Indgåelse af partnerskab mellem Københavns Kommune og KAB om udvikling af ”Basisbolig-koncept” til borgere med særlig lav betalingsevne i København
I Københavns Kommune opleves en voksende mangel på boliger som borgere med særlig lav betalingsevne kan betale. Som svar på denne udfordring ønskes indgået en aftale med KAB om udvikling af et koncept for, hvordan der kan opføres billige boliger af en god kvalitet – en såkaldt ”Basisbolig”.
Tidligere beslutninger
Socialudvalget og Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
1. at der indgås partnerskabsaftale med KAB om udvikling af koncept for Basisboliger jf. bilag 1.
2. at konceptet for basisboliger afprøves på to kommende almenboligbyggeriprojekter på Sundevedsgade på Vesterbro og A.C. Meyers Vænge i Sydhavnen godkendes.
Indstilling og beslutning
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til det planmæssige aspekt af sagen, eller at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Socialudvalgets og Teknik- og Miljøudvalgets budgetrammer.
Problemstilling
Prisudviklingen på boligmarkedet og i ændringer i boligefterspørgslen, samt renoveringer og lejlighedssammenlægninger har medført et faldende antal af de mindste og billigste lejligheder i København. På trods af at 45 pct. af lejlighederne i København fortsat er 1-2 værelses, er antallet af andelslejligheder de seneste 10-15 år steget på bekostning af bl.a. private udlejningslejligheder. Samtidig medfører den generelle prisudvikling, at huslejen i de almene lejligheder stiger, og at priserne på andelslejligheder er steget markant.
Det betyder, at en gruppe borgere med meget lav betalingsevne er i fare for at blive skubbet ud af det københavnske boligmarked.
Den boligsociale anvisning i Københavns Kommune oplever lige nu voksende udfordringer med at finde egnede boliger til borgere med meget lav betalingsevne – fx til unge på kontanthjælp og andre grupper med meget lave rådighedsbeløb. I disse grupper har man typisk maksimalt ca. 3.200 kr. om måneden til rådighed til husleje. Huslejen for en ældre, nyrenoveret almen bolig på ca. 50 m2 ligger typisk på omkring 3.700 kr. om måneden (eksklusiv forbrug).
KAB-fællesskabet har i dag eksempelvis kun godt 900 boliger til et huslejeniveau omkring 3.200 kr., hvor det for tre år siden var 2.500 boliger. I 2012 manglede Socialforvaltningen ca. 100 boliger til ca. 3.000 kr. pr. måned for at kunne følge med antallet af ansøgere.
Løsning
KAB samt Socialforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen vil derfor udvikle et koncept for, hvordan der kan bygges små billige boliger i København. Formålet er at tilvejebringe gode og billige boliger til grupper, der har svært ved at finde en passende bolig på det københavnske boligmarked. Det understøtter intentionerne i Hovedaftalen mellem Boligselskabernes Landsforening og Københavns Kommune for 2010-2014, hvoraf det fremgår at ”den boligsociale venteliste må ikke stige”, og at der skal være et fælles fokus på, at der er boliger til rådighed som den boligsociale anvisnings målgrupper kan betale.
Konceptet målrettes indledningsvist unge med særlig lav betalingsevne. Konceptet skal på sigt kunne overføres til andre grupper, der har svært ved at finde en billig bolig i København, jf. ovenfor.
Indgåelse af partnerskabsaftale
Der er udarbejdet et udkast til en partnerskabsaftale med KAB om at udvikle et koncept for Basisboliger (bilag 1).
Partnerskabsaftalen omfatter:
- At der udvikles et koncept for Basisboliger med en husleje på maksimal 3.200 kr. om måneden (eksklusiv forbrug) integreret i andet boligbyggeri.
- At konceptet afprøves i minimum to kommende projekter med ca. 30 basisboliger (se nærmere beskrivelse nedenfor).
- At der på baggrund af erfaringer med udviklingen og afprøvningen af basisboliger til unge udarbejdes et koncept for basisboliger til borgere med særlig lav betalingsevne generelt. Erfaringerne fra projektet stilles til rådighed for kommuner og den øvrige almene sektor.
Rammerne for Basisboligen til unge
Basisboligen til de unge vil tage udgangspunkt i en normal ungdomsbolig. Der er således tale om en et-værelseslejlighed med eget bad og mindre køkken.
Visionen bag Basisboligkonceptet er at udvikle små, komprimerede boligtyper efter et optimeret byggekoncept, der sikrer lave anlægsudgifter. Det er målet at skabe gode boliger, der samtidig er robuste, så driftsomkostningerne minimeres. Det er desuden ambitionen, at boligerne skal have et lavt forbrug af el, varme mv., så den samlede omkostning ved at bo holdes nede for den enkelte beboer.
Der arbejdes samtidig med et udlejningskoncept, der sikrer, at der opnås en bæredygtig social profil i de boligområder, hvor Basisboligerne indarbejdes. Det vil endvidere være et fokuspunkt, at basisboligen så vidt muligt integreres i andet boligbyggeri, hvilket kan bidrage til blandede boligområder. Da det er tale om boliger til unge, kan basisboligerne i udviklingsfasen etableres sammen med ungdomsboliger, som det vil blive afprøvet på A.C. Meyers Vænge.
