Helhedsplan for Ny Amagerbrogade
Der skal tages stilling til godkendelse af forslag til helhedsplan for Ny Amagerbrogade samt til frigivelse af midler til udarbejdelse af et dispositionsforslag for hele Amagerbrogade og projektforslag og hovedprojekt for den foreslåede 1. etape.
Tidligere beslutninger
Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
1. at ”Forslag til Helhedsplan for Ny Amagerbrogade, maj 2013” (bilag 1) vedtages som grundlag for udarbejdelse af et dispositionsforslag for Amagerbrogade med de ændringer, der er præsenteret i denne indstilling under ”Løsning” og som illustreret på revideret kortbilag (bilag 8).
2. at forslag til indsatserne i en 1. etape for omdannelse af Amagerbrogade (bilag 2) godkendes med henblik på udarbejdelse af projektforslag og hovedprojekt.
3. at der frigives en anlægsbevilling på 5,75 mio. kr. (2013 p/l) i 2014 og 2015 til udarbejdelse af dispositionsforslag for Amagerbrogade og udarbejdelse af et projektforslag og hovedprojekt for 1. etape på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, funktion 2.28.23.3.
Indstilling og beslutning
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget bemærker, at Teknik- og Miljøudvalget anbefaler frigivelsen af en anlægsbevilling på 5,84 mio. kr. (2014 p/l).
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalget budgetramme.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen besluttede med Budget 2013 (Socialdemokaraterne (A), SF (F), Det Radikale Venstre (B), Enhedslisten (Ø) og Liberal Alliance (I)) og på mødet den 24. januar 2013, at Amagerbrogade skal ombygges til en strøggade, og at første skridt er udarbejdelsen af en helhedsplan. Budgetaftalen fremgår af bilag 7.
I løbet af den offentlige dialogproces i marts 2013 har rundt regnet 5.000 lokale beboere, erhvervsdrivende og besøgende givet input til projektet. Dette er opnået gennem oprettelse af en dialogbutik, en facebookside, hjemmeside, afholdelse af 3 visionsmøder samt en spørgeskemaundersøgelse. Endeligt har den nedsatte følgegruppe med lokale interessenter, herunder lokaludvalgene på Amager, givet bidrag til helhedsplanen under forløbet. Dialogprocessens afrapportering fremgår af bilag 3.
Teknik- og Miljøudvalget sendte den 17. juni 2013 helhedsplanen tilbage til forvaltningen. En rivideret helhedsplan fremlægges nu til beslutning.
Løsning
Beskrivelse af hovedgreb i helhedsplanen
Overordnet er den byrumsmæssige ambition at bidrage med en tydelig forbedring af gaderummet og gadens pladser uden at gå på kompromis med gadens særpræg og lokale selvforståelse.
Forudsætningen for at skabe mere plads til byliv, fodgængere, cykler og buspassagerer er en reduktion af den gennemkørende biltrafik, der opnås ved, at en del af biltrafikken i krydsene omkring Christmas Møllers Plads, Amager Boulevard samt Vejlands Allé ledes ad andre egnede ruter. På dele af Amagerbrogade indsnævres gaden til et spor i hver retning, og de nedlagte kørespor omprioriteres til bredere fortove og pladsdannelser. Gaderummet gøres mere attraktivt med flere og nye træer på især den nordlige og sydlige del, flere regelmæssige muligheder for krydsning, bedre sammenhæng med Amager Centret, bedre belysning samt bredere cykelstier under hensyn til en lokal tilpasning. Der etableres læssezoner og cykelparkering på Amagerbrogade og i sidegader samt korttidsparkering i sidegader.
Disse overordnede formål og trafikale greb er uforandrede i forhold til den oprindelige helhedsplan.
Den oprindelige helhedsplan justeres derudover på følgende konkrete punkter:
- Der fastholdes som udgangspunkt to kørebaner på strækningerne på Amagerbrogade, men på den nordligste strækning mellem Christmas Møllers Plads og Amager Boulevard tilføjes buslommer for de to stoppestedsgrupper på strækningen, hvorved biltrafikken ikke holdes bag busserne ved stoppestederne. Samtidig flyttes stoppestedet ved Christmas Mølles Plads i sydgående retning, fra nord til syd for krydset, og dermed ind på selve Amagerbrogade.
