Opgradering af vejene til Operaen (Bygge- og Teknikudvalget)
Opgradering af vejene til Operaen (Bygge- og Teknikudvalget)
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 27. april 2004
J.nr. ØU 132/2004
10. Opgradering af vejene til Operaen (Bygge- og Teknikudvalget)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at vejene til operahuset opgraderes som beskrevet i nærværende indstilling,
at der gives en anlægsbevilling på 12 mio. kr., som finansieres af Vej & Parks anlægsramme konto 2.22.3 (Vejanlæg).
Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 31. marts 2004
Anbefalet
Økonomiforvaltningen
indstiller,
at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at evt. uforudsete udgifter til vejkassens beskaffenhed samt fremtidige driftsudgifter til driften af vejstrækningen afholdes under Bygge- og Teknikudvalgets ramme".
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 27. april 2004
Anbefalet.
Behandling: Borgerrepræsentationen.
RESUME
I maj 2001 indgik regeringen og Københavns Kommune aftaler om dels et fremtidigt skuespilhus, dels parkeringsfaciliteter til operaen på Kvæsthusbroen og endelig en aftale om "at Københavns Kommune bidrager med 12 mio. kr. til en opgradering og forskønnelse af adgangsvejene på Holmen og frem til Dokøen." (Aftale af 31. maj 2001, A. P. Møllerfondens byggeri af et Operahus på Dokøen).
Med baggrund i lokalplanen og som følge af busslusen i Danneskiold-Samsøes Allé ledes trafikken til og fra Holmen via Amager over bl.a. Kløvermarksvej, Forlandet og Refshalevej m.v. Denne rute foreslås opgraderet som vej til operaen (Bilag A), og projektet ønskes færdiganlagt, når Operahuset åbner d. 15. januar 2005.
Projektets hovedmål er at opgradere vejene til Operaen - ca. 3 km vej fra Christmas Møllers Plads og frem til Kongebroen ved Nyholm. Med opgradering forstås både en forskønnelse samt en optimering af forholdene for trafikken med særlig vægt på biltrafikkens fremkommelighed og øget trafiksikkerhed. Desuden ønskes en bedre skiltning, både som vejvisere til og fra Operaen og som en del af en øget trafiksikkerhed.
Vejstrækningen har i dag nogle iboende problemer. Her tænkes især på de lange, lige og nærmest ubeboede vejstrækninger med frit udsyn samt de overraskende og meget skarpe sving. De lige strækninger med vidt udsyn virker på nogle som en opfordring til uopmærksom kørsel med høje hastigheder, og det resulterer i ikke så få uheld. I forlængelse heraf foregår det meste af parkeringen i dag delvis på vej og delvis på rabat foruden, at en del parkerer ulovligt. Det giver et rodet billede og risiko for kollision med parkerede biler. Endelig bør det bemærkes, at den i forhold til Operahuset forventede trafikstigning på ca. 250 biler (der planlægges midlertidigt 250 p-pladser i tilknytning til Operaen) bør kunne afvikles på en rimelig måde uden for lange kødannelser.
For at opnå et smukkere vejforløb skabes ordnede forhold for parkerede biler med p-lommer, og hvor det er muligt etableres nye vejtræer. Træerne vil give vejstrækningen volumen og variation samt nedtone den visuelle virkning af parkeringen.
Parkeringsforholdene vil blive ændret som en konsekvens af forslaget. På Forlandet vil situationen være uændret, dvs. 72 p-pladser bevares. På Kløvermarksvej nedlægges omkring 25 pladser i den ene side, men der anlægges samlet ca. 80 nye. For hele strækningen vil parkeringskapaciteten øges med ca. 25 %.
For at opnå en større trafiksikkerhed opsættes forvarslingstavler og hastigheden nedsættes til 40 km/t i de skarpe sving. Uheldsbilledet er i dag domineret af eneulykker og spiritusulykker. Det er typisk kollision med skilte, parkerede biler og uheld i de skarpe sving, der overrasker bilisten. Bilisternes opmærksomhed kan skærpes med tydeligere skiltning af vejsving og heller, samt med vejtræer, der reducerer fornemmelsen af at have det fulde overblik og dermed ansporer til mere forsigtig kørsel. I vejsiden mod kolonihaverne, hvor der ikke er fortove, skabes plads til busrefuger.
For at opnå en bedre trafikafvikling opsættes vejvisningstavler mod "Holmen og Operaen".
Der arbejdes med 3 overordnede principper – et princip for hver af de 3 udpegede delstrækninger (Bilag A).
Anlægsperioden forventes at starte i sensommeren og afsluttes i efteråret 2004.
Slidbanelag vil blive anlagt i foråret 2005.
Projektet er anslået til at koste 12 mio. kr.