Mødedato: 26.11.2013, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Etablering af 12 boliger til unge med handicap på Jens Warmingsvej

Se alle bilag

I budget 2010 blev det besluttet at etablere 48 boliger til borgere med handicap, så flere borgere med handicap kunne tilbydes en bolig i København (den såkaldte hjemtagningsstrategi). Det indstilles, at anlægsmidlerne til etablering af 12 af disse boliger frigives, så boligerne kan etableres på Jens Warmingsvej til unge borgere med asperger-syndrom.

Tidligere beslutninger

Socialudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at der gives en anlægsbevilling på i alt 8,55 mio. kr. i anlægsmidler til etablering af 12 boliger til unge med handicap på Jens Warmingsvej. Se tabel 1 i økonomiafsnittet for de bevillingsmæssige konsekvenser.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes indenfor Socialudvalgets budgetramme.

Problemstilling

I budget 2010 blev det besluttet at etablere 48 boliger til borgere med handicap, således at borgere, der boede udenfor København kunne flytte tilbage til København samt at der kunne undgås at tilbyde københavnere bolig udenfor København på grund af manglende kapacitet i København (den såkaldte hjemtagningsstrategi). De 48 boliger skulle etableres ved udgangen af 2014, og der er ved udgangen af 2013 etableret 28 af de 48 boliger. Der mangler således at blive etableret 20 boliger i 2014.

Af de resterende 20 boliger ønskes de 12 boliger etableret på Jens Warmingsvej. De resterende 8 boliger vil gennemføres ved at:

  • Etablere 2 af boligerne som en del af samling af enkeltmandsprojekter til borgere med handicap. Dette blev godkendt i overførselssagen 2011-2012. På grund af anlægsloftet er dette projekt forsinket til 2015.
  • Etablere 6 boliger på Nørrebro Vænge, som en udvidelse af eksisterende botilbud. Socialudvalget fremlægges en indstilling om disse boliger ultimo 2013. Boligerne forventes at stå klar i efteråret 2014.

Løsning

Målgruppe

Det indstilles til at der etableres 12 boliger til unge med asperger-syndrom på Jens Warmingsvej.

Jens Warmingsvej er ideel til målgruppen, da der er tale om servicelovsboliger. I en servicelovsbolig fastsættes opholdsbetalingen efter borgerens indtægtsgrundlag, og kan derfor sættes lavt. Dette er nødvendigt for de unge, som typisk vil have en kontanthjælp, som indtægtsgrundlag.

Der er på nuværende tidspunkt en venteliste på 41 borgere indenfor målgruppen af unge med asperger-syndrom, og der er i forvejen kun 25 pladser i botilbud til målgruppen. De unge vil ikke blive hjemtaget fra udenbys tilbud, men vil i stedet typisk komme hjemmefra. Etableringen af pladserne vil derfor være en forebyggelse af køb på udenbys botilbud, hvilket er en af de strategier, der blev godkendt i hjemtagningsstrategien, hvis der ikke kunne foretages konkret hjemtagning.

Det er en målsætning, at de unge så vidt muligt skal lære at klare sig selv, hvilket der er taget hensyn til i indretningen af boligerne.

Ombygning af Jens Warmingsvej

Jens Warmingsvej består i dag af 7 selvstændige bygninger, som indeholder 24 værelser, hvor beboerne deler bad og køkken. Fremadrettet vil 6 af bygningerne indeholde 12 2-værelsesboliger, som alle vil have eget bad, køkken, opholdsstue og soveværelse. Boligerne vil være på 55 m2 og få egen indgang.

Den syvende bygning vil som i dag indeholde fællesareal og personalefaciliteter.

Projektet er udarbejdet i samarbejde med Københavns Ejendomme og Gottlieb Paludan Arkitekter. Københavns Ejendommes høringssvar fremgår af bilag 1.

Boligerne forventes at stå klar i oktober 2014. Ombygningen igangsættes i februar 2014, da de nuværende beboere flytter til Carl Jacobsensvej i januar 2014.

