Revisionsberetning og handleplaner vedrørende regnskab 2023
Københavns Kommune har modtaget revisionsberetningen for 2023, som indeholder ti revisionsbemærkninger, hvoraf tre kommer fra den løbende revision 2023, fire er videreført fra 2022 eller tidligere, og tre bemærkninger er nye. Der lukkes med beretningen fem revisionsbemærkninger.
Økonomiudvalget skal godkende Økonomiforvaltningens handleplaner til revisionsbemærkningerne og oversende alle forvaltningernes handleplaner til Revisionsudvalget. De øvrige forvaltningers handleplaner er blevet behandlet af fagudvalgene i løbet af august 2024.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
- at Revisionsberetning vedrørende revision af årsregnskab 2023, jf. bilag 1, tages til efterretning,
- at Økonomiforvaltningens handleplaner på baggrund af revisionsberetning for 2023, jf. bilag 2, godkendes,
- at forvaltningernes handleplaner, jf. bilag 2, tages til efterretning,
- at det godkendes, at den samlede revisionsberetning og de udarbejdede handleplaner oversendes til Revisionsudvalget.
Problemstilling
Københavns Kommune modtog den 31. maj 2024 revisionsberetningen til regnskabet for 2023. Der gives med beretningen ti revisionsbemærkninger, hvoraf tre kommer fra den løbende revision 2023, fire er videreført fra regnskab 2022, og tre er nye.
I beretningen anfører revisionen, at det er vurderingen, at forretningsgange, mv. i Københavns Kommune er designet og implementeret i overensstemmelse med de gældende regler, og at efterlevelse heraf generelt understøtter kommunens regnskabsaflæggelse og økonomistyring på betryggende vis.
Der følges desuden op på igangsatte initiativer i forlængelse af den løbende revision 2023, der blev forelagt for Økonomiudvalget på mødet den 5. marts 2024.
Af kommunens revisionsregulativ fremgår det, at Økonomiudvalget efter styrelsesloven har til opgave at foranledige, at der sker besvarelse af revisionens bemærkninger til årsregnskabet – både for så vidt angår bemærkninger til forvaltninger under Økonomiudvalget som under de stående udvalg. Økonomiudvalget skal godkende Økonomiforvaltningens udarbejdede handleplaner til revisionsbemærkningerne samt tage de øvrige forvaltningers handleplaner til efterretning. Endvidere skal Økonomiudvalget godkende, at den samlede revisionsberetning og de udarbejdede handleplaner oversendes til Revisionsudvalget.
Løsning
På baggrund af revisionsberetningen har alle forvaltninger udarbejdet handleplaner til de revisionsbemærkninger, der vedrører forhold i enkelte forvaltningers arbejde. Handleplanerne er blevet godkendt af de respektive udvalg i løbet af august 2024. Økonomiudvalget forelægges derfor med denne indstilling revisionsbemærkningerne (bilag 1) og handleplanerne hertil (bilag 2).
Afgivne revisionsbemærkninger
Af tabel 1 fremgår en oversigt over de ti revisionsbemærkninger, der er afgivet med revisionsberetningen for regnskab 2023.
