Mødedato: 27.01.2004, kl. 15:00

Byudviklingspulje 2003: Status og behandling af 3. ansøgningsrunde (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)

Byudviklingspulje 2003: Status og behandling af 3. ansøgningsrunde (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)

Økonomiudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 27. januar 2004

 

 


J.nr. ØU 21/2004

 

2. Byudviklingspulje 2003: Status og behandling af 3. ansøgningsrunde (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender

at  der gives tilsagn om støtte fra Byudviklingspuljen til realisering af 15 projekter, at 2 projekter indstilles til viderebehandling, og at 9 ansøgere gives afslag som beskrevet i nærværende indstilling.

at 2 tidligere støttede projekter fra 1. og 2. runde gives yderligere tilsagn om støtte som beskrevet i nærværende indstilling.

Bygge- og Teknikforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget godkender

at vedlagte Status for Byudviklingspuljen 2002-2003 tages til efterretning

 

Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 14. januar 2004

Godkendt.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 27. januar 2004

Godkendt.

 

 

Behandling: -

 

 

RESUME

Byudviklingspuljen er skabt i forlængelse af "Boliger for alle – Boligpolitisk strategiplan for København Kommune 2001-2004". Borgerrepræsentationen vedtog den 16. maj 2002 at etablere Byudviklingspuljen og at tilføre puljen 45,814 mio. kr. til fordeling i 2002-2004 (BR 253/02) "Disponering af midler fra Byudviklingspulje".

Puljens formål er at styrke lokale initiativer, som kan forbedre de eksisterende boligområder og at støtte udviklingen af lokale partnerskaber mellem københavnerne og Københavns Kommune.

Der er i 3. ansøgningsrunde den 1. oktober 2003 indkommet 26 ansøgninger med et samlet ansøgt støttebeløb på 21.595.157 kr. ekskl. moms. Projektansøgningerne er kvalificeret med bistand fra Bygge- og Teknikforvaltningen.

Et embedsmandsudvalg med to repræsentanter fra Økonomiforvaltningen og to repræsentanter fra Bygge- og Teknikforvaltningen har vurderet de indkomne ansøgninger. Embedsmandsudvalget anbefaler, at 15 projekter indstilles til at modtage støtte fra puljen for i alt kr. 5,534 mio. kr. ekskl. moms, at 2 projekter indstilles til viderebehandling, og at 9 indstilles til afslag.

Projekterne er beskrevet i denne indstillings sagsbeskrivelse. De indstillede anlægsprojekter omhandler forskønnelse, trafiksanering og anlæggelse af lege-, bevægelses- og opholdarealer – og repræsenterer altså et bredt spektrum inden for Byudviklingspuljens prioriteringsområder. Til alle projekter vil der være offentlig adgang.

Den konkrete udformning af vejprojekter på såvel offentlige som private veje samt  pladsprojekter på kommunale arealer vil efterfølgende blive fremlagt til godkendelse i Bygge- og Teknikudvalget. Det drejer sig om følgende projekter:

·        Nr. 8. Renovering af fortove og trekantsareal ved Breidablik Allé, nr. 17. Trafiksanering og begrønning i Harald Jensens Gade, nr. 21. Trafiksanering og forskønnelse af Vilhelm Thomsens Allé, nr. 24 Rulleskøjtebane ved Toftegårds Plads, nr. 26 Trafiksanering og forskønnelse i Peter Fabers Gade.

Baggrunden for de 9 foreslåede afslag er, at arealerne ikke er offentligt tilgængelige, og at der søges til forprojekter.

Embedsmandsudvalget har i 3. runde ønsket at korrigere en tidligere beslutning omhandlende facadebeplantning på offentlige arealer. Tidligere er projekter støttet som privat areal begrundet i, at facaden er privat. Fremover ønskes projekterne støttet som offentligt areal begrundet i planterøddernes placering på offentligt areal. Beslutningen kræver korrektion af bevilling til projekt nr. 15-2002 Kollektivhuset - grøn facade og projekt nr. 23-2003a Slyngplantestativer og cykelstativer i Stefansgade. Det indstilles, at projekt nr. 15-2002 Kollektivhuset - grøn facade tildeles yderligere 122.000 kr. (i alt 183.000 kr. i stedet for 61.000 kr.), og at projekt nr. 23-2003a Slyngplantestativer og cykelstativer i Stefansgade tildeles yderligere 38.000 kr. (i alt 57.000 kr. i stedet for 19.000 kr.).

Status efter 3. runde
Status for Byudviklingspuljen 2002-2003 viser, at der med de indstillede projekter i 3. runde er disponeret 25,666 mio. kr. (budget 29,324 mio. kr.) til projekter. Af disse forventes ca. 2,8 mio. kr. udbetalt ved udgangen af 2003. Forskellen mellem disponeret forbrug og forventet regnskab skyldes, at projekternes opstarts- og udviklingsfase frem til færdigt anlæg typisk varer 1-2 år. Det må forventes, at der primo 2005 er disponeret ca. 22 mio. kr. til ca. 45-50 projekter, som endnu ikke er realiseret. Til sekretariatsbetjening samt informationsvirksomhed forventes udbetalt ca. 680.000 kr. (budget 1,160 mio. kr.) for perioden 2002-2003.

Bygge- og Teknikforvaltningen skal henlede opmærksomheden på, at forskellen i disponeret forbrug og forventet regnskab skyldes, at sekretariatsstillingen først blev besat juni 2002 og ikke som forventet januar 2002, og at informationsmidler ikke er anvendt i et omfang som forventet.


 


Til top