Effekt af indstillingen

Etableringen af boligerne på Jens Warmingsvej er med til at opfylde boligplanens målsætning om at etablere flere billige boliger til unge jf. spor 9.

Økonomi

Der blev i budget 2010 afsat 38,7 mio. kr. (2010 p/l) til at etablere de 48 boliger. Heraf er afsat 8,55 mio. kr. i anlægsmidler til etablering af de 12 boliger på Jens Warmingsvej. Fordeling af anlægsmidlerne imellem Socialudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget, samt periodisering fremgår af nedenstående tabel 1.

Enhedsprisen på etableringen af boligerne er på 712,5 t. kr. (2013 p/l). Socialforvaltningen har tidligere udregnet, at en modernisering af servicelovsboliger, hvor bad til dels kan genanvendes, er på 680 t. kr. (2011 p/l), svarende til 700 t.kr. (2013 p/l). Enhedsprisen ligger derfor lidt højere end normalt, hvilket primært skyldes at boligerne er lidt større end normalt. Boligerne er på 55 m2, hvor der normalt regnes med 45-50 m2.

Tabel 1.Bevillingsmæssige konsekvenser

Udvalg

Bevilling (nr. og navn)

Funktion

Beløb i 1.000 kr. (2013 p/l)

I alt

 

 

 

2013

2014

2015

 

Socialudvalget (SUD)

3647 - borgere med handicap

5.38.50.3.

0

350

0

350

Kultur- og fritidsudvalget (KFU)

3647 - borgere med handicap

5.38.50.3.

450

7.750

0

8.200

I alt

 

 

450

8.100

0

8.550


Tabel 2. Kategorisering af anlægsmidler til etablering af 12 boliger til unge med handicap

1.000 kr. (2013 p/l)

2013

2014

I alt

Ekstern rådgivning

450

328

778

Heraf byggerådgivning

450

328

778

Interne udgifter

0

190

190

Administrationsbidrag Socialforvaltningen (SOF)

0

45

45

Administrationsbidrag KEjd

0

145

145

Anlæg af projekt

0

7.584

7.584

Heraf byggeomkostninger

0

7.284

7.284

Heraf montering

0

300

300

I alt

450

8.100

8.550

 

Videre proces

Godkender Socialudvalget indstillingen skal den efter proceduren for inddragelse af Københavns Ejendomme jf. styrelsesvedtægtens § 15 til udtalelse i Kultur- og Fritidsudvalget og Økonomiudvalget samtidigt inden behandling i Borgerrepræsentationen.

Godkendes indstillingen her igangsættes etableringen af boliger i februar 2014 og forventes indflytningsklar i november 2014.

 

 

Anette Laigaard                                       /Lars Østergaard

Oversigt over politisk behandling

Socialforvaltningen indstiller til Socialudvalget, at der overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefales at godkende,

  1. at der gives en anlægsbevilling på i alt 8,55 mio. kr. i anlægsmidler til etablering af 12 boliger til unge med handicap på Jens Warmingsvej. Se tabel 1 i økonomiafsnittet for de bevillingsmæssige konsekvenser.

Socialudvalgets beslutning i mødet den 30. oktober 2013

Kontorchef Lars Østergaard deltog under punktets behandling.

Indstillingen blev godkendt med det vedlagte rettelsesark.

 

 

Kultur- og Fritidsforvaltningen oversender sagen til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

”Kultur- og Fritidsforvaltningen skal på vegne af Kultur- og Fritidsudvalget meddele, at Kultur- og Fritidsforvaltningen ingen bemærkninger har til, at sagen om

  • Etablering af 12 boliger til unge med handicap på Jens Warmingsvej 56

gennemføres i den foreliggende form. Der henvises i øvrigt til Kultur- og Fritidsforvaltningens administrative høringssvar.”

Beslutning

Dagsordenspunkt 37: Etablering af 12 boliger til unge med handicap på Jens Warmingsvej 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet 26. november 2013

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top