- Venstresvinget fra Amagerbrogade ad Holmbladsgade opretholdes, og som konsekvens heraf indrettes strækningen mellem Amager Boulevard og Holmbladsgade med 4 spor, som deles af biler og busser.
- På strækningen mellem Holmbladsgade og Peder Lykkes Vej fastholdes det oprindelige forslag til helhedsplan med brede fortove og cykelstier, busperroner og busstop i kørebanen.
- På strækningen mellem Peder Lykkes Vej og kommunegrænsen tilføjes buslommer og enkelte busbaner.
- Ved Sundbyvester Plads gøres plads til busbaner i forbindelse med stoppestederne, samt to kørespor for biltrafikken.
- Overalt på strækningen fokuseres på at styrke bylivet med plads til ophold, grønt og aktiviteter i gaden.
- Overalt på strækningen og i de nærmeste sidegader forøges antallet af korttidsparkeringspladser for at imødekomme handelslivets behov. Parkeringsløsningen ligger indenfor rammerne af det gældende parkeringsforlig.
- Helhedsplanen skal følges op af supplerende indsatser til at fremme by- og handelsliv på Amagerbrogade, som fx med det nye tillæg til lokalplanen for Amagerbrogade for anvendelse og udseende af stueetager, samt at mindre erhvervsdrivende langs Amagerbrogade støttes evt. gennem en kvartermanagementsordning.
Konsekvenser for trafikafviklingen
Justeringerne, jf. punkterne ovenfor, medfører tillige en justering af konsekvenserne for trafikafviklingen i forhold til det første forslag til helhedsplan. Effekterne er kort beskrevet i det følgende og uddybet i bilag 9.
De indledende trafikmodelberegninger indikerer, at biltrafikken på Amagerbrogade reduceres med mellem ca. 10 % og ca. 30 % og mest på strækningen mellem Holmbladsgade og Englandsvej. I forhold til den oprindelige helhedsplan vil venstresvinget af Holmbladsgade medføre øget biltrafik på den nordlige del af Amagerbrogade og mindre biltrafik syd for Holmbladsgade. De trafikale konsekvenser og forskellen fra den oprindelige helhedsplan er uddybet i bilag 9.
Reduktionen i biltrafik modsvares som forudsat af mindre stigninger på nogle sidegader og parallelle gader. På Sundholmsvej, Sundbyvestervej og Østrigsgade samt den østlige del af Peder Lykkes Vej er der særlige opmærksomhedspunkter, hvor forvaltningen i den nærmere projektering skal vurdere, om der skal gennemføres yderligere tiltag.
Buspassagerne vil opleve bedre komfort og regularitet som følge af ændringerne samt en øget tryghed ved ind- og udstigning som følge af etablering af busperroner. Den nuværende rejsetid vil ifølge de indledende trafikale konsekvensberegninger være på samme niveau som i dag, hvor Amagerbrogade har en god fremkommelighed for busser. I den nærmere projektering skal mulighederne for at fastholde dagens niveau eller forbedre busfremkommeligheden undersøges nærmere.
De trafikale greb er løbende diskuteret med politiet, og dialogen fortsætter i den videre projektudvikling. Der er særlig fokus på muligheden for at etablere en 40 km/t hastighedsgrænse på Amagerbrogade.
Forslag og budgetoverslag til projekter i 1. etape
Den foreslåede 1. etape er baseret på, at den udpegede strækning vurderes at have størst byrumsmæssigt potentiale, samt at etableringen af det overordnede trafikale greb er nødvendigt som forudsætning for en omdannelse af hele Amagerbrogade. Etapen kan realiseres og opleves som afsluttet, samtidigt med at helheden fungerer frem mod finansiering og omlægning af kommende strækninger.
Teknik- og Miljøforvaltningen anbefaler, at der udarbejdes projektforslag og hovedprojekt for følgende som led i en 1. etape, jf. bilag 2:
- Omdannelse af strækning på Amagerbrogade: fra krydset ved Holmbladsgade til Shetlandsgade, som udgangspunkt afgrænset af bagkanten af det østlige og vestlige fortov.
