Mødedato: 28.02.2006, kl. 15:15

Trafiksanering i Reykjaviksgade, Thorshavnsgade og Vestmannagade (Teknik- og Miljøudvalget)

Se alle bilag

Trafiksanering i Reykjaviksgade, Thorshavnsgade og Vestmannagade (Teknik- og Miljøudvalget)

Økonomiudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 28. februar 2006

 

 

 

J.nr.             ØU 57/2006

 

 

10.                Trafiksanering i Reykjaviksgade, Thorshavnsgade og Vestmannagade (Teknik- og Miljøudvalget)

 

 

INDSTILLING

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentatio nen anbefaler,

at Reykjaviksgade lukkes mod Thorshavnsgade som beskrevet i nærværende projektforslag (A),

at parkeringen på den østlige side af Thorshavnsgade mellem Njalsgade og Klaksviksgade omlægges fra vinkelparkering til længdeparkering som beskrevet i nærværende projektforslag (B),

at hjørnet Thorshavsgade/Njalsgade renoveres som beskrevet i nærværende projektforslag (C),

at Vestmannagade ensrettes fra Islands Brygge mod Thorshavnsgade (D),

at den østlige del af fodgængertunnellen under Amager Boulevard (for enden af Thorshavnsgade) lukkes (E),

at der gives en anlægsbevilling på 2,8 mio. kr. på Vej & Parks anlægsramme (konto 2.22.3, vejanlæg) til gennemførelse af ovenstående arbejder og

at Thorshavnsgades østlige side nord for Klaksviksgade renoveres og omlægges af grundejerne som beskrevet i nærværende projektforslag (F).

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 25. januar 2006

Anbefalet.

 

Jesper Schou Hansen (V) afgav følgende bemærkning: "Venstre ønsker bevarelse af lokale p-pladser i området."

 

 

 

Økonomiforvaltningen indstiller:

 

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

 

"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført, idet det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes indenfor Teknik- og Miljøudvalgets rammer".

 

RESUME

Det foreliggende projekt til trafiksanering af Reykjaviksgade, Thorshavnsgade og Vestmannagade er udviklet i overensstemmelse med "Handlingsplan for Københavns Byrum" (BTU567/2005). Forvaltningen har således dels udarbejdet en sammenhængende løsning for et mindre lokalområde i byen, dels søgt at skabe en løsning med mere byrum for pengene.

Projektforslaget har 2 formål, dels at løse lokale trafikale problemer, som er opstået som følge af lukningen af Thorshavnsgade og åbningen af Klaksvigsgade i 2002; dels at højne kvaliteten af de lokale byrum.  Projektet omfatter en lukning af Reykjaviksgade (område A, bilag 2 samt bilag 3) og en ensretning af Vestmannagade (område D, bilag 2), således at biltrafik fra Klaksvigsgade til Islands Brygge fremover alene kan foregå via Njalsgade. Lukningen af Reykjaviksgade foreslås rent fysisk at ske ved etablering af et træbeplantet pladsområde for enden af Reykjaviksgade ved Thorshavnsgade (jf. bilag 3).

Af trafiksikkerhedsmæssige årsager foreslås parkeringsarealet på Thorshavnsgade - på strækningen Klaksvigsgade-Njalsgade (område B, bilag 2) - endvidere omlagt fra vinkelparkering til længdeparkering. Københavns Politi vurderer, at længdeparkering er mere sikker for de mange forbipasserende cyklister end den eksisterende vinkelparkering.

Endelig omfatter projektforslaget en omlægning af det beplantede areal på hjørnet af Njalsgade/Thorshavnsgade (område C, bilag 2), en delvis lukning af tunnellen under Amager Boulevard mellem Thorshavnsgade og Langebrogade (område E, bilag 2) og en omlægning af fortovet langs Thorshavnsgades østlige side (område F, bilag 2).

Omlægningen af fortovet langs Thorshavnsgades østlige side betales af de private bygherrer, som allerede er eller snart skal i gang med byggeri på Ny Tøjhusgrunden ud for Thorshavnsgade. Teknik- og Miljøudvalget skal alene tage stilling til fortovets udformning.

Forvaltningen har vurderet anlægsudgifterne for Vej & Parks del af projektet til i alt 2,8 mio. kr. Udgifterne foreslås finansieret i 2005 på Vej & Parks anlægsramme, (konto 2.22.3, vejanlæg).

