Mødedato: 27.03.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Sikker By - effekt og prioritering

Se alle bilag
Økonomiudvalget forelægges første afrapportering af resultater og effekter for kriminalpræventive aktiviteter. Økonomiudvalget skal desuden godkende, at der anvendes eksternt konsulentfirma til at udarbejde forslag til en prioritering af den kriminalpræventive indsats, samt godkendes videre proces for at styrke grundlaget for en prioritering.   

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

1.      at første afrapportering, jf. bilag 1, for Sikker By effektmodellen indeholdende resultater og effekter for 8 kriminalpræventive aktiviteter tages til efterretning,

2.      at videre proces for en prioritering af den kriminalpræventive indsats godkendes, herunder at eksternt konsulentfirma udarbejder forslag til en prioritering, som input til kommunens prioriteringsdrøftelse af området. 

Problemstilling

Borgerrepræsentationen besluttede den 28. januar 2010, at der skal fremlægges forslag til mulige effektiviseringer og prioriteringer af den kriminalpræventive indsats. Styregruppen for Sikker By gennemførte i 2010 en prioritering og rangering af Sikker By budgetønsker til forhandlingerne om budget 2011. Der blev ikke udarbejdet forslag til en prioritering af kommunens eksisterende kriminalpræventive aktiviteter.

I forlængelse heraf besluttede Borgerrepræsentationen den 10. februar 2011 en samlet model for effektmåling af de kriminalpræventive aktiviteter (Sikker By effektmodel). Modellen indgår i Sikker By programmet og indebærer, at alle aktiviteter (med budget over 0,5 mio. kr.) løbende skal udarbejde effektmåling af resultater og effekter. Målingerne skal bidrage til formidlingen af viden om resultater og effekter, samt sætte fokus på om indsatsen understøtter de politiske mål. Økonomiudvalget fik den 30. august 2011 forelagt forandringsteori og succeskriterier m.v. for de enkelte aktiviteter.

Nærværende indstilling indeholder første afrapportering af resultater og effekter. Desuden foreslås, at et eksternt konsulentfirma udarbejder forslag til prioritering af den kriminalpræventive indsats, som opfølgning på Borgerrepræsentationens beslutning om forslag til effektiviseringer og prioritering af området.

Løsning

1. Viden om resultater og effekter (Sikker By effektmodel)

Den besluttede model for løbende måling af resultater og effekter af kommunens kriminalpræventive aktiviteter indeholder i dag over 20 forskellige aktiviteter. Indstillingen præsenterer den første afrapportering dækkende 8 aktiviteter.

  • Second Chance – differentieret skoletilbud for skoleløse unge (BUF)
  • Tryg den af – trygt natteliv (ØKF)
  • Plads til alle – det mobile klubtilbud (BUF)
  • VINK – antiradikalisering (BIF)
  • Ungdomsbrandkorps (ØKF)
  • SSP+
  • Feriecamps (KFF)
  • Kontingentfritagelse i ungdomsklubber (BUF)

Målingerne, der er udarbejdet af de aktivitetsansvarlige i de enkelte forvaltninger, dækker over meget forskelligartede aktiviteter herunder forskellige målgrupper og indsatser i forhold til udsatte unge. Der fremlægges primært de første indledende resultater og baseline tal (før-måling) for aktiviteterne, hvilket danner grundlag for efterfølgende målinger, som kan vise udviklingen i aktiviteternes indsatser. I tabel 1 nedenfor er vist udvalgte kvantitative målinger. 

Tabel 1. Udvalgte målinger

Aktivitet

Baseline/1. Måling

Succeskriterier*

Second Chance

Andelen af unge på hold i risiko for at begå kriminalitet.

 

Andelen af unge som har et usundt fritidsliv.

