Mødedato: 27.09.2011, kl. 15:15
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Indstilling om rabatordninger

Medarbejderne i Københavns Kommune tilbydes rabatordninger som et personalegode. Alle medarbejdere kan tilbydes dette gode.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget, at det godkendes,

1.                  at der etableres en rabatordning for Københavns Kommunes medarbejdere.

 

2.                  at finansieringen af rabatordningen på 450 t. kr. afholdes inden for det allerede afsatte budget til bruttolønsordningen, placeret på Økonomiudvalgets bevilling, Økonomisk forvaltning, service, funktion 6.45.51.1.

 

Problemstilling

Den 13. november 2008 blev en indstilling om etablering af en transportkortordning finansieret ved træk i bruttolønnen behandlet i Borgerrepræsentationen. I den forbindelse blev der vedtaget et ændringsforslag, således ”…at Økonomiforvaltningen fremlægger forslag til hvordan medarbejdergrupper, der ikke er omfattet af ordningen med transportkort finansieret via bruttolønstræk, kan tilbydes alternative personalegoder.”

Københavns Kommune har gennem adskillige år arbejdet på at gøre kommunen til en attraktiv arbejdsplads, og det er derfor vigtigt, at kommunen stiller personalegoder til rådighed for medarbejderne på samme niveau som andre kommuner.

Økonomiforvaltningen har gennem længere tid arbejdet med etablering af forskellige bruttolønsordninger, hvilket resulterede i, at medarbejderne i foråret 2010 blev tilbudt at indgå i ordninger om computere, mobiltelefoner, bredbånd og transportkort. Medarbejdernes mulighed for at indgå i ordningen er imidlertid betinget af, at de forhandlingsberettigede organisationer har tiltrådt en aftale herom samt at medarbejderne er fastansatte. Det er således ikke alle kommunens medarbejdere, der kan benytte sig af ordningen. 

Økonomiforvaltningen har fra flere medarbejdere fået forslag og forespørgsler om at udvide bruttolønsordningen til også at indeholde cykler. Der er dog ikke hjemmel i skattelovgivningen til en sådan udvidelse. I denne forbindelse har Økonomiforvaltningen derfor set på hvilke ordninger, der findes for de medarbejdere der ikke, af forskellige ansættelsesmæssige årsager, har adgang til den nuværende bruttolønsordning samt undersøgt mulighederne for at tilbyde medarbejderne rabatter på cykler. 

Løsning

Rabatordningen er en nettolønsordning og kan derfor anvendes af samtlige medarbejdere. Konceptet er, at medarbejderne får tildelt et kort som udløser rabatter, som oftest mellem 10 % - 40 %, hos mere end 1600 leverandører herunder fitnesscentre, cykelhandlere, webshops og ved kulturelle events. Medarbejderne får adgang til en netportal, hvor butikker, arrangementer og rabatter fremgår. Der vil kunne laves et direkte link fra intranettet til denne portal.

 

Modsat forskellige andre rabatordninger er denne ordning en personaleordning og dermed gratis for medarbejderne. Ydermere fratrækkes rabatten i købsøjeblikket (og ikke som udbetalt bonus en gang årligt).  

KL har tidligere i et notat dateret 26. november 2007 tilkendegivet at: ”…det som udgangspunkt ikke er en kommunal opgave at fungere som ”indkøbskontor”. Det kan dog være lovligt, hvis ordningen er almindelig på arbejdsmarkedet som helhed og at der er den fornødne arbejdsgivermæssige interesse…”

Da flere andre kommuner problemfrit benytter rabatordninger som et personalegode til deres medarbejdere og da der ikke er tale om, at KK som arbejdsplads køber varer, men blot formidler en kontakt mellem medarbejder og tredjepart, må etableringen af rabatordningen betragtes som værende indenfor kommunalfuldmagtsreglerne og det personalepolitiske råderum.

Da ordningen ikke skal i udbud, kan den igangsættes hurtigt. Der skal dog påregnes ca. 2-3 måneder til tryk af kort. 

Økonomi

Økonomiforvaltningen har indhentet tilbud, hvoraf det fremgår, at ordningen vil kunne etableres og drives for ca. 400.000 årligt, hvilket udgør administrationsomkostninger (ca. 9 kr. pr. medarbejder pr. år). Prisen er eksklusiv distribution af kort, hvorfor prisen vil blive forhøjet med disse udgifter, ca. 50.000 kr.  

 

Ved vedtagelsen af Budget 2010 blev der afsat 2 mio. kr. årligt frem til 2013 til etableringen og driften af bruttolønsordninger som en del af den attraktive arbejdsplads. Alle udgifter til rabatordningen vil kunne afholdes af bruttolønsordningens budget.

 

Claus Juhl                                                  Bjarne Winge

 

Beslutning

Økonomiudvalgets beslutning den 27. september 2011

Indstillingen blev godkendt.

Til top