Forslag til lokalplan "Rådhuspladsen Metrostationsplads - Cityringen"
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til offentliggørelse af forslag til lokalplan for Cityringens metrostationsplads på Rådhuspladsen, der skal fastlægge bestemmelser for indretning af pladsen i forbindelse med den kommende metrostation.
Tidligere beslutninger
Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
- at vedtage forslag til lokalplan ”Rådhuspladsen metrostationsplads” (bilag 1) med henblik på offentliggørelse i to måneder, og
- at vedtage det foreslåede borgerdialogforløb (bilag 3).
Indstilling og beslutning
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
Problemstilling
Teknik- og Miljøudvalget tiltrådte den 22. marts 2010 (2010-9832) startredegørelse om successivt at udarbejde lokalplaner for de 14 stationspladser i Københavns Kommune. Baggrunden var Naturklagenævnets afgørelse af 18. juni 2009 om, at etablering af de kommende stationspladser ved Gammel Strand og Marmorkirken (Frederiks Kirke) var lokalplanpligtige.
På baggrund af forudsætningerne i startredegørelsen (2010-9832) har der været afholdt borgermøder og workshops omkring de 14 stationspladser, der har resulteret i 14 dispositionsplaner. På dette grundlag har forvaltningen nu udarbejdet lokalplanforslag for fire stationspladser. Placeringen af stationen med tilhørende trapper, elevatorer, nødtrapper, ventilationsanlæg, ovenlysåbninger m.m. er fastlagt i Lov om en Cityring.
Løsning
Generelt for metroforpladserne
Metroselskabet har i samarbejde med forvaltningen udviklet dispositionsplanerne for Cityringens stationspladser. To elementer heri var den omfattende borgerdialog ”Tal med landskabsarkitekterne”, som blev gennemført på 4 lørdage i juni 2010 med deltagelse af knap 4.000 borgere, og de byrumsprogrammer, som Borgerrepræsentationen godkendte i 2010. I dispositionsplanerne fastlægges trafikløsninger herunder bus/tog-skiftet og de omfattende cykelparkeringsarealer.
Dispositionsplanerne danner grundlag for lokalplanforslagene og den offentlige høring i lokalplanprocessen.
På borgerdialogmøderne var det et centralt ønske, at tilføre de fremtidige stationsbyrum lokal identitet og byliv. I lokalplanen fastlægges de overordnede principper for, hvor forskellige aktiviteter kan placeres i byrummet. Det gøres for at sikre en fleksibel plan, som ramme for den efterfølgende projektudvikling, hvor detaljer og den præcise udformning fastlægges. Det er også i denne fase, at detaljer omkring belægning, belysning og byinventar, med udgangspunkt i Københavns Kommunes Designmanual, udvikles med fokus på at understøtte den lokale identitet.
Konkret for denne lokalplan
Lokalplanområdet strækker sig over den del af Rådhuspladsen, som indeholder funktioner og elementer, der direkte knytter sig til metrostationen. Der er lagt vægt på, at de eksisterende hovedelementer som Rådhuspladsens skålformede forsænkning bevares og indgår i den nye disponering. Funktionerne på de eksisterende busstoppesteder opretholdes i en reduceret udgave, som vil forbedre skiftemulighederne og give plads til bedre cykelforbindelser på tværs. Forvaltningen arbejder derudover på en midlertidig cykelforbindelse over Rådhuspladsen, men uden for lokalplanområdet.
Lokalplanen fastlægger funktionelle forhold som trafik og cykelparkering, samt zoner til ophold og aktiviteter i relation til pladsens karakter. Desuden fastlægges principielle muligheder for træplantning. Det har i processen været fremført at metrostationen bør udformes på baggrund af en arkitektkonkurrence for en samlet Rådhusplads. Lokalplanforslaget fastlægger en plan for de elementer der er umiddelbart nødvendige for at få stationen til at fungere, og er ikke til hinder for en efterfølgende konkurrence.
Der placeres ca. 200 nye cykelparkeringspladser i tilknytning til metrostationen på Rådhuspladsen, heraf 120 pladser på selve stationen i konstruktion under jorden.
Der nedlægges ingen parkeringspladser.
Tilgængelighed
Der vurderes ikke umiddelbart at være forhold, der er til hinder for, at tilgængeligheden sikres, jf. bilag 2.
Intern høring
Der er foretaget intern høring med henvisning til startredegørelsen.
Indre By Lokaludvalg har fremsendt høringssvar og fremhæver særligt vigtigheden af at antallet af cykelparkeringspladser er tilstrækkeligt, idet lokaludvalget mener, at behovet for cykelparkering vil være væsentligt større end det planlagte. Det foreslås at supplere den viste cykelparkering på arealet mellem metroens ovenlys og busterminalen. Desuden mener lokaludvalget, at det er vigtigt at se den nye metrostation i sammenhæng med de øvrige projekter, der er på vej bl.a. Vesterbro Passage og udvikling af Scala.
Forvaltningens bemærkninger
Rådhuspladsens funktion som samlingspunkt og scene for store begivenheder opretholdes i samspil med den kommende metrostation, og de Metropolzoneprojekter, der er på vej - omdannelsen af Vester Voldgade/pladsen ved Vartov og den kommende Vesterbro Passage, hvor fodgængerne tilgodeses med nye brede fortove og opholdsmuligheder.
Det vil også være muligt at supplere den planlagte cykelparkering, hvis der bliver behov for det.
Alle kommentarer er desuden videresendt til Metroselskabet og vil indgå i forvaltningens videre arbejde under projekteringsfasen af metrostationspladsen.
Offentlig høring
Efter Borgerrepræsentationens vedtagelse af planforslaget sendes det i offentlig høring i to måneder. Forvaltningen vil inddrage Indre By Lokaludvalg i tilrettelæggelsen af offentlighedsfasen. I offentlighedsfasen foreslås følgende aktiviteter:
- Planforslaget kan ses på hjemmesiden ”Bliv hørt” med mulighed for indlæg/høring.
- Gennemførelse af et borgermøde i form af et orienteringsmøde.
- Annoncering i områdets lokalaviser.Økonomi
Eventuelle kommunale tilkøb til etableringen af metrostationspladserne er behandlet i særskilt indstilling den 27. april 2011 i Teknik- og Miljøudvalget. Lokalplanforslaget i sig selv har ingen kommunaløkonomiske konsekvenser.
Videre proces
Efter den offentlige høring vil forvaltningerne forelægge udvalgene og Borgerrepræsentationen en indstilling om endelig vedtagelse af planforslagene der forventes at ske i foråret 2012.
Hjalte Aaberg /Simon Kjær Hansen
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler
- at vedtage forslag til lokalplan ”Rådhuspladsen metrostationsplads” (bilag 1) med henblik på offentliggørelse i to måneder, og
- at vedtage det foreslåede borgerdialogforløb (bilag 3).
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 23. januar 2012
Indstillingen blev anbefalet.
Beslutning
Økonomiudvalgets beslutning den 28. februar 2012
Indstillingen blev anbefalet.