Mødedato: 26.11.2013, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Trængselskommissionens betænkning

Se alle bilag

Trængselskommissionen har den 26. september 2013 afleveret sin betænkning til Transportministeren.

Borgerrepræsentationen har den 10. maj 2012 indstillet direktør i Økonomiforvaltningen Anne Skovbro som Københavns Kommunes repræsentant i Trængselskommissionen. Hun har indgået i arbejdet i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen og med udgangspunkt i kommunens politikker på området. Borgerrepræsentationen er orienteret om arbejdet den 17. januar 2013, den 19. juni 2013 samt den 3. oktober 2013.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Trængselskommissionens betænkning tages til efterretning.

Problemstilling

Beregninger viser, at den ekstratid der bruges i hovedstadstrafikkens trængsel svarer til 22.000 fuldtidsstillinger. Det koster samfundet ca. 8,5 mia. kr. om året. For at løse trængselsproblemerne i hovedstaden nedsatte regeringen Trængselskommissionen i sommeren 2012.

Betænkningen fra trængselskommissionen indeholder en række anbefalinger til at begrænse den stigende trængsel i hovedstaden. Anlægsomkostningerne herved er på i alt 32-42 mia. kr. – heraf ca. 70% til Kollektiv trafik, ca. 20% til biltrafik og ca. 10% til cykelinvesteringer.

Følgende anbefalinger er kommet med i betænkningen af særlig interesse for Københavns Kommune:

  • Etablering af sydhavnsmetro til Ny Ellebjerg
  • Forlængelse af Nordhavnsvej til ydre Nordhavn (Nordhavns­tunnel under Svanemøllebugten)
  • Styrkelse af den kollektive trafik (busfremkommelighedsnet, fokus på knudepunkter, højklasset bus, samt letbaner)
  • En ny trafikstyringscentral, Intelligente transportsystemer (ITS) og moderne signaler
  • Bedre integration mellem cykler og kollektiv trafik – herunder bycykler, bedre parkeringsfaciliteter ved stationer, samt fuld etablering af supercykelstinettet.
  • Udvidelse af den eksisterende miljøzone
  • Håndhævelse af stationsnærhedsprincippet og tilladelse af tættere/højere byggeri i de stationsnære områder.

Herudover er der en række forslag i Trængselskommissionens betænkning, der indirekte får indflydelse på trafikafviklingen i Københavns Kommune. Det drejer sig om:

  • Forlængelse af motorring 4 Nord for Ballerup mod Hillerødmotorvejen
  • Forlængelse af Hillerødmotorvejen til Hillerød
  • Mere kapacitet på Helsingørmotorvejen mellem Øverødvej og Isterød
  • Mere kapacitet på indre del af Hillerødmotorvejen
  • S-tog til Roskilde
  • Forbedret togbetjening til Helsingør
  • Parker & rejs-anlæg på Sjælland

Forslagene giver samlet set en overflytning fra biltrafik til cykel og kollektiv trafik, jf. tabel 1.

Tabel 1: Effekt i antal personture pr. hverdagsdøgn excl. gang

Transportmiddel

2012

Basis 2025

Strategi

Effekt 

Bil

3.533.000

3.879.000

3.842.000

-37.000 

Kollektiv trafik

959.000

1.100.000

1.140.000

40.000 

Cykel

1.192.000

1.222.000

1.252.000

30.000 

I alt hovedstadsområdet 

5.684.000

6.201.000

6.234.000

33.000 


I perioden frem til 2025 forventer Trængselskommissionen ca. 130.000 nye indbyggere og ca. 57.000 nye arbejdspladser i hovedstadsregionen – heraf de fleste i Københavns og Frederiksberg kommuner. Samtidig øges bilejerskabet i alle dele af hovedstaden.

Bilejerskabet og det øgede befolkningstal er især baggrunden for, at kommissionens anbefalinger ikke løser alle trængsels­problemerne. Trængselen i Københavns og Frederiksberg Kommuner vil uden strategien stige fra 10,4% i 2012 til 15,3% i 2025 (målt som forsinkelsestidens andel af bilkørselstiden), men med Trængselskommissionens tiltag, vil stigningen blive reduceret til 13,4%. Kun ved indførsel af roadpricing, vil trængselen være under dagens niveau.

