Drøftelse af sag om lejetab i Kødbyen
Kultur- og Fritidsudvalget har pålagt Kultur- og Fritidsborgmester Pia Allerslev at rette henvendelse til Økonomiudvalget med henblik på drøftelse af kompensation til Københavns Ejendomme for lejetab i Kødbyen.
Indstilling og beslutning
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
1. at sagen drøftes i Økonomiudvalget,
2. at der følges op på sagen i Fast Track-regi med henblik på at sikre fremdrift i processen om sikkerhedsgodkendelse af Kødbyen,
3. at lejetab i Kødbyen afholdes inden for Kultur- og Fritidsudvalgets egen ramme.
Problemstilling
Den Hvide Kødby er ejet af Københavns Kommune. Københavns Ejendomme udlejer, som kommunens ejendomsadministrator, lejemål i Den Hvide Kødby, især til private. Den Hvide Kødby er jf. BR’s beslutning fra 2005 hjemsted for bl.a. Kreative erhverv (herunder lejemål til følsom anvendelse såsom restauranter og klubber).
Følgende oplysninger om processen om sikkerhedsgodkendelse af ammoniakanlægget i Kødbyen, og deraf økonomiske konsekvenser, fremgår af Kultur- og Fritidsborgmester, Pia Allerslevs henvendelse:
Som følge af nye krav i miljølovgivningen er Københavns Ejendomme i gang med at udarbejde et sikkerhedsdokument for ammoniakanlægget i Den Hvide Kødby. Processen omkring sikkerhedsdokumentet har ifølge Kultur- og Fritidsborgmesterens henvendelse trukket ud, og det forventes nu, at sikkerhedsdokumentet er udarbejdet, og kan godkendes af miljømyndigheden, Center for Miljø (TMF) i marts eller april 2012.
Det udestående sikkerhedsdokument har medført, at Miljømyndigheden siden maj 2011 har anbefalet, at der ikke gives byggetilladelser i Kødbyen til nye lejemål eller eksisterende lejemål med følsom anvendelse, samt siden november 2011 også til eksisterende lejemål med ikke følsom anvendelse.
Derudover skal der i henhold til planlovgivningen udarbejdes en VVM-redegørelse for ammoniakanlægget (Vurdering af Virkninger for Miljøet), som strækker sig over minimum 12 måneder. Det vides endnu ikke, om der kan gives byggetilladelser i Kødbyen, mens processen pågår.
Forholdene omkring den manglende sikkerhedsgodkendelse har ifølge Kultur- og Fritidsborgmesterens henvendelse ført til et lejetab for Københavns Ejendomme i 2011 og fortsat i 2012. Københavns Ejendomme skønner samlet deres lejetab til 0,42 mio. kr. i 2011 og 1,4 mio. kr. for første kvartal 2012, (stigende til samlet 6,5 mio. kr. på årsbasis). De skønnede lejetab vedrører lejemål hvor Københavns Ejendomme har set sig nødsaget til at give dekort i lejen, grundet manglende byggetilladelser, samt lejemål hvor Københavns Ejendomme vurderer, at den nuværende situation har været årsag til, at de ikke har kunnet afslutte forhandlinger om indgåelse af lejemål. Københavns Ejendomme har oplyst, at skønnene er baseret på de forventede indtægter, såfremt det var muligt at give de nødvendige byggetilladelser.
Løsning
Økonomiforvaltningens vurdering af sagen er, at det er væsentligt, at der sikres fremdrift i processen omkring sikkerhedsgodkendelse af ammoniakanlægget i Kødbyen med henblik på at minimere lejetab samt gener for lejerne i Kødbyen. Økonomiforvaltningen anbefaler derfor, at der fremadrettet følges op på sagen i Fast Track-regi, hvor både Københavns Ejendomme og Teknik- og Miljøforvaltningen er repræsenteret.
Økonomiforvaltningen vurderer videre, at manglende lejeindtægter i Kødbyen bør afholdes indenfor Kultur- og Fritidsudvalgets egen budgetramme. Det er baseret på to forhold.
- Købehavns Ejendommes lejeindtægter bør betragtes under ét, idet der i nogle tilfælde, som i de konkrete sager i Kødbyen, er tale om mindreindtægter, hvorimod der i andre sammenhænge vil være tale om merindtægter.
- Kommunens bevillingsregler foreskriver, at udvalgene skal overholde deres budgetter. Såfremt der skal ske ændringer til budgettet skal der anvises kompenserende finansiering herfor.
Claus Juhl
/ Bjarne Winge
Beslutning
Økonomiudvalgets beslutning den 28. februar 2012
1. at-punkt blev drøftet, 2.-3. at-punkt blev godkendt.
Et enigt Økonomiudvalg afgav følgende protokolbemærkning: ”Udvalget har en forventning om, at sagsbehandlingstiden begrænses mest muligt, så sommerens arrangementer ikke bringes i fare.”