Forvaltningen har vurderet at projektet vil betyde, at kommunens driftsudgifter vil stige ca. 31.500 kr. om året. (Fra ca. 106.000 kr. til ca. 137.500 kr.) Denne udgiftsstigning omfatter udgifterne til pasning af den nye plads på den private fællesvej Reykjaviksgade, idet forvaltningen foreslår, at Vej & Park overtager driften af selve pladsarealet allerede fra tidspunktet, hvor den er færdiganlagt selvom tidspunktet for overtagelse af hele Reykjaviksgade i forbindelse med udvidelsen af parkomatordningen ikke ligger fast på nuværende tidspunkt.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Efter lukningen af Thorshavnsgade og åbningen af Klaksviksgade i 2002 i forbindelse med byudviklingen på Ny Tøjhusgrunden er trafikmængden i Reykjaviksgade steget markant, idet mange bilister vælger at køre fra Klaksvigsgade ad Reykjaviksgade til Islands Brygge. Forvaltningen har fået flere henvendelser fra beboerne i Reykjaviksgade med anmodning om lukning af Reykjaviksgade. Forvaltningen har derfor udarbejdet et forslag til lukning af Reykjaviksgade (område A, bilag 2 samt bilag 3).

Reykjaviksgade er en privat fællesvej. Den er omfattet af de veje, som i henhold til beslutning i Borgerrepræsentationen den 15. juni 2005 (BR398/05) skal overtages af Københavns Kommune med henblik på  - etapevis - at indføre parkomatordning i de indre brokvarterer. Forvaltningen foreslår, at Vej & Park overtager selve driften af den nye plads allerede fra tidspunktet, hvor den er færdiganlagt.

For at hindre at biltrafikken efter en lukning af Reykjaviksgade kører fra Klaksvigsgade via Thorshavnsgade og ad Vestmannagade mod Islands Brygge ensrettes Vestmannagade fra Islands Brygge mod Thorshavnsgade (områdeD, bilag 2). Dette sker også for at hindre fremtidig smutvejskø rsel mod Islands Brygge fra Klaksvigsgade over det areal på Ny Tøjhusgrunden ud for Klaksvigsgade, som i henhold til den gældende lokalplan skal indrettes som opholds- og legeområde, og som bliver etableret, når byggerierne på Nytøjhusgrunden på Thorshavnsgade på strækningen Klaksvigsgade-Amager Boulevard er færdige (Område G, bilag 2) .

Forvaltningen har endvidere udarbejdet et forslag til renovering af den østlige side af Thorshavnsgade. Skitsen er udarbejdet for at sikre, at Thorshavnsgade - efter etablering af de nye/igangværende byggerier på Ny Tøjhusgrunden - kommer til at fremstå som et samlet hele (område F, bilag 2).

Fra Thorshavnsgade til Langebrogade er der en fodgængertunnel, som har to trapper på Thorshavnsgadesiden (område E, bilag 2). Efter lukningen af Thorshavnsgade i 2002 er det ikke mere nødvendigt af hensyn til fodgængernes sikkerhed at opretholde begge adgangsveje til tunnelen.

Den østlige trappe ligger på et areal, som forvaltningerne foreslår solgt (jf. fællesindstilling fra Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen på lukket dagsorden). Dette areal er endvidere forudsat nedlagt som offentligt vejareal i lokalplan 327 1& 2 "Ny Tøjhus" (Bygge- og Teknikforvaltningen, oktober 2001 / juni og december 2001). Forvaltningen vurderer at fastlæggelse af en ny vejlinie og udretning af fortovet af byrumsæstetiske årsager nødvendiggør at der foretages en mindre ændring på Thorshavnsgade op mod Amager Boulevard. Her foreslås det således, at den eksisterende midterhelle udbygges, og at der plantes yderligere træer (område E, bilag 2).

For at fuldende projektet foreslår forvaltningen endvidere en omlægning af det østlige hjørne af Thorshavnsgade/Njalsgade (område C, bilag 2).

De eksisterende forhold er vist på bilag 1. Projektforslaget i sin helhed er vist på bilag 2. Projektforslagets enkelte delelementer er beskrevet detaljeret i det efterfølgende.

