Mødedato: 27.11.2001, kl. 15:00

Forslag til tillæg nr. 4 til lokalplan "Ørestad Nord" med tilhørende kommuneplantillæg (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)

Forslag til tillæg nr. 4 til lokalplan "Ørestad Nord" med tilhørende kommuneplantillæg (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)

for mødet «MDAT» kl

Økonomiudvalget

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 27. november 2001


J.nr. ØU 315/2001

16. Forslag til tillæg nr. 4 til lokalplan "Ørestad Nord" med tilhørende kommuneplantillæg (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)

INDSTILLING OG BESLUTNING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at forslag til tillæg nr. 4 til lokalplan nr. 301-1, 2 & 3 "Ørestad Nord" vedtages med henblik på offentliggørelse

at indsigelsesfristen fastsættes til 2 måneder

at offentliggørelse annonceres i områdets lokalaviser

at vedtage den foreslåede dialogstrategi bestående af en planens hjemmeside, en lokal udstilling samt et borgermøde i form af et orienteringsmøde

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

at det til ovennævnte lokalplanforslag hørende forslag til tillæg til Kommuneplan 2001 vedtages med henblik på fælles offentliggørelse

at indsigelsesfristen fastsættes til 2 måneder

at offentliggørelse annonceres i områdets lokalaviser

at vedtage den foreslåede dialogstrategi bestående af en planens hjemmeside, en lokal udstilling samt et borgermøde fælles med lokalplanforslaget

Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 7. november 2001

Anbefalet. Lokalgaden langs kanalen vil blive skiltet som "gågade med kørsel tilladt", hvilket vil blive præciseret i lokalplanforslaget.

Mikkel Warming (Ø), Jens Kjær Christensen (Ø) og Jens Johansen (F) tog forbehold.

 

Økonomiudvalgets beslutning: Anbefalet.

Ø og F videreførte forbeholdene fra behandlingen i Bygge- og Teknikudvalget.

 

Behandling: Til Borgerrepræsentationen.

RESUME

Lokalplan nr. 301 "Ørestad Nord" indeholder rammer for områdets samlede udbygning samt detailbestemmelser for første etape af udbygning af Københavns Universitet Amager. Tillæg nr. 1 indeholder detailbestemmelser for 2. etape af universitetets udbygning samt opførelse af et byggeri for Rigsarkivet mv., og tillæg nr. 2 indeholder detailbestemmelser for bebyggelse til IT-højskole og IT-forskerpark.

Indstilling om endelig vedtagelse af tillæg nr. 3 for bebyggelse for Danmarks Radio er behandlet i Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget og forventes optaget på dagsordenen for Borgerrepræsentationens møde den 15. november 2001.

Det foreliggende forslag til tillæg nr. 4 med tilhørende forslag til kommuneplantillæg udfylder sammen med de tidligere 3 lokalplantillæg rammelokalplanen, og der vil således være fuldgyldig lokalplan for hele området, bortset fra ca. 30.000 m² etageareal, der primært udgør en eventuel 2. etape af Rigsarkivet. Det aktuelle tillæg nr. 4 muliggør opførelse af ca. 233.000 m² bebyggelse mellem Amagerfælledvej og Ørestads Boulevard syd for Njalsgade, inklusive Det Kgl. Biblioteks eksisterende ca. 7.000 m².

Boliger fastlægges som helårsboliger. Bruttoetagearealet fastlægges til mindst 95 m² i gennemsnit og med en mindstestørrelse på 75 m², bortset fra ungdoms-, ældre- og handicapboliger, der opføres i overensstemmelse med lovgivningen herom, samt op til 700 kollegieboliger, der hver skal være mindst 40 m². Indtil 10 almindelige boliger og indtil 10 pct. af kollegieboligerne kan etableres uden helårsstatus af hensyn til gæstelærere, udviklingsstuderende og lignende.

Butiksforsyningen skal udelukkende dække det lokale behov. Der muliggøres bl.a. en boghandel på op til 500 m² til betjening af områdets uddannelsesinstitutioner. Det samlede bruttoetageareal til butikker, der skal placeres langs de overordnede byrum, fastsættes til maksimalt 3.000 m².

Det i rammelokalplanen fastlagte bebyggelsesprincip med nord-sydgående længehuse er fortsat udgangspunkt for de fastlagte bebyggelsesplaner og øvrige bebyggelsesprincipper. Dog er det vurderet, at bebyggelsesmønstret visse steder bør varieres mere end hidtil forudsat, for at området ikke skal blive for ensformigt.

Bebyggelsernes udformning fastlægges som en kombination af længehuse, punkthuse og større fritliggende bygninger. De maksimale bygningshøjder fastlægges til mellem 16 og 26 m ud fra byarkitektoniske og funktionelle intentioner om et varieret byggeri med tilfredsstillende lysforhold og udsyn over grønninger og vandarealer.

Der fastlægges differentierede bestemmelser for bebyggelsens højde i forhold til afstanden til anden bebyggelse ud fra bebyggelsernes anvendelse og med lempede krav, hvor der er taler om gavle.

Det fastsatte princip om blinde stikveje ind i området kombineret med interne gågader og stier fastholdes med enkelte ændringer. Fra Njalsgade suppleres Karen Blixens Vej med en gågade med kørsel tilladt til "Ramblaen". På vestsiden af den bymæssige kanal, på begge sider af den landskabelige kanal og gennem den centrale grønning fastlægges supplerende stier.

Af hensyn til det tilsigtede kvalitative og helhedsprægede bykvarter er det, uanset den reducerede parkeringsdækning på 1 plads pr. 200 m² etageareal i Ørestad Nord, vurderet, at en del af parkeringsdækningen skal etableres i konstruktion for at undgå, at terrænparkering dominerer de ubebyggede arealer. Det muliggøres, at indtil 2/3 af parkeringsdækningen kan etableres på terræn overvejende i periferien af området i direkte forbindelse med adgangsvejene. Parkering i konstruktion skal ske som underjordisk parkering eller i parkeringshuse.

Kommuneplan 2001 indeholder ikke tillæggets bestemmelser om øget etageantal samt omfanget af butiksarealer og maksimale butiksstørrelser. Der er derfor udarbejdet et tillæg til kommuneplanen, der ændrer og supplerer de fastsatte bestemmelser. Endvidere er i tillægget indarbejdet de bestemmelser, som er vedtaget i forbindelse med forslaget til tillæg nr. 3 til lokalplanen.

Det er vurderet, at der er tale om mindre ændringer af rammedelen, der ikke strider mod kommuneplanens hovedprincipper. Der er derfor ikke forudgående indkaldt ideer, forslag m.v., jf. planlovens § 23 c, stk. 1.

 

Til top