Deregulering af Byens Rum (Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget)
Deregulering af Byens Rum (Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget)
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 27. marts 2007
J.nr. ØU 109/2007
12. Deregulering af Byens Rum (Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget)
Borgerrepræsentationen skal
træffe beslutning om principper for lempeligere retningslinier for udendørs
musikarrangementer for at fremme mere udendørs liv i byen, specielt udendørs
koncerter.
BESLUTNING
Økonomiforvaltningen og
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget
over for Borgerrepræsentationen anbefaler, 1.
at
retningslinier for miljømæssige forholdsregler ved udendørs
musikarrangementer i Københavns Kommune ændres med det formål at fremme
kultur- og idrætsarrangementer i byen, herunder a. at antallet af mulige koncerter øges på en række af de
spillesteder, der indgår i retningslinierne, jf. bilag 4. Antallet af
koncerter ændres i forhold til bilag 4 fra 6 til højest 10 om året for henholdsvis
Enghave Plads og Enghaveparken. b. at retningsliniernes miljøvilkår om støj,
spilletidspunkt, koncertvarighed mv. lempes væsentligt på de fleste
spillesteder, på grund af en miljømæssig vurdering, c. at der udpeges nye spillesteder på Kay Fiskers Plads i
Ørestad City og på Refshaleøen, hvor der ikke stilles vilkår i retningslinierne
om støj, spilletidspunkt og koncertvarighed mv., d. at der indarbejdes dispensationsmulighed i
retningslinierne af hensyn til arrangementer, der har særlig interesse for
kommunen Økonomiudvalgets
beslutning i mødet den 27. marts 2007: Sagen blev anbefalet med en bemærkning om, at Økonomiudvalget oversender
spørgsmålet omkring antal koncerter, sluttidspunkt, varighed og det tilladte
lydniveau på Islands Brygge og Skt. Hans Torv til Borgerrepræsentationen uden
stillingtagen. Kultur- og Fritidsudvalget behandlede den 22. marts 2007
sagen, og afgav et høringssvar om dette emne til Teknik- og Miljøudvalget. Mikkel Warming (Ø) videreførte Jens Kjærs protokolbemærkning i Kultur- og
Fritidsudvalget den 22. marts 2007. Carl Christian Ebbesen (O) videreførte Dansk Folkepartis protokolbemærkning
fra behandlingen i Kultur- og Fritidsudvalget på mødet den 22. marts 2007. |
PROBLEMSTILLING
København skal styrkes som
kreativ metropol ved at fremme udendørs kultur- og idrætsarrangementer. Bl.a.
for at synliggøre de pladser og parker, der er bedst egnet som spillesteder til
koncerter, er retningslinierne for miljømæssige forholdsregler ved udendørs
musikarrangementer vedtaget med miljøvilkår for brug af spillestederne. For at
imødekomme efterspørgslen efter attraktive pladser til afholdelse af udendørs
koncerter skal Borgerrepræsentationen tage stilling til principielle forslag om
at lempe miljøvilkårene på de fleste spillesteder. Efterfølgende skal
forslagene indarbejdes i retningslinierne for udendørs musikarrangementer, der
forelægges Teknik- og Miljøudvalget til vedtagelse.
København skal være international anerkendt som en kreativ metropol.
Det skal bl.a. ske ved at forbedre rammerne for de kreative erhverv og
iværksætterne, samt ved at styrke brugen af byens rum til kultur- og
idrætsarrangementer. Dette er visioner fra bl.a. København som kreativ by,
Erhvervspolitisk strategi 2005-2008, Kommuneplan 2005 og den kulturpolitiske
redegørelse.
Borgerrepræsentationen vedtog den 15. december 2005 (BR 744/05), at der
i løbet af 2006 skulle udarbejdes en indstilling til Borgerrepræsentationen med
konkrete forslag til deregulering.