Tabel 1. Revisionsbemærkninger til regnskab 2023
Revisionsbemærkninger vedrørende den løbende revision |
Gives til |
Givet år |
Forventes afsluttet (Regnskabsår) |
|
Nr. 1 |
Bilagskontrol |
Alle forvaltninger, med undtagelse af Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen |
2017-2023 |
2024 |
Nr. 2 |
Ibrugtagningstilladelser på it-systemer |
Alle forvaltninger |
2022-2023 |
2025 |
Nr. 3 |
Privilegerede brugere (NY) |
Økonomiforvaltningen |
2023 |
2024 |
Revisionsbemærkninger vedrørende årsregnskabet |
Gives til |
Givet år |
Forventes afsluttet (Regnskabsår) |
|
Nr. 4 |
Revision af balancen |
Alle forvaltninger |
2021-2023 |
2024 |
Nr. 5 |
Igangværende anlægsprojekter |
Teknik- og Miljøforvaltningen, Økonomiforvaltningen |
2021-2023 |
2024 |
Nr. 6 |
Takstberegning Servicelovens §§ 109 og 110 |
Socialforvaltningen |
2022-2023 |
2024 |
Nr. 7 |
Beboermidler SOF |
Socialforvaltningen |
2022-2023 |
2024 |
Nr. 8 |
Brugerstyring og ledelsestilsyn med brugerautorisationer (NY) |
Alle forvaltninger |
2023 |
2025 |
Nr. 9 |
Erhvervslejemål KFF (NY) |
Kultur- og Fritidsforvaltningen |
2023 |
2024 |
Nr. 10 |
Egenbetaling (NY) |
Socialforvaltningen |
2023 |
2024 |
Tre revisionsbemærkninger (nr. 1, 2 og 3) kommer fra den løbende revision af hhv. regnskabsføring, forretningsgange og interne kontroller samt generelle it-kontroller, som blev forelagt for Økonomiudvalget på mødet den 5. marts 2024. Bemærkning nr. 2 blev i den løbende revision kun givet til Økonomiforvaltningen, men i forbindelse med revisionsberetningen er den udvidet til også at omhandle alle fagforvaltningerne. Fagforvaltningerne har lavet handleplaner til revisionsbemærkningen, mens der er givet en status på de tværgående initiativer iværksat i handleplanen fra den løbende revision.
Der gives ligeledes en status på handleplanerne til bemærkning nr. 1 og 3. Handleplaner og status fremgår af bilag 2.
Bemærkning nr. 4-10 vedrører årsregnskabet. Heraf er bemærkningerne nr. 4-7 videreført fra tidligere år, mens bemærkningerne nr. 8-10 er nye. Der er iværksat initiativer, der skal imødekomme forhold omtalt i revisionsbemærkningerne givet til årsregnskabet.
På nuværende tidspunkt forventes det, at otte bemærkninger vil kunne afsluttes med revisionen af regnskab 2024, mens to bemærkninger forventes gentaget, jf. tabel 1. Begge bemærkninger, der forventes gentaget i forbindelse med revisionen af regnskab 2024 (nr. 2 Ibrugtagningstilladelser på it-systemer og nr. 8 Brugerstyring og ledelsestilsyn med brugerautorisationer), omhandler it-området, hvor det blandt andet skal sikres, at alle it-systemer har en ibrugtagningstilladelse, ligesom det skal sikres, at ledelsestilsynet med it-systemerne lever op til kommunens retningslinjer herfor.
Handle- og opfølgningsplaner til håndtering af revisionsbemærkningerne fremgår af bilag 2. Det er forventningen, at hvis handleplanerne gennemføres, som planlagt, vil det fremadrettet kunne medvirke til at imødegå de observerede forhold.
Der lukkes med beretningen fem bemærkninger, som fremgår af tabel 2.
Tabel 2. Oversigt over lukkede revisionsbemærkninger fra 2022 og tidligere år
Revisionsbemærkninger vedrørende årsregnskabet |
Omtalt år |
|
Nr. 4 |
Tilskudsadministration KFF |
2017-2022 |
Nr. 5 |
Indtægter KFF |
2019-2022 |
Nr. 7 |
Erhvervslejemål ØKF |
2021-2022 |
Nr. 9 |
Støtte til bil efter Serviceloven SOF |
2022 |
Nr. 11 |
Rengøringsområdet ØKF |
2022 |
Økonomi
Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Efter behandlingen i Økonomiudvalget oversendes handleplanerne til Revisionsudvalget, der herefter udarbejder revisionsbetænkningen på baggrund af udvalgenes handleplaner.
Revisionsbetænkningen er Revisionsudvalgets betænkning over årsregnskabet og revisionen heraf og danner grundlag for Borgerrepræsentationens behandling og godkendelse af årsregnskabet i november 2024.
I henhold til den gældende proces for revisionsopfølgningen vil Økonomiudvalget få forelagt de løbende revisionsrapporter for 2024 samt status på handleplanerne til revisionsbemærkningerne i januar 2025.
Søren Hartmann Hede / Nicolai Kragh Petersen
Beslutning
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 27. august 2024
Chefen for Intern Revision, Jesper Andersen, og Ulrik Vassing fra EY, var tilstede under sagens behandling, af hensyn til sagens oplysning.
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.