- Trafiktekniske justeringer: i og omkring krydsene i nord ved Christmas Møllers Plads og Amager Boulevard og i syd ved Vejlands Allé, samt pulje til øvrig trafikal tilpasning og kørebaneslidlag.
Der er endvidere lagt vægt på følgende forhold i forhold til udvikling af 1. etape:
- At der i videst muligt omfang af sikres en begrønning og små pladsdannelser i forbindelse med sidegader og ved tilbagetrukne husfacader.
- At bustrafikken i den videre projektudvikling understøttes mest muligt, bl.a. gennem fremkommelighedstiltag i kryds.
- At cyklerne sikres bedre fremkommelighed og bedre parkeringsmuligheder til glæde for alle brugere i gaden.
- At der etableres ca. 35 nye korttidsparkeringspladser i sidegaderne til gavn for handelslivet på Amagerbrogade. Parkeringspladserne etableres som korttidsparkering i dagtimerne og bibeholdes som beboerparkering uden tidsrestriktioner den øvrige tid og med fokus på særlige funktioner, som fx døgnåbent apotek. Ny Amagerbrogade udvikles indenfor rammerne af den gældende parkeringsforligsramme.
- At Amagerbrogade på strækningen ud for Amagercenteret bliver et markant byrum med fokus på både byliv og transport i Amagerbrogade. Den hævede flade, nye bustoppesteder, sammenhæng mod Amagercenteret samt gadetræer og bedre opholdsmuligheder på fortovene og ved sidegader skal skabe et markant løft til gaden og få området til at fremstå som hjertet af Amagerbrogade.
- At forvaltningen tager kontakt til Amagercenteret og andre relevante grundejere og interessenter for at undersøge mulighederne for partnerskaber omkring udviklingen af Amagerbro Torv og omkringliggende gader i sammenhæng med Ny Amagerbrogade.
- At forvaltningen tager kontakt til Sundby Kirke andre relevante grundejere og interessenter for at undersøge mulighederne for partnerskaber omkring udviklingen af pladsen ved Sundby Kirke og gaderne på begge sider (Frankrigsgade og Oliebladsgade).
Bemærkninger fra lokaludvalg og følgegruppe
Amager Øst Lokaludvalg og Amager Vest Lokaludvalg har sammen med resten af følgegruppen udtrykt generel opbakning til såvel inddragelsesprocessen som til den oprindelige helhedsplan og en styrkelse af Amagerbrogade. Følgegruppen, inkl. de to lokaludvalg, har ikke været hørt om de foreslåede ændringer til den oprindelige helhedsplan.
Opbakningen dækker over forskellige ønsker til disponeringen af gadearealet, ønsker til nærmere vurdering af de trafikale effekter og håndtering af uhensigtsmæssig smutvejskørsel, etableringen og anvendelsen af læssezoner, og at der ikke etableres ”cykelmotorveje”. Bemærkningerne med forvaltningens kommentarer fremgår af bilag 5. Følgegruppen forventes desuden videreført i de kommende faser af projektet, jf. bilag 6.
Sammenhæng med lokalplan og kvartermanager
Forslag til helhedsplan for Ny Amagerbrogade skal bidrage med gode fysiske rammer for butikker, erhvervsdrivende, beboere og kunder på og omkring Amagerbrogade. Bredere fortove og flere pladser skaber plads og rum til fodgængere, ophold, vareudstilling og udeservering. Cykel- og korttidsparkering forbedres i sidegaderne og varelevering forbedres og anlægges på Amagerbrogade eller i sidegaderne.
Teknik- og Miljøforvaltningen har i efteråret fremlagt særskilt beslutningsgrundlag om ændring af lokalplanen for Amagerbrogade, og denne er pt. i høring. Lokalplanændringen foreslår en udvidelse af anvendelsesbestemmelserne, hvilket er koordineret med helhedsplanens tiltag. Tillige lægges der op til at benytte en kvartermanagerfunktion aktivt til orientering af handelslivet om de nye erhvervsmuligheder, som følge af en omdannelse. Se bilag 6.