 

 

8. klasse: 69 %

9. klasse: 62 %

 

8. klasse: 63 %

9. klasse: 57 %

 

Maksimalt 35 % ved skoleårets slutning

 

Maksimalt  20 % ved skoleårets slutning

Kontingentfritagelse i ungdomsklubber

Antal unge i udsat position, identificeret/afdækket i klubberne

 

Andel ”afdækkede” unge som klubben indgår i et tværfagligt samarbejde omkring

 

302 (tal for 11 ud af 25 klubber)

 

67 % (tal for 11 ud af 25 klubber)

 

På sigt alle unge i udsat position

 

Klub indgår i tværfag. arbejde for alle unge i udsat position

Ungdomsbrandkorps

Andelen af unge på et hold, som består grundforløbet

 

Andelen af brandkadetter, der deltager i fritidsjobordningen med stabilt fremmøde

 

Hold 1 og 2: hhv. 91,6 % og 100 %

 

Hold 1: 72,7 % er fortsat ansat i fritidsjob efter 3 mdr.

 

80 %

 

 

50 % gennemfører halvt års fritidsjob

Feriecamps

Antal fremmødte**

 

26.458

 

12.500

* Bemærk at succeskriterierne gælder for hele perioden defineret inden for aktiviteten.

** Antal fremmødte kan dække over børn som deltager i flere aktiviteter.

Afrapporteringen indeholder desuden en kort mere kvalitativ beskrivelse af status for den enkelte aktivitets resultater og effekter herunder arbejdet med effektmåling.

I Budget 2012 blev afsat midler til en række nye kriminalpræventive aktiviteter. 4 af disse aktiviteter har udarbejdet en forandringsteori herunder opstillet mål for resultater og effekter. Afrapporteringen indeholder således forandringsteori for følgende aktiviteter – med særlig fokus på beskæftigelses- og uddannelsesindsatser:

·         Helhedsindsats for dømte og varetægtsfængslede unge (BIF)

·         Udgående beskæftigelsesindsats for uroskabende unge i byen (BIF)

·         Bydækkende Fritidsjobformidlingen (BIF)

·         Voksen mentorstøtte til udsatte børn og unge (ØKF)

Endeligt vedlægges afslutningsvis faglig afrapportering for projekt Ny Start i udsatte boligområder – helhedsorienteret gadeplansindsats i Blågården, Mjølnerparken, Tingbjerg og Husum/Gadelandet. Projektet er finansieret af satspuljemidler og indgår i særskilt afrapportering under Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter.

Den første afrapportering indeholdende ovennævnte aktiviteter er samlet i bilag 1. En række aktiviteter (primært under Socialforvaltningen) indgår ikke i nærværende afrapportering, idet målinger for disse gennemføres én gang årligt. Disse vil indgå i næste afrapportering, som forelægges august 2012.

2. Forslag til prioritering af den kriminalpræventive indsats fra eksternt konsulentfirma og videre proces for en prioritering

Prioritering og effektivisering af Kommunens kriminalpræventive indsats indgår som et element i Sikker By programmet herunder i det løbende arbejde med at forebygge ungdomskriminalitet og skabe tryghed i København. Med effektmodellen og øvrige løbende afrapporteringer og målinger (Tryghedsindeks, Afrapportering af urolige områder, Socialt belastningsindeks m.fl.) har kommunen taget første skridt til at oparbejde et vidensgrundlag, som kan kvalificere og styrke den løbende fokusering og prioritering af den kriminalpræventive indsats og aktiviteter inden for og på tværs af forvaltningsområder. Konsulentfirmaet LG Insight udarbejdede i 2008 en samlet analyse af den kriminalpræventive indsats i Københavns Kommune indeholdende vurderinger og anbefalinger. I 2010 fremlagde Rambøll en analyse med effektvurdering af 8 kriminalpræventive aktiviteter.

