Kapitaltilførsel til SAB, afd. Utterslevhuse (Bygge- og Teknikudvalget)
Kapitaltilførsel til SAB, afd. Utterslevhuse (Bygge- og Teknikudvalget)
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 27. november 2001
J.nr. ØU 320/2001
36. Kapitaltilførsel til SAB, afd. Utterslevhuse (Bygge- og Teknikudvalget)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at Bygge- og Teknikforvaltningen som kommunens andel yder et lån på 1.960.000 kr., svarende til af en samlet kapitaltilførsel på 9.800.000 kr., til Samvirkende Boligselskabers (SAB) afd. Utterslevhuse – under forudsætning af, at BRFkredit, Landsbyggefonden og SAB tilsammen yder lån/tilskud på i alt 7.840.000 kr. – jf. lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v.
at Bygge- og Teknikforvaltningen bemyndiges til at regulere kapitaltilførslen i forbindelse med den endelige låneudmåling, såfremt der ikke er væsentlige afvigelser i forhold til det foreliggende grundlag
Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 24. oktober 2001
Anbefalet
Økonomiforvaltningen indstiller,
at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, i det forudsættes, at den rente- og afdragsfrie periode på Københavns Kommunes lån til SAB, afd. Utterslevhuse begrænses til 15 år.
Det forudsættes ligeledes, at 2. at-punkt udgår.
Der henvises til vedlagte notat"
Økonomiudvalgets beslutning: Anbefalet.
Behandling: Til Borgerrepræsentationen.
RESUME
Samvirkende Boligselskaber har ansøgt om, at der til afdeling Utterslevhuse, der er den ene af 8 afdelinger i Tingbjergområdet, ydes et lån på 9,8 mio. kr. Ansøgningen har baggrund i, at et samspil af en række omstændigheder for de 8 almene afdelinger i området efter SAB's opfattelse bevirker, at afdelingens økonomi må styrkes, hvis det skal hindres, at afdelingen på længere sigt skal undgå en alvorlig deroute. Den ansøgte kapitaltilførsel vil forbedre vedligeholdelsen af afdelingen, styrke henlæggelserne til vedligeholdelse samt skabe mulighed for en mindre lejereduktion og en behersket lejeudvikling over en periode, hvorved huslejespændet i forhold til andre almene afdelinger i Tingbjergområdet mindskes.
Den nuværende situation for Utterslevhuse er forstærket af, at de øvrige 7 Tingbjerg-afdelinger er omfattet af den aktuelle omprioriteringsordning, mens dette ikke er tilfældet for Utterslevhuse.
Forvaltningen vurderer, at nok er det usædvanligt, at der fremkommer en ansøgning om, at en så relativ ny afdeling som Utterslevhuse, der er taget i brug i 1996, har behov for at få tilført kapital, men efter forvaltningens vurdering bevirker de samlede omstændigheder, at et indgreb vil være uundgåeligt, og jo før jo dette sker, jo mindre og billigere kan det være.
Den ansøgte støtte ydes efter "femtedelsreglen" i almenboligloven, hvorefter kommunen, SAB og BRFkredit hver bidrager med en femtedel og Landsbyggefonden med to femtedele.
Kommunens lån ydes indtil videre rente- og afdragsfrit.