Økonomi
Omdannelsen af Amagerbrogade, jf. helhedsplanen, vurderes at koste ca. 140 mio. kr. Hertil kommer en række tilvalgsprojekter (fx en pladsdannelse omkring Amager Centret eller omdannelse af Amager Boulevard), der samlet beløber sig til ca. 50 mio. kr.
I Budget 2013 er der afsat 40 mio. kr. i 2013-15 til helhedsplan, projektering og gennemførsel af 1. etape af helhedsplanen. Med denne indstilling frigives der 5,75 mio. kr. heraf på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling, Ordinær anlæg, funktion 2.28.23.3.
Beløbet dækker rådgiverudgifter og internt lønforbrug i forbindelse med udarbejdelse af dispositionsforslag for Amagerbrogade, samt projektforslag og hovedprojekt for 1. etape. Beløbet til rådgiver udgør ca. 10 % af den resterende anlægssum. Dette beløb er lavere end standarden. Dette skyldes, at en del af arbejdet er udført som led i helhedsplanen.
Mio. kr., 2013 p/l |
2014 |
2015 |
I alt |
Ekstern rådgiver |
2,2 |
1,7 |
3,9 |
Internt lønforbrug |
1,0 |
0,85 |
1,85 |
Anlæg af projekt |
0 |
0 |
0 |
I alt |
3,2 |
2,55 |
5,75 |
Videre proces
Dispositionsforslaget forventes afsluttet sommeren 2014. Projektforslag for 1. etape forventes færdigt i løbet af efteråret 2014. Hovedprojekteringen for 1. etape og efterfølgende udbud af anlægsarbejdet forventes afsluttet omkring august 2015, hvorefter anlægsarbejderne kan påbegyndes i efteråret 2015.
Amagerbrogade indgår i den igangværende planlægning og implementering af Københavns Kommunes Klimatilpasningsplan og skybrudsplan, hvilke sammentænkes i relevant omfang med omdannelsen af Amagerbrogade under projektets følgende faser.
Pernille Andersen
/Niels Tørsløv
Oversigt over politisk behandling
- at ”Forslag til Helhedsplan for Ny Amagerbrogade, maj 2013” (bilag 1) vedtages som grundlag for udarbejdelse af et dispositionsforslag for Amagerbrogade med de ændringer, der er præsenteret i denne indstilling under ”Løsning” og som illustreret på revideret kortbilag (bilag 8)
- at forslag til indsatserne i en 1. etape for omdannelse af Amagerbrogade (bilag 2) godkendes med henblik på udarbejdelse af projektforslag og hovedprojekt
- at der frigives en anlægsbevilling på 5,75 mio. kr. (2013 p/l) i 2014 og 2015 til udarbejdelse af dispositionsforslag for Amagerbrogade og udarbejdelse af et projektforslag og hovedprojekt for 1. etape på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, funktion 2.28.23.3.
Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag:
”at der etableres buslomme på begge sider af Englandsvej”
Der blev stemt om ændringsforslaget:
For ændringsforslaget stemte 2 udvalgsmedlemmer: O, C.
Imod ændringsforslaget stemte 8 udvalgsmedlemmer: I, B, A, F.
Ingen udvalgsmedlemmer undlod at stemme.
Ændringsforslaget blev ikke godkendt.
Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag:
”at eksisterende vejprofil fra Tingvej mod syd bevares”
Der blev stemt om ændringsforslaget:
For ændringsforslaget stemte 2 udvalgsmedlemmer: O, C.
Imod ændringsforslaget stemte 8 udvalgsmedlemmer: I, B, A, F.
Ingen udvalgsmedlemmer undlod at stemme.
Ændringsforslaget blev ikke godkendt.
Der blev stemt om indstillingens 1.-3. at-punkt:
For indstillingen 1.-3. at-punkt stemte 8 udvalgsmedlemmer: I, B, A, F.
Imod indstillingens 1.-3. at-punkt stemte 2 udvalgsmedlemmer: O, C.
Ingen udvalgsmedlemmer undlod at stemme.
Indstillingens 1.-3. at-punkt blev godkendt.
