Mødedato: 27.09.2016, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Norrbom Vindings personalejuridiske rapport om whistleblowerhenvendelse om det tidligere Center Ringbo

Se alle bilag
Økonomiudvalget skal tage stilling til Norrbom Vindings personalejuridiske rapport om whistleblowerhenvendelsen om det tidligere Center Ringbo

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at tage den retlige vurdering og anbefalingerne i Advokatfirmaet Norrbom Vindings personalejuridiske rapport om indberettede forhold i kommunens whistleblowerordning vedr. det tidligere Center Ringbo til efterretning,
  2. at tage Socialforvaltningens opfølgning på rapporten samt øvrige tiltag til efterretning

Problemstilling

På grundlag af indberetninger i kommunens whistleblowerordning om forhold på det tidligere Center Ringbo foranlediget af et drab på en medarbejder i 2013 anmodede borgmester Jesper Christensen Borgerrådgiveren om at foretage en undersøgelse af de indberettede forhold.

Borgerrådgiveren afleverede sin redegørelse herom den 28. januar 2016. Borgmesteren orienterede den 23. februar 2016 mundtligt Socialudvalget om, at Borgerrådgiveren i sin redegørelse blandt andet havde anført, at der var tale om alvorlige forhold vedrørende formidling af ukorrekte oplysninger til offentligheden og mindre tilsidesættelser af forvaltningens egne retningslinjer.

Borgmesteren kontaktede efter samråd med Økonomiforvaltningen, der havde stillet spørgsmål til sagen, Advokatfirmaet Norrbom Vinding om at gennemføre en retlig vurdering af, om medarbejdere i Socialforvaltningen, herunder medarbejdere ved det tidligere Center Ringbo, i perioden fra 2010 til marts 2015 måtte antages at have begået tjenesteforseelser på grundlag af whistleblowersagen.

Advokatfirmaet Norrbom Vinding afgav sin vedlagte rapport herom i juni 2016 (Bilag 1 og 2). Socialudvalget blev i mødet den 24. juni 2016 orienteret herom og drøftede socialborgmesterens orientering om, at han ville indstille til Økonomiudvalget at tage Advokatfirmaet Norrbom Vindings personalejuridiske vurdering til efterretning, herunder tillige rapportens anbefalinger og Socialforvaltningens opfølgning herpå som redegjort for i vedlagte notat af 21. juni 2016 (Bilag 3).

Løsning

Socialborgmesteren har herefter med mail af 24. august 2016 til Økonomiforvaltningen fremsendt sin indstilling i sagen, herunder at Advokatfirmaet Norrbom Vindings rapport og anbefalingerne heri tages til efterretning tillige med Socialforvaltningens opfølgning herpå samt øvrige tiltag.   

Resultatet af Norrbom Vindings rapport er, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for, at Københavns Kommune søger et tjenstligt ansvar placeret i relation til whistleblowersagen. Dog vurderes det i rapporten, at flere af de omhandlede forhold må anses for kritisable, og at dette efter Norrbom Vindings vurdering i to tilfælde bør give anledning til indskærpelser, ligesom det i et enkelt tilfælde bør give anledning til, at Socialforvaltningen redegør for, at gældende forretningsgange er fuldt ud tilstrækkelige.

Advokatfirmaet Norrbom Vinding anbefaler derfor,

  • at det for at undgå misforståelser fremover generelt indskærpes over for medarbejdere i Socialforvaltningen, at i det omfang der afgives oplysninger om et forhold skal der udvises omhu i forhold til at sikre, at disse oplysninger er rigtige og retvisende. Opmærksomheden henledes i den forbindelse på Bo Smith-udvalgets anbefalinger i forslag til kodeks for embedsmænd, som Økonomiudvalget har tiltrådt implementeres i Københavns Kommune, herunder den for embedsmænd gældende sandhedspligt,
  • at det generelt indskærpes over for centerchefer og botilbudsledere, at arbejdsmiljøorganisationerne skal inddrages i hele processen vedrørende udarbejdelse af arbejdspladsvurderinger, herunder at dette skal dokumenteres i form af påtegning, og
  • at Borgercenter Voksne redegør for, at gældende forretningsgange vedrørende uledsaget udgang er udarbejdet på en sådan måde, at der ikke fremover kan ske fejl i forhold til at sikre overholdelsen af fastsatte domsvilkår.

Socialforvaltningen har i notatet af 21. juni 2016 (Bilag 3) under henvisning hertil nærmere redegjort for forvaltningens opfølgning på anbefalingerne samt øvrige tiltag, herunder på følgende 3 områder:

1. At det fremover generelt indskærpes over for medarbejdere i Socialforvaltningen, at der skal udvises omhu i forhold til at sikre, at de oplysninger, der afgives, er rigtige og retvisende.

2. At det generelt indskærpes over for centerledere og botilbudsledere, at arbejdsmiljøorganisationerne skal inddrages i hele processen vedrørende udarbejdelse af arbejdspladsvurderinger, herunder at dette skal dokumenteres i forhold til påtegning.

3. At Borgercenter Voksne redegør for, at gældende forretningsgange vedrørende uledsaget udgang er udarbejdet på en sådan måde, at der ikke fremover kan ske fejl i forhold til at sikre overholdelse af fastsatte domsvilkår

Under henvisning hertil indstiller Økonomiforvaltningen over for Økonomiudvalget at tage den retlige vurdering og anbefalingerne i Advokatfirmaet Norrbom Vindings personalejuridiske rapport om de indberettede forhold i kommunens whistleblowerordning vedr. det tidligere Center Ringbo til efterretning, samt at tage Socialforvaltningens opfølgning på rapporten samt øvrige tiltag til efterretning.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

 

Søren Tegen Pedersen        Mads Grønvall

Beslutning

Dagsordenspunkt 8: Norrbom Vindings personalejuridiske rapport om whistleblowerhenvendelse om det tidligere Center Ringbo (2016-0312096)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 27. september 2016

Indstillingen blev taget til efterretning uden afstemning.

Til top