Indstilling om politik for aktivt ejerskab herunder høringssvar fra forvaltningerne
Indstilling om politik for aktivt ejerskab herunder høringssvar fra forvaltningerne
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 27. september 2005
J.nr. ØU 398/2005
4. Indstilling om politik for aktivt ejerskab herunder høringssvar fra forvaltningerne
INDSTILLING OG BESLUTNING
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget
· tager høringssvarene fra udvalgene til efterretning
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler, at
· Det reviderede udkast til aktivt ejerskab vedtages
· At der pr. 1. januar 2006 oprettes en selskabsenhed som beskrevet i indstillingen
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 27. september 2005
Overborgmesteren foreslog, at det præciseres "at arbejdsdelingen mellem forvaltningerne og
selskabsenheden bliver som beskrevet i bilag 8 (fællesnotat fra Bygge- og Teknikforvaltningen,
Miljø- og Forsyningsforvaltningen og Økonomiforvaltningen)."
Søren Pind (V) stillede ændringsforslag om, at "selskaberne placeres ressortmæssigt sammen med selskabsenheden under Økonomiforvaltningen."
Økonomiudvalget stemte om Søren Pinds ændringsforslag.
For stemte 4 medlemmer: B, C og V
Imod stemte 6 medlemmer: A, F og Ø
1 medlem undlod at stemme: O
Ændringsforslaget blev således forkastet.
Herefter stemte udvalget om forvaltningens indstilling incl. overborgmesterens præcisering.
For stemte 7 medlemmer: A, B, C og F
Imod stemte 2 medlemmer: Ø
2 medlemmer undlod at stemme: O og V
Forvaltningens indstilling blev således anbefalet overfor
Borgerrepræsentationen, idet det præciseres,
at arbejdsdelingen mellem forvaltningerne og selskabsenheden bliver som
beskrevet i bilag 8 (fællesnotat fra Bygge- og Teknikforvaltningen, Miljø- og
Forsyningsforvaltningen og Økonomiforvaltningen).
Indstillingens 1. at blev taget til efterretning.
Behandling: Borgerrepræsentationen.
RESUME
Økonomiudvalget besluttede den 4. maj 2004, at Økonomiforvaltningen skulle igangsætte udarbejdelsen af en politik for aktivt ejerskab i Københavns Kommune.
I efteråret 2004 gennemførte Rambøll Management en interviewundersøgelse blandt et udsnit af Københavns Kommunes bestyrelsesrepræsentanter. Rambøll udarbejdede på den baggrund et analysebidrag til det videre arbejde med at formulere et udkast til aktivt ejerskabspolitik.
Den 7. december 2004 besluttede Økonomiudvalget, at afholde en konference om aktivt ejerskab i Københavns Kommune. Konferencen blev afholdt mandag den 17. januar 2005.
Økonomiforvaltningen har med udgangspunkt i de temaer, der blev drøftet på konferencen udarbejde et udkast til en politik for aktivt ejerskab.
Økonomiforvaltningen har desuden inddraget konklusionerne fra den undersøgelse Rambøll Management har foretaget blandt et udvalg af kommunens bestyrelsesmedlemmer i det videre arbejde.
Økonomiforvaltningen har desuden fulgt op på Økonomiudvalgets beslutning om at indarbejde synspunkterne om retningslinierne for en opdateringen af budget- og regnskabshåndbogen fra KPMG's undersøgelse af varetagelsen af København Kommunes ejerskab i Ørestadsselskabet i politik for aktivt ejerskab.
Økonomiudvalget besluttede på mødet den 14. juni 2005 at sende udkastet til politik for aktivt ejerskab i høring i udvalgene i perioden frem til den 1. september. Udvalgenes høringssvar er vedlagt indstilling som bilag.
Det indstilles på den baggrund at høringssvarene tages til efterretning.
Udkastet til politik for aktivt ejerskab er ændret som følge af en afklaring af reglerne for at uddelegering af udpegningskompetencen i henhold til en udtalelse fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Det indstilles, at Økonomiudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler, at det reviderede udkast til politik for aktivt ejerskab vedtages.
En overordnet konklusion, der kan drages af Økonomiforvaltningens udkast til en politik for aktivt ejerskab, er, at der er behov for at kommunen styrker sin indsats for at varetage rollen som ejer i de større selskaber, som for eksempel Københavns Energi, Byggemodningsselskabet Sluseholmen P/S og i det kommende Sjællandske Trafikselskab.
Forslaget om en selskabsenhed følger op på en lignende udvikling i staten. I Finansministeriet og Transport- og Energiministeriet har man efter anbefaling fra blandt andet Rigsrevisionen ligeledes oprettet selskabsenheder ud fra en målsætning om at styrke og samle de forvaltningsmæssige kompetencer med henblik på at kunne give selskaberne et professionelt med - og modspil.
Bygge- og Teknikforvaltningen, Miljø- og Forsyningsforvaltningen og Økonomiforvaltningen har udarbejdet et fælles notat, der beskriver hvilke opgaver, der er knyttet til de forskellige selskabstyper samt forslag til fordelingen af forvaltningsopgaverne såfremt det besluttes, at oprette en selskabsenhed. Notatet er vedlagt indstillingen som bilag 8.
På den baggrund indstilles det, at Økonomiudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler, at der pr. 1. januar 2006 oprettes en selskabsenhed som beskrevet i indstillingen.