Forlængelse af kontrakt med Told- og Skattestyrelsen om selskabsligning
Forlængelse af kontrakt med Told- og Skattestyrelsen om selskabsligning
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 27. februar 2001
J.nr. ØU 46/2001
3. Forlængelse af kontrakt med Told- og Skattestyrelsen om selskabsligning
INDSTILLING OG BESLUTNING
Økonomiforvaltningen foreslår, at Økonomiudvalget indstiller til Borgerrepræsentationen,
at kontrakten med Told- og Skattestyrelsen om, at skatteforvaltningen mod vederlag forestår selskabsligning mv. for størstedelen af de selskaber, foreninger og fonde mv., som har hjemsted i København forlænges med 1 år frem til udgangen af år 2002.
Økonomiudvalgets beslutning: Anbefales.
L tog forbehold.
Behandling: Til Borgerrepræsentationen.
RESUME
Ved lov nr. 1106 af 29. december 1997 blev selskabsligningsopgaven overført fra at være en kommunal til en statslig opgave, og Told- og Skattestyrelsen fik ansvaret herfor. Det fremgår dog af loven og dens forarbejder, at lovens formål blandt andet er en mere ensartet og styrket ligningsindsats, der skal søges opnået blandt andet ved at inddrage den kommunale ekspertise. Skattestyrelseslovens § 38 stk. 3 indeholder derfor hjemmel til, at Told- og Skattestyrelsen kan indgå kontrakt med kommunerne om udførelse af selskabsligning mv.
Borgerrepræsentationen vedtog på sit møde den 29. september 1998 at kommunen indgik kontrakt med Told- og skattestyrelsen om ligning af de københavnske selskaber for perioden 1. oktober 1998 til 31. december 2001.
Ved skrivelse af 16. januar 2001 har Told- og Skattestyrelsen tilbudt en forlængelse af kontrakten med 1 år frem til udgangen af 2002 på uændrede vilkår.