Nedsættelse af ansættelsesudvalg og sammensætning af den administrative høringsgruppe ved besættelse af stillingen som administrerende direktør under Økonomiudvalget
Økonomiudvalget skal træffe beslutning om, hvem der blandt Økonomiudvalgets medlemmer skal deltage i ansættelsesudvalget og sammensætningen af den administrative høringsgruppe ved besættelse af stillingen som administrerende direktør under Økonomiudvalget.
Indstilling
Økonomiforvaltningen anbefaler over for Økonomiudvalget,
- at Økonomiudvalget udpeger et ansættelsesudvalg blandt sine medlemmer,
- at Økonomiudvalget træffer beslutning om sammensætning af den administrative høringsgruppe på baggrund af nedenstående indmeldinger.
Problemstilling
Den administrerende direktør under Økonomiudvalget fratræder sin stilling. Stillingen som administrerende direktør under Økonomiudvalget bliver derfor ledig til besættelse.
Der skal i henhold til proceduren for ansættelse af administrerende direktører nedsættes et ansættelsesudvalg blandt Økonomiudvalgets medlemmer.
Løsning
Borgerrepræsentationen er - efter indstilling af Økonomiudvalget - ansættende myndighed ved besættelse af stillinger som administrerende direktør.
Økonomiudvalget har i sit møde den 18. november 2014 og 21. april 2015 fastlagt proceduren ved besættelse af stillinger som administrerende direktør.
Økonomiudvalget har i den sammenhæng besluttet, at ansættelsesudvalget består af 5 medlemmer af Økonomiudvalget, herunder altid overborgmesteren (som formand).
Ansættelsesudvalget vælger, hvilke kandidater der skal indkaldes til samtale og afholder anden samtale med kandidaterne.
Der nedsættes tillige en administrativ høringsgruppe til støtte i processen. Den konstituerede administrerende direktør i Økonomiforvaltningen er formand for gruppen.
Den administrative høringsgruppe sammensættes som følgende:
• Den konstituerede administrerende direktør i Økonomiforvaltningen (formand)
• Eventuelt en yderligere repræsentant fra kredsen af administrerende direktører
• En ledelsesrepræsentant udpeget af den relevante borgmester blandt lederne i den pågældende forvaltning
• En medarbejderrepræsentant blandt kommunens medarbejdere udpeget af Københavns og Frederiksbergs Fællesrepræsentation.
• En medarbejderrepræsentant udpeget af og blandt medarbejderne i den pågældende forvaltnings hovedsamarbejdsudvalg.
Ligestillingshensynet skal tilgodeses ved sammensætningen af den administrative høringsgruppe.
Følgende personer er blevet foreslået til sammensætning af den administrative høringsgruppe:
Formand:
• Søren Tegen Pedersen, konstitueret administrerende direktør i Økonomiforvaltningen
En yderligere repræsentant fra kredsen af administrerende direktører:
• Katja Kayser, administrerende direktør i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
En ledelsesrepræsentant udpeget af overborgmesteren blandt lederne i forvaltningen:
• Mads Grønvall, direktør i Økonomiforvaltningen
En medarbejderrepræsentant blandt kommunens medarbejdere udpeget af Københavns - og Frederiksbergs Fællesrepræsentation:
• Britt Petersen, formandskabet Københavns - og Frederiksbergs Fællesrepræsentation
En medarbejderrepræsentant udpeget af og blandt medarbejderne i Økonomiforvaltningens hovedsamarbejdsudvalg:
• Bo Vollertsen, fællestillidsrepræsentant for HK i Økonomiforvaltningen
Høringsgruppen gennemfører første samtale.
Økonomiforvaltningen ved Søren Tegen Pedersen varetager sekretariatsfunktionen for såvel ansættelsesudvalg som høringsgruppe.
Økonomi
Udgifterne ved stillingens besættelse afholdes inden for Økonomiudvalgets budget.
Søren Tegen Pedersen /Mads Grønvall