Som opfølgning på Borgerrepræsentationens beslutning og til yderligere at styrke grundlaget for en løbende prioritering foreslås, at der anvendes et eksternt konsulentfirma til at udarbejde forslag til en konkret prioritering af den kriminalpræventive indsats, herunder prioritering af kommunens forskellige kriminalpræventive aktiviteter. Konsulentfirmaets forslag til prioritering baseres på det eksisterende vidensgrundlag fra Sikker By effektmodellen samt øvrige relevante målinger og dokumentation. Forslaget skal desuden inddrage viden og erfaringer fra personer, som arbejder med kommunens kriminalpræventive aktiviteter.

 

 

Det foreslås, at Økonomiudvalget forelægges forslag til kommissorium for prioriteringsforslaget senest august 2012, og at det eksterne konsulentfirma afleverer forslaget senest januar 2013. Det giver mulighed for, at analysen blandt andet kan baseres på 2–3 afrapporteringer fra Sikker By effektmodellen. De samlede udgifter til udarbejdelse af forslaget vurderes maksimalt at udgøre ca. 250.000 kr.

Som alternativ til den foreslåede løsning med anvendelse af eksternt konsulentfirma har Sikker By program- og styregruppen desuden overvejet etablering af et særlig tværgående rådgivningspanel bestående lokale og nationale videnspersoner og eksperter inden for det kriminalpræventive område. Panelets formål skulle være at pege på mulige prioriteringer samt videregive best practice og erfaringer fra lokalt niveau såvel som øvrige kommuner og udlandet.

Udover udarbejdelse af eksternt forslag til prioritering arbejdes der videre med to yderligere initiativer til at styrke vidensgrundlaget for en prioritering:

1) Benchmarking af nøgleindikatorer inden for den kriminalpræventive og tryghedsskabende indsats på tværs af kommuner, f.eks. inden for udviklingen i tryghed, kriminalitet eller ressourceranvendelse i kommunerne generelt eller inden for udsatte byområder. En benchmarking kan anvendes til at kvalificere kommunens indsats og bidrage til udveksling af best practice på tværs. ØKF vil i samarbejde med forvaltningerne igangsætte en drøftelse med KL og de største kommuner.

2) Cost-benefit analyser af det økonomiske afkast (for kommunen og andre myndigheder) på udvalgte af kommunens kriminalpræventive aktiviteter/områder, hvor der vurderes at være en gevinst. Udover at fremhæve den konkrete effekt kan analyserne bidrage til en mere generel prioriteringsdrøftelse. Forslag til videre proces -herunder hvilke aktiviteter som kan indgå i en cost/benefit analyse - udarbejdes af Økonomiforvaltningen i samarbejde med Sikker By styregruppen, og forelægges Økonomiudvalget senest august 2012 til godkendelse.  

Økonomi

Udgifter til eksternt konsulentfirma til udarbejdelse af forslag til prioritering afholdes inden for midler afsat til den tværgående koordination af Sikker By indsatsen i 2012, Økonomiudvalgets bevilling.

Videre proces

Aktivitet

Dato

Sikker By styregruppe og programgruppe arbejder med at samle eksisterende viden om den kriminalpræventive indsats.

april – august

Sikker By styregruppen drøfter Sikker By budgetforslag samt kommissorium for prioriteringsforslag fra eksternt konsulentfirma.

12. juni og 14. august

Økonomiudvalget behandler:

·         Kommissorium for prioriteringsforslag fra eksternt konsulentfirma

·         2. afrapportering af resultater og effekter (effektmodel)

·         Forslag til proces for udarbejdelse af evt. cost-benefit analyser

·         Overblik over eksisterende viden om kriminalpræventive indsats.

21. august

Konsulentfirma udarbejder prioriteringsforslag

sep. – dec. 2012

Styregruppen behandler forslag til prioritering

februar 2013

Økonomiudvalget behandler forslag til prioritering

feb. – marts 2013



Claus Juhl                            /Bjarne Winge

Beslutning

Økonomiudvalgets beslutning den 27. marts 2012

Indstillingen blev udsat med henblik på nærmere at undersøge kriterierne for rangordning i forhold til en evaluering.

Til top