Projektforslaget

Lukning af Reykjaviksgade

Forslaget for lukning af Reykjaviksgade omfatter etablering af en mindre plads ved Reykjaviksgades udmunding i Thorshavnsgade. Pladsen foreslås afgrænset af en sort beton-siddeplint langs med Thorshavnsgade. Pladsen foreslås belagt med asfalt (med et tilslag af lysreflekterende sten). Asfalten går fra facade til facade. Igennem pladsarealet går en cykelsti, som foreslås markeret med en grå asfalt, der farvemæsssigt skiller sig ud fra resten af pladsens belægning. På pladsen foreslås etableret fire plantebede, som hver afgrænses af en cotinstålkant. Træerne skal være mindre flerstammede træer med blomstring og smukke efterårsfarver. Under træerne skal der være et stedsegrønt bunddække. På arealet foreslås opstillet 5 pullertlamper, som kaster en oval lyskegle ned på asfalten. Jf. område A, bilag 2 samt bilag 3.

 

På selve Reykjaviksgade omfatter projektforslaget en optegning af en vendeplads med parkeringsforbud. Pladsen vil blive dimensioneret, således at renovationsbiler kan vende.

Etablering af cykelsti mv. ud for Reykjaviksgade

Lukningen af Reykjaviksgade foreslås afsluttet med en gennemføring af det eksisterende københavnerfortov samt etablering af ca. 50 meter cykelsti langs Thorshavnsgades vestlige side ud for Reykjaviksgade. Med henblik på at hindre parkering ud for Klaksvigsgade foreslås der optegnet parkeringsbåse, der hvor parkering udenpå cykelstien vil være tilladt. Jf. område A, bilag 2 samt bilag 3.

Flytning af stoppested for børnehavebus

Ud for Reykjaviksgade nr. 4 er der i dag standsningsforbud med ud- og indstigning tilladt i tidsrummet kl. 7-9 og kl. 15-18 af hensyn til en bus for afhentning og bringning af børn fra en børneinstitution på Thorshavnsgade. Projektforslaget omfatter en flytning af denne plads til Thorshavnsgade ud for nr. 24. Jf. bilag 1 og 2.

Etablering af helle

Med henblik på dels at sikre krydsende forgængere og dels at hindre parkering helt op til hjørnet af Klaksvigsgade foreslås der etableret et 2 meter bredt støttepunkt i Thorshavnsgade nord for Klaksviksgade. Jf. bilag 2.

Renovering af hjørnet Njalsgade/Thorshavnsgade

Projektforslaget omfatter endvidere fjernelse af den eksisterende buskbeplantning på hjørnet af Thorshavnsgade og Njalsgade. I stedet for foreslås lagt chaussesten. I forbindelse med detailprojekteringen vil det blive vurderet, hvorvidt der skal opstilles cykelstativer på arealet eller eventuelt en københavnerbænk rundt om det eksisterende træ.

Baggrunden for denne del af projektforslaget er, at den eksisterende buskbeplantning trænger til udskiftning samt at beplantning af denne type er meget vanskelig at renholde, og derfor ofte fremstår meget upasset. Det er endvidere forvaltningens vurdering, at en ændring - som den foreslåede - af dette hjørne vil medvirke til at højne kvaliteten af byrummet i Thorshavnsgade/Njalsgade væsentligt, idet buskbeplantningen sammen med den uorganiserede cykelparkering i dag delvis virker som en hindring for fremkommeligheden på området. Jf. område C, bilag 2.

Ændring af parkering på Thorshavnsgade

Den eksisterende vinkelparkering på Thorshavnsgades østlige side syd for Klaksvigsgade foreslås endvidere omlagt til længdeparkering og parkeringsrestriktionen ændret fra 1 times til 30 minutters begrænsning. Det er politiets og forvaltningens vurdering, at den eksisterende vinkelparkering hverken er tilstrækkelig sikker eller tryg for de passerende cyklister, hvorfor en omlægning foreslås. Det foreslås endvidere, at der etableres standsningsforbud med vare af- og pålæsning tilladt mellem kl. 7 og 9 om morgenen af hensyn til muligheden for vareindlevering til Fakta på hjørnet af Njalsgade og Thorshavnsgade. Jf. område B, bilag 2.

Ensretning af Vestmannagade

Endvidere foreslås Vestmannagade ensrettet fra Islands Brygge mod Thorshavnsgade, således at bilkørsel fra Klaksviksgade til Islands Brygge alene kan foregå via Njalsgade. I forbindelse med denne ensretning vendes den eksisterende skråparkering på gaden, således at den kommer til at vende rigtigt i forhold til den fremtidige kørselsretning. Jf. område D, bilag 2.

