt 0,3 mio. kr. (2012 p/l) i 2012 til fjernelse og bortskaffelse af jorddepot ved Ryparkens Idrætsanlæg på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, funktion 0.32.31.3.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 23. januar 2012
Indstillingen blev anbefalet.
Beslutning
Økonomiudvalgets beslutning den 28. februar 2012
Indstillingen blev anbefalet.