SF, Radikale Venstre og Socialdemokratiet afgav følgende protokolbemærkning:
”SF, Radikale Venstre og Socialdemokratiet lægger vægt på at konsekvenserne af eventuelle trafikstigninger på Sundholmsvej, Sundbyvestervej, Peder Lykkes Vej og Østrigsgade imødegås ved, at der i kommende budgetaftaler indarbejdes finansiering af trafikdæmpende og tryghedsskabende foranstaltninger som bedre krydsningsmuligheder, indsnævringer og opgradering af cykelbaner til cykelstier.
Samtidig lægger partierne vægt på, at der sikres en god trafikafvikling omkring Amagerbrogade, men at omkostningerne til ombygning af de fire kryds Amagerbrogade/Vejlands Alle, Amager Boulevard/Amagerfælledvej, Amager Boulevard/Ved Stadsgraven samt Christmas Møllers Plads holdes på et minimum, således der er flest mulige ressourcer til selve Amagerbrogade.”
Liberal Alliance afgav følgende protokolbemærkning:
”Liberal Alliance lægger vægt på at biltrafikkens fremkommelighed på Amager ikke hindres yderligere og kan derfor ikke støtte, at der ikke etableres yderligere trafikale forhindringer på Sundholmsvej, Sundbyvestervej, Peder Lykkes Vej og Østrigsgade.”
Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Det er vores opfattelse, at det er i strid med parkeringsforliget, at flertallet laver indskrænkninger på parkeringspladserne i blå zone.”
Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Det er uhensigtsmæssigt at flytte trafikken fra Amagerbro over på tre skoleveje (Peder Lykkesvej, Amager Fælledvej og Østrigsgade).”
Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre konstaterer, at P-forliget løber til og med 31/12-2014, og at korttidsparkering i sidegaderne først etableres i 2015.”
Liberal Alliance, Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne afgav følgende protokolbemærkning:
”Liberal Alliance, Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne ønsker mulighederne for buslomme på begge sider af Englandsvej belyst.”
Beslutning
Dagsordenspunkt 5: Helhedsplan for Ny Amagerbrogade
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 28. januar 2014
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen med 10 stemmer mod 2. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, Ø, B, F og I.
Imod stemte: V og O.
SF, Det Radikale Venstre og Socialdemokraterne videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 16. december 2013:
”SF, Radikale Venstre og Socialdemokratiet lægger vægt på, at konsekvenserne af eventuelle trafikstigninger på Sundholmsvej, Sundbyvestervej, Peder Lykkes Vej og Østrigsgade imødegås ved, at der i kommende budgetaftaler indarbejdes finansiering af trafikdæmpende og tryghedsskabende foranstaltninger som bedre krydsningsmuligheder, indsnævringer og opgradering af cykelbaner til cykelstier.
Samtidig lægger partierne vægt på, at der sikres en god trafikafvikling omkring Amagerbrogade, men at omkostningerne til ombygning af de fire kryds Amagerbrogade/Vejlands Alle, Amager Boulevard/Amagerfælledvej, Amager Boulevard/Ved Stadsgraven samt Christmas Møllers Pladsholdes holdes på et minimum, således der er flest mulige ressourcer til selve Amagerbrogade.”
Liberal Alliance videreførte sin protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 16. december 2013:
”Liberal Alliance lægger vægt på at biltrafikkens fremkommelighed på Amager ikke hindres yderligere og kan derfor ikke støtte, at der ikke etableres yderligere trafikale forhindringer på Sundholmsvej, Sundbyvestervej, Peder Lykkes Vej og Østrigsgade.”
Dansk Folkeparti videreførte sin protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 16. december 2013:
”Det er vores opfattelse, at det er i strid med parkeringsforliget, at flertallet laver indskrænkninger på parkeringspladserne i blå zone.”
Dansk Folkeparti videreførte sin protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 16. december 2013:
”Det er uhensigtsmæssigt at flytte trafikken fra Amagerbro over på tre skoleveje (Peder Lykkesvej, Amager Fælledvej og Østrigsgade).”
Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 16. december 2013:
"Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre konstaterer, at P-forliget løber til og med 31/12-2014, og at korttidsparkering i sidegaderne først etableres i 2015.”
Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 16. december 2013:
”Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne ønsker mulighederne for buslomme på begge sider af Englandsvej belyst.”