Mødedato: 28.01.2014, kl. 13:00
Mødested: Dragsholm Slot

Evaluering af strategi for socialøkonomiske virksomheder

Se alle bilag
Der skal tages stilling til evaluering af Københavns Kommunes strategi for socialøkonomiske virksomheder til efterretning og Københavns Kommunes forslag til den fremadrettede indsats overfor socialøkonomiske virksomheder.

Tidligere beslutninger

Teknik- og Miljøudvalget anbefaler overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

1. at evaluering (bilag 1) af strategi for socialøkonomiske virksomheder 2010-13 tages til efterretning,

2. at forslag til udmøntning af de afsatte driftsmidler til ”Et marked for socialøkonomiske virksomheder” i 2014 tiltrædes.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen tiltrådte d. 3. juni 2010 ”Strategi for socialøkonomiske virksomheder for 2010-13" (2010-67157). Til strategien var der ikke afsat midler. Strategien består af ni forskellige initiativer, og Borgerrepræsentationen besluttede, at strategien skulle evalueres i 2013.

I budget 2012 blev der afsat 1 mio. kr. årligt (2012-2015) i drift til initiativet ”Et marked for socialøkonomiske virksomheder.

I forbindelse med vedtagelse af Budget 12 besluttede parterne (Socialdemokraterne (A), SF (F), Det Radikale Venstre (B), Venstre (V), Dansk Folkeparti (O), Det Konservativ Folkeparti (C) og Liberal Alliance (I)) om, at ”der i forlængelse af kommunens strategi for socioøkonomi afsættes midler til en kommission, der på tværs af forvaltninger skal afklare rammevilkårene for etableringen af socioøkonomiske virksomheder. Målet er at synliggøre barrierer, samspilsproblemer mellem offentlige ydelser og virksomhedernes medarbejdere, samt mulighederne for et tættere samarbejde med kommunen”.

I det vedhæftede evalueringsnotat (bilag 1) indgår en analyse af den socialøkonomiske sektor i København, en kortlægning af forvaltningernes samarbejde med sektoren, status på strategiens ni initiativer samt status på ”Et marked for socialøkonomiske virksomheder”. I evalueringsnotatet indgår anbefalinger til Københavns Kommunes fremadrettede arbejde med socialøkonomiske virksomheder. Evalueringen bygger på inddragelse af eksisterende kilder, gennemførelse af kvalitativ spøgeskemaundersøgelse ved inddragelse af fagforvaltninger, samt løbende dialog med sociale iværksættere og socialøkonomiske virksomheder igennem forvaltningens rådgivningsaktiviteter (jf. bilag 1, hvor evalueringsmetoden fremgår). 

Løsning

Hovedpunkter i evalueringen:
Der anslås at være ca. 100 socialøkonomiske virksomheder i København, hvilket udgør ca. 1/3 af de socialøkonomiske virksomheder på landsplan. Virksomhederne arbejder primært med beskæftigelsesmæssige og sociale udfordringer, og der er som hovedregel tale om ”mikrovirksomheder” med under 10 ansatte (se yderligere definition af en socioøkonomisk virksomhed i bilag 1). Forvaltningen anslår, at det socialøkonomiske område i kommunen er på et tidligt udviklingsstadie, men med gode vækstmuligheder, såfremt det nuværende vækstlag af sociale iværksættere understøttes.

De centrale udfordringer for de socialøkonomiske virksomheder er:
• Skabelse af bæredygtig økonomi og forretningsmodeller.
• Adgangen til at sælge ydelser på det kommunale marked.
• At socialøkonomiske ildsjæle ofte mangler forretningsmæssige kompetencer.
• Manglende viden om lovgivning og regler.  
• Manglende synlighed på det private marked.
• Manglende adgang til finansierings- og lånemuligheder.
• Begrænset viden om hvilken værdi socialøkonomiske virksomheder kan tilføre kommunes opgaveløsning.
• Manglende viden om de socialøkonomiske virksomheder i forvaltningerne, centralt som decentralt.

Det hidtidige arbejde med Københavns Kommunes strategi for socialøkonomiske virksomheder viser, at følgende initiativer i strategien har været med til at understøtte de socialøkonomiske virksomheder i deres udvikling:
• Én-indgang for socialøkonomiske iværksættere og virksomheder.
• Mere målrettet rådgivning.
• Bedre netværk mellem privat sektor, frivillig sektor og offentlig sektor.
• Samarbejde mellem vidensinstitutioner og Københavns Kommune om socialøkonomiske virksomheder.
• Incitamentsstrukturer.
• Københavns Kommune skal facilitere flere socialøkonomiske pilotprojekter.
• Øget information om Københavns Kommunes indkøb og udbud.

Evalueringen viser, at 7 ud af de 9 initiativer har vist sig implementerbare og har styrket kommunes arbejde på området. Initiativerne ”Etablering af en investeringsfond for socialøkonomisk virksomhederne og iværksættere” og ”Synliggørelse af effekter ved socialøkonomiske virksomheder” har ikke været mulige at implementere pga. gældende lovgivning og manglende forskningsresultater på området.