Lukning af tunnel

Projektforslaget omfatter - som betingelse for en udretning af fortovet langs Thorshavnsgades østlige side og for salg af et restareal på 387,2 m² (jf. nedenfor) - fjernelse af den østlige tunnelnedgang samt lukning af det østlige tunnelrør til/i forgængertunnellen fra Thorshavnsgade til Langebrogade. Efter lukningen af Thorshavnsgade i 2002 er det ikke mere nødvendigt af hensyn til fodgængernes sikkerhed at opretholde to trapper/adgangsveje til tunnelen. Jf. område E, bilag 2.

Udvidelse af helle ved Thorshavnsgades udmunding i Amager Boulevard

Fastlæggelse af en ny vejlinie og udretning af fortovet (jf. nedenfor) gør det af byrumsæstetiske årsager nødvendigt også at foretage en mindre ændring på Thorshavnsgade op mod Amager Boulevard, hvor det således foreslås at den eksisterende midterhelle udbygges og der plantes yderligere træer. Jf. område E, bilag 2.

Omlægning af fortovet på den østlige side af Thorshavnsgade

Nord for Klaksvigsgade omfatter projektforslaget en omlægning og renovering af det eksisterende fortov på Thorshavnsgades vestlige side. Denne omlægning er aktualiseret af den igangværende udbygning af Ny Tøjhusgrunden. Allerede på tidspunktet for forelæggelse af nærværende indstilling for Teknik- og Miljøudvalget er der byggeri i gang mellem Klaksvigsgade og Vestmannagade. Der foreligger endvidere planer for byggeri på den resterende del af Ny Tøjhusgrunden ud mod Thorshavnsgade. Jf. område F, bilag 2.

På den baggrund har forvaltningen i dialog med og efter ønske fra de nuværende og kommende bygherrer udarbejdet et forslag til omlægning og renovering af det eksisterende fortov. Omlægningen vil indebære en udretning af kantstenen langs den nordligste del af Thorshavnsgade, således at kantstenen kommer til at forløbe i lige line hele vejen mellem Klaksvigsgade og Amager Boulevard. Det foreslås at fortovet lægges som et traditionelt københavnerfortov. Det er aftalt, at bygherrerne betaler og gennemfører omlægning og renovering af denne del af Thorshavnsgade efter gennemførelse af deres byggerier langs Thorshavnsgade. Teknik- og Miljøudvalget skal således alene godkende udformningen af fortovet.

Salg af areal

Ved omlægning og renovering af det eksisterende fortov, herunder udretning af kantstenens forløb langs den østlige side af Thorshavnsgade (mellem Klaksvigsgade og Amager Boulevard) fremkommer et restareal 387,2 m², som Københavns Kommune har forhandlet med bygherren på den tilstødende grund om at købe. Købesum mv. er beskrevet i indstilling på lukket dagsorden på Teknik- og Miljøudvalgets møde den 25. januar 2006. Jf. område E, bilag 2.

Økonomi

Reykjaviksgade er en privat fællesvej. Forvaltningen foreslår, at Vej & Park betaler for etablering af den ovenfor beskrevne lukning af Reykjaviksgade, idet den vurderes som samlet set mest hensigtsmæssigt rent trafiksikkerhedsmæssigt. Det foreslås og er drøftet med borgerne, at forvaltningen indstiller, at kommunen betaler anlægsudgifterne. Forvaltningen foreslår endvidere, at Vej & Park overtager pasningen af selve pladsarealet fra tidspunktet, hvor den er færdiganlagt selvom overtagelsen af hele Reykjaviksgade i forbindelse med udvidelsen af parkomatordningen ikke ligger fast på nuværende tidspunkt.

 

For så vidt angår renovering og omlægning af den østlige side af Thorshavnsgade betales denne af de private bygherrer. De samlede udgifter hertil er vurderet til ca. 800.000 kr. De efterfølgende driftsudgifter betales - ligesom de nuværende - af Vej & Park.

Vej & Park betaler - i henhold til nærværende indstilling - de øvrige anlægsudgifter.

Forvaltningen har vurderet anlægsudgifterne for Vej & Parks del af projektet til i alt 2.800.000 kr. Udgifterne foreslås finansieret i 2006 på Vej & Parks anlægsramme, (konto 2.22.3, Vejanlæg).

Udgifternes fordeling ses af nedenstående skema.