Indstillingen "Deregulering af byens rum" blev oprindeligt behandlet i
foråret 2006 i Teknik- og Miljøudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget samt
Økonomiudvalget. Men sagen blev i Borgerrepræsentationens møde den 14.
september 2006 (BR 423/06) tilbagevist til fornyet udvalgsbehandling, fordi
udvalgene ved en fejl havde behandlet forskellige udgaver af bilag 4 til
nærværende indstilling. Bilag 3 til nærværende indstilling redegør nærmere for
den tidligere politiske behandling.
I indstillingen fremlægges forslag, der skal gøre det mere attraktivt
at benytte kommunens pladser og parker som spillesteder til udendørs koncerter
ved at lempe miljøvilkårene i retningslinierne for miljømæssige forholdsregler
ved udendørs musikarrangementer.
Nogle af disse pladser er meget efterspurgte, og maksimal-antallet af
koncerter bliver hurtigt opnået. For at imødekomme efterspørgslen efter
attraktive pladser til afholdelse af udendørs koncerter foreslås det i de nye
vilkår, at der kan holdes flere koncerter på de fleste spillesteder, herunder
på de mest efterspurgte pladser.
De øvrige miljøvilkår i retningslinierne ændres efter konkrete vurderinger
på de fleste spillesteder, så det bliver muligt at holde koncerter i længere
tidsrum, med et senere sluttidspunkt og med lempede støjkrav.
Endelig foreslås det, at Kay Fiskers Plads i Ørestad City samt dele af
Refshaleøen udpeges som områder, hvor der kan afholdes koncerter og andre
musikarrangementer uden miljøvilkår i retningslinierne.
Bilag 4 indeholder et udkast til retningsliniernes miljøvilkår, dvs.
støjniveauer, start- og sluttidstidspunkter, koncertvarighed og antal koncerter
på de forskellige spillesteder. Retningslinierne omfatter kun de bedst egnede
og mest efterspurgte spillesteder. Musikarrangører kan fortsat uhindret søge om
afholdelse af koncerter på andre spillesteder.
I forslaget vil egentlige musikfestivaler, som f.eks. Havnefestivalen,
være undtaget fra retningslinierne på samme måde, som det i dag allerede gælder
for Jazzfestivalen, og det vil blive understreget, at retningslinierne kun
omfatter koncerter, der medfører støj, som overstiger 60 dB(A). Støjniveau
måles som normal virksomhedsstøj på facaden ved nærmeste beboelse.
Forslaget har været sendt i høring hos cirka 150 interessenter samt via
kk.dk. Der indkom 22 høringssvar, som er sammenfattet i bilag 2. Dertil kommer,
at der igennem tilblivelsesprocessen har været dialog med et betydeligt antal
organisationer og interessenter.
ØKONOMI
De anførte forslag har ikke umiddelbart økonomiske
konsekvenser.
VIDERE PROCES
Forudsat at Teknik- og
Miljøudvalget godkender forslagene skal disse sendes i høring i Kultur- og
Fritidsudvalget før sagen via Økonomiudvalget forelægges Borgerrepræsentationen.
Efterfølgende skal forslagene indarbejdes i "Retningslinier for miljømæssige
forholdsregler ved udendørs musikarrangementer i Københavns Kommune" og forelægges
til endelig vedtagelse i Teknik- og Miljøudvalget inden sommer 2007.
BILAG
Vurderinger
Bilag 1: Vurdering af fordele og ulemper samt miljøvurdering.
Høring
Bilag 2: Sammenfatning af
høringssvar vedr. indstilling Deregulering Byens Rum.
Politisk behandling
Bilag 3: Gennemgang af
tidligere politisk behandling.
Øvrige bilag
Bilag 4: Udkast til ændringer
i "Retningslinier for miljømæssige forholdsregler ved udendørs
musikarrangementer i Københavns Kommune".
Bilag 5: Oversigt over
politisk behandling
Claus Juhl Hjalte
Aaberg