Afprøvning af basisbolig-koncept
Basisbolig-konceptet ønskes afprøvet i to projekter:
Sundevedsgade, Vesterbro Her etableres ca. 20 boliger, alle basisboliger, målrettet unge med sindslidelser. Boligerne etableres som et opgangsfællesskab og vil blive integreret som en del af en karré med private boliger.
A.C. Meyers Vænge, Sydhavnen. Her vil KAB etablere ca. 100 ungdomsboliger og otte Basisboliger i en samlet bebyggelse. KAB’s samlede projektet indgår i indstillingen om grundkapital 2013, som behandles af Borgerrepræsentationen den 12. december 2013. Herefter indgås der en særskilt partnerskabsaftale mellem Københavns Kommune og KAB om udviklingen af det samlede boligprojekt på A.C. Meyers Vænge. Udformningen af de konkrete basisboliger vil indgå som et led i denne aftale, så der sikres koordination ved etableringen af de forskellige boligtyper, som bebyggelsen skal indeholde.
Kommuneplanen
Størrelsesmæssigt forventes boligerne at blive i omegnen af 30 m2 i bruttoareal (dvs. inkl. evt. fællesarealer mv.) De vil derfor blive opført som enten ungdomsboliger eller boliger målrettet Socialforvaltningens målgrupper for at være i overensstemmelse med kommuneplanens størrelsesbestemmelser.
Effekt af indstillingen
Indstillingen vil medføre, at flere unge med særlig lav betalingsevne, der er visiteret til en bolig igennem den boligsociale anvisning, kan tilbydes en passende bolig. Initiativet gør det muligt for de grupper – i første omgang unge – der har meget svært ved at finde et boligtilbud i København, at finde en bolig. Det sikrer et varieret og mangfoldigt boligudbud i København, og det fremmer målsætningen om at kunne levere en tidlig social indsats over for unge og andre marginaliserede grupper, hvor det forudsættes, at man har egen bolig.
Erfaringerne fra Basisbolig-konceptet vil kunne overføres til andre byggerier og boligtyper, dog formodentligt først efter en ændring i kommuneplanbestemmelserne. Disse erfaringer kan bidrage til at udvikle byboligen i lyset af det stigende pres på boligmarkedet i København.
Økonomi
Denne indstilling har ingen økonomiske konsekvenser.
Ansøgning om kommunal grundkapital til basisboligerne i Sundevedsgade forelægges i forbindelse med indstilling om skema A-godkendelse af projektet i løbet af 2014. Grundkapitalen dækkes af Socialforvaltningens midler til etablering af boliger til unge med sindslidelse og handicap fra Budget 2010 jf. udmøntsindstilling godkendt af Borgerrepræsentationen den 10. oktober 2013, dagsordenspkt. 27.
Ansøgning om kommunal grundkapital til basisboligerne på A.C. Meyers Vænge forelægges forbindelse med indstilling om skema A-godkendelse primo 2015, når lokalplanen for området er vedtaget. Grundkapital til basisboligerne dækkes ligeledes af Socialforvaltningens midler fra Budget 2010.
Kommunal grundkapital til det øvrige boligprojekt på A. C. Meyers Vænge omfattende ca. 100 ungdomsboliger afholdes af Teknik- og Miljøforvaltningens midler til grundkapital fra Budget 2013 og overførselssagen 2013 indgået mellem Socialdemokraterne, Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Liberal Alliance.
Videre proces
Når indstillingen er godkendt, vil arbejdet med at udvikle konceptet for Basisboligen blive igangsat.
Erfaringer med udviklingen af konceptet vil blive indsamlet inden udgangen af 2015.
De to boligprojekter forventes at stå klar i 2016-17.
Anette Laigaard / Pernille Andersen
Oversigt over politisk behandling
Socialforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller til Socialudvalget og Teknik- og Miljøudvalget, at det anbefales over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen
- at indgå partnerskabsaftale med KAB om udvikling af koncept for Basisboliger jf. bilag 1
- at konceptet for basisboliger afprøves på to kommende almenboligbyggeriprojekter på Sundevedsgade på Vesterbro og A.C. Meyers Vænge i Sydhavnen
Kontorchef Lars Østergaard deltog under punktets behandling.
Indstillingen blev godkendt
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 16. december 2013
Der blev stemt om indstillingen:
For indstillingen stemte 6 udvalgsmedlemmer: B. A, F
Imod indstillingen stemte 3 udvalgsmedlemmer: O, C, I.
Ingen udvalgsmedlemmer undlod at stemme.
Indstillingen blev anbefalet.
Beslutning
Dagsordenspunkt 6: Indgåelse af partnerskab mellem Københavns Kommune og KAB om udvikling af ”Basisbolig-koncept” til borgere med særlig lav betalingsevne i København
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 28. januar 2014
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen med 9 stemmer mod 3. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, Ø, B og F.
Imod stemte: I, V og O.