Ansøgning fra Boldklubben Frem om tilskud til renovering af klubhus (Kultur- og Fritidsudvalget)
Ansøgning fra Boldklubben Frem om tilskud til renovering af klubhus (Kultur- og Fritidsudvalget)
Økonomiudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde tirsdag den 27. marts 2001
J.nr. ØU 84/2001
15. Ansøgning fra Boldklubben Frem om tilskud til renovering af klubhus (Kultur- og Fritidsudvalget)
INDSTILLING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
at Kultur- og Fritidsudvalget ikke yder tilskud til renovering af Boldklubben FREMs klubhus.
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 22. februar 2001
Udvalget tiltrådte et forslag om at yde tilskud på op til 146.000 kr. til delvis renovering af klubhus. Dækning for udgiften anvises på "bufferpuljen" (30 mio. kr. puljen).
Forvaltningens indstilling bortfaldt dermed.
Karin Storgaard tilkendegav, at hun undlod at stemme og ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "Dansk Folkeparti vil gerne støtte vedligeholdelse af idrætsfaciliteter i København, men mener proceduren i denne sag er forkert og har derfor undladt at stemme. Der er flere klubber m.m., der har ønske om tilskud, men som ikke har en chance for at være med i denne beslutning, som udelukkende tilgodeser de 3 klubber, der tilfældigt er på dagsordenen til mødet den 22. februar 2001 og indstillet til afslag."
Økonomiforvaltningen indstiller,
at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Økonomiudvalget har ingen indvendinger mod at nærværende forslag søges gennemført."
RESUME
Boldklubben Frem har søgt om 146.000 kr. til delvis renovering af klubhus.
Med principbeslutningen om udmøntningen af de 30 mill. kr. til forbedring af kultur- og idrætsfaciliteter i kommunen i 2001 (KFU 26/2001) er der ikke midler på Kultur- og Fritidsudvalgets budget, som kan anvendes til formålet. På den baggrund indstilles det, at klubben får afslag på ansøgningen.
SAGSBESKRIVELSE
Boldklubben Frem har i brev af 19. december 2000 søgt om 146.000 kr. til indvendigt malerarbejde i klubhus for at kunne forbedre indsatsen over for ungdommen i FREM.
Klubhuset, der er beliggende på Julius Andersensvej 7, er fra 1942 og ejet af FREMs amatørafdeling. KI har stillet grunden til rådighed.
Mange af klubbens ungdomsmedlemmer kommer fra økonomisk og socialt svagt stillede hjem. Ifølge FREM har boldklubben inden for de sidste par år oplevet et stigende antal problemer med de unge medlemmer, specielt fra de medlemmer der har en anden etnisk baggrund. Problemerne består af vold, hærværk og tyverier.
På den baggrund har FREM lavet en handlingsplan, der skal styrke arbejdet for de problematiske unge.
Handlingsplanen består dels af en renovering af klubbens lokaler, dels ansættelse af personale herunder en pædagog. Det er klubbens opfattelse, at en renovering af klubhuset vil give stedet et løft. Det vil, ifølge klubben, appellere til de unge om, at klubhuset er et rart sted at være, og dermed ikke et sted, hvor man laver hærværk.
Forvaltningens vurdering
Frem ejer selv deres klubhus og modtager årligt 479.426 kr. i driftstilskud fra FOS.
Med principbeslutningen om udmøntningen af de 30 mill. kr. til forbedring af kultur- og idrætsfaciliteter i kommunen i 2001 (KFU 26/2001) er der ikke midler på Kultur- og Fritidsudvalgets budget, som kan anvendes til formålet. På den baggrund indstilles det, at klubben får afslag på ansøgningen.
ØKONOMI
Forslaget har ingen økonomiske konsekvenser.
BILAG
1. Ansøgning af 19. december 2000 fra Boldklubben FREM til Kultur- og Fritidsudvalget
2. Tilbud fra malerfirma Viebke & West.
Ida Munk
/ Pernille Vange