Tabel 2: Trængsel i hovedstaden – Forsinkelsestidens andel af bilkørselstiden.

Område

2012

Basis 2025

Strategi

Strategi og roadpricing

Indre bydele

10,4%

15,3%

13,4%

9,5%

Ringbyen

5,0%

9,7%

8,2%

4,5%

Korridorerne

3,8%

5,6%

5,1%

3,9%

I alt

5,6%

9,3%

8,1%

4,9%

 

Forsinkelse for bustrafikken er ikke tilsvarende opgjort, men det bemærkes af kommissionen, at buspassagererne rammes relativt hårdere af trængsel, da busser fortrinsvis kører i trængselsbelastede områder. Forsinkelse for cykeltrafikken og fodgængertrafikken er ikke søgt opgjort.

Miljø

På grund af almindelig udskiftning af vognparken til mindre forurenende biler, vil luftforureningen i København blive reduceret i 2025. Trængselskommissionens tiltag giver på miljøsiden kun få effekter herudover. Udvidelsen af miljøzonen vil således især have en effekt i de nærmeste år idet udskiftningen af vognparken løbende vil mindske effekten af dette regulerende tiltag frem til 2025.

I centralkommunerne, hvor luftforureningen er værst, vil Trængsels­kommissionens tiltag i 2025 reducere udledningen af partikler og NOx fra trafikken med henholdsvis 2,6% og 6,1% i forhold til et scenarie, hvor ingen af kommissionens tiltag implementeres.

CO2-udledningen fra trafikken forventes at stige lidt, hvis kommissionens anbefalinger udføres. Det skyldes især forslagene til nye motorveje samt til mere kapacitet på de eksisterende motorveje. Dette står i kontrast til Københavns Kommunes klimaplan KBH 2025, hvor der tilstræbes en stor reduktion i CO2-udledningen fra trafikken.

Pendling til og fra Københavns Kommune

Den største del af trængselen findes i Københavns og Frederiksberg kommuner. Pendling fra og til ringbyen og byfingrerne er med til at skabe denne trængsel. Dette søges blandt andet løst ved at opgradere den kollektive togtrafik til Helsingør og Roskilde samt på ringbanen mellem Ny Ellebjerg og Hellerup. Endvidere fokuserer kommissionen på at lede trafikken rundt om København via en forlængelse af ring 4 samt mere kapacitet på motorring 3. Den bedre kollektive trafik i byfingrerne og på tværs i ringbyen giver således en positiv trængselseffekt i de indre bydele. Det skyldes at færre vil benytte bilen til pendling til og igennem København.

I kommissoriet for Trængselskommissionen blev specifikt nævnt, at kommissionen ikke skulle beskæftige sig med en trængselsring, men at landsdækkende roadpricing skulle analyseres. Anbefalingen fra kommissionen er her, at der arbejdes videre med et forsøg med landsdækkende roadpricing.

Københavns Kommunes rolle i Trængselskommissionen

Københavns Kommunes deltagelse i Trængselskommissionen er sket med udgangspunkt i kommunens vedtagne politikker og strategier på området, herunder indstilling om udbygning af kollektiv infrastruktur i København (KIK), Bynet 2018, Kommuneplan 2011, Klimaplan 2025, Handlingsplan for Grøn Mobilitet, Københavns Cykelstrategi, Ren luft planen og beslutning om linjeføring for havnetunnel.

Løsning

Trængselskommissionens betænkning tages til efterretning.

Videre proces

Københavns Kommune har jf. ovenstående liste fået mange væsentlige projekter med i betænkningen. Fremover vil Københavns Kommune i samarbejde med de relevante parter arbejde aktivt for at de vigtigste initiativer fra betænkningen konkretiseres og gennemføres.

 

 

Claus Juhl                           /Anne Skovbro

Beslutning

Dagsordenspunkt 10: Trængselskommissionens betænkning

Økonomiudvalgets beslutning i mødet 26. november 2013

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top