Lukning af Reykjaviksgade    

1,25 mio. kr.

Cykelsti ud for Reykjaviksgade, inkl. etablering af helle/støttepunkt     

0,15 mio. kr.

Lukning af tunnel samt øvrige arbejder som følge af tunnellukningen     

0,7 mio. kr.

Renovering af østligt hjørne Thorshavnsgade/Njalsgade incl. omlægning af eksisterende vinkelparkering til længdeparkering

0,7 mio. kr.

I alt

2,8 mio. kr.

 

Forvaltningen har vurderet at projektet vil betyde, at kommunens driftsudgifter vil stige ca. 31.500 kr. om året. (Fra ca. 106.000 kr. til ca. 135.500 kr.) Denne udgift omfatter (jf. tidligere) også driften af det beplantede pladsareal på Reykjaviksgade.

 

Miljøvurdering

Indstillingen er omfattet af Teknik- og Miljøforvaltningens positivliste over projekter, der skal miljøvurderes.

Der vil derfor - i forbindelse med detailprojekteringen - blive gennemført miljøvurdering i henhold til Vej & Parks miljøcheckliste for anlægsprojekter og for inventar samt målsætningerne i Københavns Kommunes miljømæssige retningslinier for bygge- og anlægsarbejder indeholdt i pjecen "Miljøorienteret byfornyelse og nybygger".

Alle for et anlægsprojekt relevante minimumskrav og anbefalinger vil blive opfyldt i såvel den del af projektet, som finansieres af bygherrerne på Ny Tøjhusgrunden ud for Thorshavnsgade som den del, der finansieres af Vej & Park.

Andre konsekvenser

Byggeriet på Thorshavnsgades (strækningen Klaksviksgade-Vestmannagade) er i gang. Hvornår byggeriet på den sidste del af Thorshavnsgade (strækningen Vestmannagade-Amager Boulevard) vil blive igangsat er på tidspunktet for nærværende indstillings forelæggelse for Teknik- og Miljøudvalget ikke fastlagt. Færdiggørelsen af Thorshavnsgades østlige side vil for den nordligste dels vedkommende først ske efter færdiggørelse af det kommende byggeri. Tunnelen vil dog allerede blive lukket i forbindelse med gennemførelse af nærværende kommunale projekt. 

Reykjaviksgade er udpeget og reserveret som en strækning på "Amager ruten", som er en del af kommunens grønne cykelrutenet. Nærværende projekt vurderes ikke at være til hinder for en eventuel senere gennemførelse af "Amager ruten". 

Jf. område E, bilag 2.

Høring

Der har været afholdt et borgermøde den 8. marts 2005 for beboerne på Reykjaviksgade med stort fremmøde. På mødet var der stor tilfredshed med, at forvaltningen vil foreslå udvalget at lukke gaden; blot ønskede man, at de kommende træer og planter skal være lette og billige at holde, idet det på daværende tidspunkt blev forudsat, at beboerne selv skulle finansiere den efterfølgende drift af den nye plads.  Forvaltningen lovede på mødet, at det præcise plantevalg først vil ske i forbindelse med detailprojekteringen og i samarbejde med vejlauget.

For så vidt angår omlægningen af den østlige side af Thorshavnsgade har der været afholdt møder med bygherrerne om udformning mv., som er tilpasset de kommende byggerier.

Politiet har været hørt i forbindelse med projektudviklingen og har godkendt forslaget.

Forslaget om at flytte stoppestedet for bussen, som henter og bringer børn fra børneinstitutionen i Thorshavnsgade, har været forelagt institutionen, som intet har imod forslaget.

Fakta er blevet hørt. For så vidt angår ændring af tidsbegrænsningen samt etablering af standsningsforbud er Fakta godt tilfreds med forslaget. For så vidt angår forslaget om at ændre af den eksisterende vinkelretparkering til længdeparkering er man imod.

Handicaporganisationerne vil blive hørt i forbindelse med detailprojekteringen.

Bilag

Bilag 1: Eksisterende forhold. Reykjaviksgade, Thorshavnsgade og Vestmannagade.

 

Bilag 2: Projektforslag. Reykjaviksgade, Thorshavnsgade og Vestmannagade.

 

Bilag 3: Illustration af ny pladsdannelse på Reykjaviksgade ved Thorshavnsgade (område A, bilag 2)

 

 

 

Ole Bach

 

Til top