Mødedato: 27.11.2001, kl. 15:00

Endelig vedtagelse af lokalplan "Østamager III" med tilhørende kommuneplantillæg (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)

Endelig vedtagelse af lokalplan "Østamager III" med tilhørende kommuneplantillæg (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)

for mødet «MDAT» kl

Økonomiudvalget

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 27. november 2001


J.nr. ØU 316/2001

17. Endelig vedtagelse af lokalplan "Østamager III" med tilhørende kommuneplantillæg (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)

INDSTILLING OG BESLUTNING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at lokalplanen "Østamager III" med tilhørende tillæg til Kommuneplan 1997 vedtages endeligt med de under sagsbeskrivelsen foreslåede ændringer af § 3, stk.7, pkt. a, § 4, stk. 6, 9 og 13, § 5, stk. 1 og 2, § 6, stk. 9, pkt. a, og stk. 10, indsættelse af ny § 12 samt ændrede tegninger nr. 27.494 og 27.495, der erstatter tegninger nr. 27.446 og nr. 27.447

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

at det til lokalplanen "Østamager III" hørende tillæg til Kommuneplan 1997 vedtages endeligt

Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 7. november 2001

Anbefalet

Mikkel Warming (Ø), Jens Kjær Christensen (Ø) og Jens Johansen (F) tog forbehold.

 

Økonomiudvalgets beslutning: Anbefalet.

Ø og F videreførte forbeholdene fra behandlingen i Bygge- og Teknikudvalget.

 

Behandling: Til Borgerrepræsentationen.

RESUME

I forbindelse med den offentlige høring af planforslagene er der fremkommet 19 henvendelser. De fleste har indsigelser mod forslaget, men der er også flere positive tilkendegivelser. Hovedsynspunkterne i indsigelserne knytter sig de miljømæssige forhold i relation til et røgeri i området samt til parkeringsløsningen, kravene til boliger og udformningen af metroens 3. etape.

Røgeriet er placeret i lokalplanforslagets område III, og der gøres indsigelse mod, at dette områdes planstatus ændres fra den hidtidige industrianvendelse, til en anvendelse til helårsboliger og serviceerhverv. Endvidere protesteres mod, at der tillades boliger og serviceerhverv nærmere røgeriet end 150 meter. Den sydligste del af Skanska Danmark A/S' boligprojekt på Vølundgrunden og det af Boplan A/S udarbejdede boligprojekt på ejendommene umiddelbart vest for Amagerbanen ligger delvis inden for den nævnte afstandszone, der beregnes i forhold til røgeriets udluftningsanlæg. I alt er ca. 130 boliger planlagt inden for denne zone med korteste afstand fra udluftningsanlæggene til boligerne på ca. 90 m.

Som det fremgår af sagsbeskrivelsen, har Amagerbanken som ejer af størstedelen af de aktuelle boligejendomme indgået aftale med røgeriet, der sikrer, at miljøgener i forhold til det planlagte boligbyggeri uden for område III elimineres.

Søtoftegård A/S og Amagerbanken A/S har som grundejere rejst spørgsmål vedrørende det i lokalplanforslaget fastlagte fælles parkeringshus, idet det findes usikkert, om der kan opnås enighed mellem grundejere og parkeringshusets tre interessenter om køb af arealet, der er ejet af tredjemand. Såfremt grundkøbet falder på plads, anføres det som usikkert, om de tre interessenter kan opnå enighed om selve opførelsen af parkeringshuset, idet der vil være væsentligt forskellige økonomiske interesser i projektet og forskellige tidsplaner for opførelsen. Hertil skal forvaltningen bemærke, at som lokalplanbestemmelserne er formuleret, vil det være muligt at pålægge den første grundejer, der ibrugtager bebyggelse, at opføre parkeringshuset. Forvaltningen er imidlertid indstillet på over for Bygge- og Teknikudvalget at anbefale, at der ved ansøgninger o m byggetilladelse meddeles dispensation fra lokalplanen mod, at ejeren forpligtes til at deltage i opførelse af parkeringshuset med en forholdsmæssig andel af udgiften, når parkeringsbehovet overstiger kapaciteten af den fastlagte terrænparkering.

For så vidt angår indsigelser mod parkeringshusets udformning samt afstand til Metro foreslås, at § 5, stk. 2 med tilhørende tegning nr. 27.447 ændres og erstattes med tegning nr. 27.495, således at indtegningen af en principiel bebyggelsesplan for parkeringshuset udgår og arealet IC påtegnes "P-hus".

Derudover er der i forbindelse med nye drøftelser med Vilhelm Lauritzen A/S Arkitekter fremkommet ønske om ændring af tilkørselsvejene til "Vølundgrunden", idet man foreslår vejadgang til bebyggelsen flyttet fra en placering umiddelbart øst for Amagerbanens tracé til mellem dette tracé og Amager Strandvej. Forvaltningen vurderer, at ændringerne kan forbedre bebyggelsesplanen og skal derfor foreslå, at lokalplantegning nr. 27.446 ændres og erstattes med tegning nr. 27.494, hvor de ændrede adgange er vist. Endvidere medfører det en konsekvensrettelse i § 4, stk. 6.

Minimumskravet til boliger i bebyggelse med en husdybde på mere end 12 m foreslås fastholdt til 100 m2, dog således, at det tilføjes, at dybden regnes som et gennemsnit og eksklusive altaner. Der foreslås desuden mindre ændringer af bestemmelser vedrørende facadematerialer.

Endelig foreslår forvaltningen, at der optages bestemmelser i lokalplanen, som muliggør udstykning af den fastlagte rækkehusbebyggelse i område II således, at kravene i byggelovens § 10 A umiddlebart vil kunne opfyldes. Det drejer sig om ændringer af formel karakter i § 4, stk. 9, § 5, stk. 1, samt tilføjelse af en ny § 12.

Ingen af de foreslåede ændringer skønnes at have en sådan karakter, at supplerende høring i henhold til planlovens § 27, stk. 3, er fornøden.

Flere af skrivelserne rejser spørgsmål vedrørende Metros 3. etape. Borgerrepræsentationen har på mødet den 13. juni 2001 vedtaget forslag til lokalplan "Østamagerbanen", der indeholder mere detaljerede bestemmelser vedrørende Metro. I forbindelse med høringen af dette lokalplanforslag er der fra mange sider fremsat forslag om ændring af banens udformning, herunder om nedgravning. Stillingtagen til indsigelserne foreligger imidlertid ikke på nuværende tidspunkt. De i nærværende forslag til lokalplan for Østamager III fastholdes derfor, idet en eventuel ændret udformning af Metroen inden for det fastlagte tracé, herunder nedgravning, ikke vil belaste området yderligere.

Vedrørende kommuneplantillægget bemærkes specielt, at de modtagne henvendelser ikke giver anledning til at foreslå ændringer, og at endelig vedtagelse heraf indebærer konsekvensrettelser i forslaget til Kommuneplan 2001, der blev offentliggjort før vedtagelsen af nærværende forslag til kommuneplantillæg. Disse rettelser vil blive foretaget i forbindelse med den endelige tilretning og trykning af Kommuneplan 2001, når endelig vedtagelse har fundet sted.

 

Til top