Arbejdet med det i Budget 12 finansierede initiativ ”Et marked for socialøkonomiske virksomheder” har afdækket en række barrierer for socialøkonomiske virksomheders muligheder for at agere på markedet. Det drejer sig bl.a. om lovgivningsmæssige barrierer i forhold til udbudslovgivningen, kommunens muligheder for at yde støtte og tilskud samt mulighederne for at vægte innovation og sociale hensyn i forbindelse med udbud og indkøb.

På baggrund af de hidtidige erfaringer samt anbefalingerne fra det statslige udvalg for socialøkonomiske virksomheder anbefales det, at Københavns Kommune fremadrettet prioriterer følgende indsatsområder:

1. Kompetenceløft:
• Én indgang for socialøkonomiske virksomheder og iværksættere.   
• Målrettede rådgivnings- og kompetenceudviklingsaktiviteter.
• Match-making og mentorordninger mellem socialøkonomiske virksomheder og private virksomheder.

2. Inddragelse i den kommunale opgaveløsning
• Forsøg med tilrettelæggelse af kommunens indkøbs- og udbudspolitik så den giver bedre mulighed for at inddrage socialøkonomiske virksomheder. Herunder vægtning af innovation og kommunal almennyttig værdi mv. Endvidere skal der ske en afklaring af, hvilke business cases og modeller for funktionsudbud der skal bruges.
• Afknopning af kommunale projekter og indsatser til socialøkonomiske virksomhedsmodeller (afknopning er en proces, hvor en kommune eller anden offentlig myndighed lader en eller flere ansatte danne et privat selskab med det formål at overtage en offentlig opgave).

3. Bedre rammebetingelser og adgang til arbejdskraft
• Juridisk rådgivning vedrørende gældende regler og lovgivning på forvaltningernes ressortområder, herunder særligt på beskæftigelsesområdet i forhold til ansættelse på særlige vilkår, anden aktørrolle mv.  
• Samarbejde med vidensinsitutioner om udvikling af værktøjer til vurdering af de samfundsøkonomiske effekter ved socialøkonomi.
• Samarbejde med kommunale og statslige aktører i forhold til videndeling og udvikling af rammebetingelser.

Høring
Samtlige forvaltninger er blevet hørt om deres samarbejde med socialøkonomiske virksomheder, og deres besvarelse indgår som grundlag for evalueringen.

 

Økonomi

I Budget 2012 blev der afsat 1 mio. kr. årligt til drift af projektet ”Et marked for socialøkonomiske virksomheder” i 2012-15. De afsatte midler har i 2012 og 2013 bl.a. været anvendt til kompetenceudvikling af socialøkonomiske virksomheder gennem rådgivning, kurser og match, køb af specialiseret, juridisk kompetence samt samarbejdsprojekter med private og statslige aktører. 
Det anbefales, at midlerne i 2014 og 2015 anvendes således:

 

 

Indhold

Beløb (kr.)

Løn

1.      Kompetenceløft:

  • Kompetenceudvikling af socialøkonomiske virksomheder og iværksættere, herunder samarbejde med eksterne aktører, samt etablering af mentorordninger og match-making mellem socialøkonomiske virksomheder og private virksomheder  

 2.      Inddragelse i den kommunale opgaveløsning

  • Gennemførelse af forsøg med ’problemorienteret udbud’ med udgangspunkt i en eller flere konkrete social udfordringer kommunen
  • Monitorering af omfanget af indkøb hos og samarbejder med socialøkonomiske virksomheder i de enkelte forvaltninger

3.      Bedre rammebetingelser og adgang til arbejdskraft

  • Etablering af rådgivningsfunktion i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen ift. jura og regler på beskæftigelsesområdet

 

 500.000

 



200.000

 

 



50.000

 

Løn

  Aflønning af medarbejder til varetagelse af tovholderfunktion der kan sikre fremdrift i kommissionens aktiviteter og samarbejde med eksterne aktører. 

 250.000

 

 

I alt

 

1.000.000



De konkrete aktiviteter fastlægges af den nedsatte kommission for socialøkonomiske virksomheder, der har deltagelse fra samtlige forvaltninger. Kommissionen kan ligeledes foretage mindre justeringer af udmøntningen baseret på løbende vurdering af behov og effekt i forbindelse med udmøntningen af midler i 2015.  

Videre proces

Forvaltningen forventer, at regeringen fremlægger en handlingsplan for socialøkonomiske virksomheder i 1. halvår 2014. Københavns Erhvervsservice (KES) vil i 2. halvår 2014 overfor Borgerrepræsentationen fremlægge forslag til Københavns Kommunes fremadrettede arbejde i henhold til regeringens handlingsplan. 

 

 

         Pernille Andersen                                
                                                                     /Janus Krarup

 

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler

1. at evaluering (bilag 1) af strategi for socialøkonomiske virksomheder 2010-13 tages til efterretning,

2. at forslag til udmøntning af de afsatte driftsmidler til ”Et marked for socialøkonomiske virksomheder” i 2014 tiltrædes.


Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 16. december 2013


Indstillingen blev anbefalet.

Beslutning

Dagsordenspunkt 10: Evaluering af strategi for socialøkonomiske virksomheder

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 28. januar 2014

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top