Ændring af Københavns Kommunes styrelsesvedtægt i forbindelse med etablering af ligestillingsenhed
Borgerrepræsentationen vedtog den 4. marts 2021 et medlemsforslag, der pålagde Økonomiforvaltningen at placere det koordinerende ansvar for ligestilling under Økonomiudvalget samt at udarbejde et budgetnotat om udgifter til en ny ligestillingsenhed.
Økonomiudvalget behandlede hhv. den 10. og 25. august 2021 oplæg til håndtering af medlemsforslaget, og der blev efterfølgende afsat midler til en model for etablering af en ligestillingsenhed med fokus på kønsligestilling blandt københavnerne i budgetaftalen for 2022.
Der skal med denne indstilling tages stilling til et kommissorium for ligestillingsenhedens arbejde og en ændring af Københavns Kommunes Styrelsesvedtægt med henblik på, at det koordinerende ansvar for det borgerrettede kønsligestillingsområde formelt kan placeres under Økonomiudvalget fra 1. januar 2022.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at ændringerne i Styrelsesvedtægt for Københavns Kommune, som beskrevet i løsningsafsnittet, godkendes,
- at kommissorium for ligestillingsenheden, som beskrevet i bilag 1, godkendes,
- at det godkendes, at 1. indstillingspunkt oversendes til andenbehandling i Borgerrepræsentationen, jf. § 2, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse, med henblik på ikrafttræden den 1. januar 2022.
Problemstilling
Det fremgår af medlemsforslaget stillet af Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Alternativet, ”at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen med inddragelse af andre relevante forvaltninger at udarbejde
- et forslag til ændrede styrelsesvedtægter til politisk behandling, så det overordnede og koordinerende ansvar for ligestilling organisatorisk placeres under Økonomiudvalget fra 1. januar 2022, f.eks. i form af et sekretariat, nævn eller paragraf 17 stk. 4-udvalg,
- et budgetnotat til forhandlingerne om budget 2022, der beskriver udgifterne til de nødvendige kompetencegivende årsværk i et nyt ligestillingskontor fra 2022.”
Af budgetaftalen for 2022 fremgår det, at ”Parterne er enige om at samle den overordnede og koordinerende indsats på kønsligestillingsområdet blandt københavnerne under Økonomiudvalget og i den forbindelse oprette en ligestillingsenhed. Enheden varetager den overordnede og koordinerende indsats på kønsligestillingsområdet for alle københavnere (model 1).”
Løsning
Den formelle placering af det koordinerende ansvar for den borgerrettede kønsligestilling under Økonomiudvalget forudsætter en ændring af Københavns Kommunes gældende styrelsesvedtægt.
Det foreslås, at ændringen sker ved tilføjelse af et nyt stk. 5 i styrelsesvedtægtens § 12 om Økonomiudvalgets ansvarsområder: ”Udvalget varetager den overordnede og koordinerende indsats på kønsligestillingsområdet for alle københavnere. Udvalget bistår desuden med rådgivning om og opfølgning på forvaltningernes kønsligestillingsindsats.”
Stk. 5 - stk. 8 i den gældende vedtægt bliver herefter til stk. 6 - stk. 9. Ændringen af styrelsesvedtægten er desuden beskrevet i bilag 2. I bilag 3 er ændringen skrevet ind i styrelsesvedtægten med rød skrift.
Borgerrepræsentationen forventes at andenbehandle sagen om Redaktionelle og Tekniske ændringer af Styrelsesvedtægt for Københavns Kommune 2021 på mødet den 14. oktober 2021. Her vil en række redaktionelle og tekniske ændringer til vedtægten træde i kraft. Bilag 3 hvori den foreslåede ændring til styrelsesvedtægten er skrevet ind, er således skrevet i den version af styrelsesvedtægten, som forventes endeligt vedtaget i Borgerrepræsentationen den 14. oktober 2021.
Rammerne for ligestillingsenhedens formål, opgaver og organisering fremgår af vedlagte kommissorium (bilag 1), der sammenfatter indholdet i budgetnotat udarbejdet ifm. budgetforhandlingerne og indstillingerne til Økonomiudvalget hhv. den 10. og 25. august 2021. Kommissoriet er udarbejdet med inddragelse af Kredsen af administrerende direktører.
Det fremgår af kommissoriet, at ligestillingsenheden har til opgave, at:
- Udvikle en ligestillingspolitik med fokus på kønsligestilling for borgere i København, f.eks. i fritidslivet, skolelivet, arbejdslivet mv.
- Udarbejde en årlig statusredegørelse for kønsligestilling
- Tilbyde rådgivning og vejledning til forvaltningerne om systematisk inddragelse af kønsligestillingsperspektivet i de borgerrettede indsatser og politikker, der igangsættes.
Det fremgår endvidere, at Økonomiudvalget har det koordinerende ansvar for den kønsmæssige ligestillingsindsats for borgere i Københavns Kommune, og at de stående udvalg fortsat vil skulle godkende og kunne tage initiativ til ligestillingsindsatser inden for eget fagområde.
Økonomi
Det fremgår af budgetaftalen, at der afsættes 2,7 mio. kr. årligt på service fra 2022-2025 til at oprette en ligestillingsenhed.
Videre proces
Det følger af § 2, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse, at ændringer i styrelsesvedtægten skal undergives to behandlinger i Borgerrepræsentationen med mindst seks dages mellemrum.
Såfremt Borgerrepræsentationen godkender indstillingen på sit møde den 4. november 2021, vil sagen overgå til andenbehandling i Borgerrepræsentationen den 2. december 2021.
Efter andenbehandlingen i Borgerrepræsentationen vil den reviderede styrelsesvedtægt blive sendt til Ankestyrelsen til orientering, jf. § 2, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse.
Ligestillingsenheden etableres og påbegynder sit arbejde efter den 1. januar 2022.
Søren Hartmann Hede /Mads Grønvall
Beslutning
Dagsordenspunkt 7: Ændring af Københavns Kommunes styrelsesvedtægt ifm. etablering af ligestillingsenhed (2021-0311314)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 26. oktober 2021
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.