Mødedato: 26.11.2013, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Medlemsforslag om fremlæggelse af forslag til handlemuligheder for Københavns Kommune i forhold til at forhindre rockere i at etablere sig i boligområder og byudviklingsområder

Indstilling og beslutning

Det foreslås:

1. at Økonomiforvaltningen inden årets udgang med inddragelse af relevante forvaltninger skal undersøge og over for Økonomiudvalget fremlægge forslag til handlemuligheder for Københavns Kommune i forhold til at forhindre rockere i at etablere sig i boligområder og byudviklingsområder.

(Stillet af Socialistisk Folkeparti)

MOTIVERING

Det er afgørende, at denne opgave løses på et niveau, hvor alle de instrumenter kommunen har til rådighed, kan bringes i anvendelse inden for de gældende regler og rammer, og koordineres fra det samme regi for at sikre de bedste løsninger set i et borgerperspektiv. Det vil være gavnligt, at der ligger et fælles billede af overordnede kommunale rammer, når der opstår behov for løsninger på konkrete udfordringer, uanset hvor de opstår geografisk i kommunen.

Kommunens konkrete instrumenter er placeret i flere forvaltninger. Det er vigtigt, at alle kommunens kræfter koordineres og trækker i samme retning. Til illustration kan nævnes, at Teknik- og Miljøudvalget den 7. oktober 2013 besluttede en anti-rockerpakke, hvor der var ønske om tiltag under forskellige forvaltningers ansvarsområder, f.eks. nævnes bevillingsnævnet i forbindelse med udskænkning i rockerklubhuset og eventuelle muligheder via et samarbejde med staten (SKAT) og politiet. Håndhævelsen af de forskellige tiltag findes i henholdsvis Socialforvaltningen, Økonomiforvaltningen, Beskæftigelses- og integrationsforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen samt Teknik- og Miljøforvaltningen.  Alle de nævnte forvaltninger har berøringspunkter til indsatser, der vedrører håndtering af rockeres tilstedeværelse i Købehavn.

Derfor foreslås det, at den fremadrettede koordination af indsatsen i relation til rockere, som har etableret sig i Københavns Kommune, samles i Center for Sikker by. Centret udgør en naturlig paraply, under hvilken de forskellige tiltag og indsatser kan koordineres. Centret udgør allerede et kardinalpunkt i forhold til kontakten til Københavns Politi, kontakten til kommunens Al Capone enhed under Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, og har i øvrigt ansvaret for det overordnede og generelle arbejdet med sikkerhed og tryghed i byen. Fremadrettet kan det også blive aktuelt at se på mulighederne for, at regulere via kommuneplanarbejdet, som også hører under Økonomiforvaltningen. Det vil således være naturligt, at centret håndterer opgaven med at samle trådene i forhold til den fremtidige kommunale indsats overfor rockere, som etablerer sig i Københavns Kommune.

Beslutning

Dagsordenspunkt 4: Medlemsforslag om fremlæggelse af forslag til handlemuligheder for Københavns Kommune i forhold til at forhindre rockere i at etablere sig i boligområder og byudviklingsområder

Økonomiudvalgets beslutning i mødet 26. november 2013

Socialdemokratiet fremsatte følgende ændringsforslag:

”Det foreslås, at indstillingen ændres fra:

”At Økonomiforvaltningen inden årets udgang med inddragelse af relevante forvaltninger skal undersøge og over for Økonomiudvalget fremlægge forslag til handlemuligheder for Københavns Kommune i forhold til at forhindre rockere i at etablere sig i boligområder og byudviklingsområder.”

til:

”At Økonomiforvaltningen inden udgangen af 1. kvartal 2014 med inddragelse af relevante forvaltninger skal undersøge og over for Økonomiudvalget fremlægge forslag til handlemuligheder for Københavns Kommune i forhold til at forhindre rockere i at etablere sig i boligområder og byudviklingsområder.”

 

Ændringsforslaget blev vedtaget uden afstemning.

Det således ændrede indstilling blev herefter godkendt uden afstemning.

Til top