Frigivelse af midler til nærgenbrugsstation på Kofoeds Skole, Amager Øst
Før Borgerrepræsentationen kan tage stilling til en indstilling, skal Økonomiudvalgets erklæring om enhver sag, der vedrører kommunens planlægningsopgaver, økonomiske forhold eller almindelige administrative forhold, indhentes, jf. Københavns Kommunes styrelsesvedtægt § 12, stk. 5.
I nærværende indstilling, skal Økonomiudvalget således alene tage stilling til den foreslåede erklæring i afsnittet "Indstilling".
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til frigivelse af midler til etablering af en nærgenbrugsstation i Holmbladsgade på Amager Øst.
Tidligere beslutninger
Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
- at der frigives en anlægsbevilling på 5,0 mio. kr. i 2022 på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling, takstfinansieret anlæg. De bevillingsmæssige konsekvenser fremgår af økonomiafsnittet.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
Problemstilling
Ifølge Ressource- og Affaldsplan 2024 - Cirkulær København (Borgerrepræsentationen 13. december 2018) skal der inden udgangen af 2024 etableres seks nye nærgenbrugsstationer – herunder tre permanente og tre midlertidige/alternative nærgenbrugsstationer – for at øge kildesorteringen af affald og direkte genbrug, og derved bidrage til at nå de fastlagte mål i Cirkulær København. Nærgenbrugsstationerne skal hovedsageligt bygges af genbrugsbyggematerialer.
Med denne indstilling søges frigivelse af midler til igangsættelse af etablering af en nærgenbrugsstation på Amager Øst, Holmbladsgade Nærgenbrugsstation. Nærgenbrugsstationen er den første af de tre permanente nærgenbrugsstationer, der etableres i planperioden.
Københavns Ejendomme har sideløbende forhandlet en lejekontrakt for det areal, hvor nærgenbrugsstationen skal ligge. Denne lejekontrakt forelægges til godkendelse på samme møde i Økonomiudvalget som denne indstilling.
Løsning
Forvaltningen har kortlagt mulige placeringer på tværs af kommunen i indsatsen med at etablere seks nye nærgenbrugsstationer frem mod 2024, og har fundet det oplagt at placere en nærgenbrugsstation i Holmbladsgadeområdet på Amager Øst, da områdets beboere ikke i forvejen har nem adgang til en nærgenbrugsstation.
Holmbladsgade, hvor nærgenbrugsstationen skal placeres, støder i sin østlige ende op til det byudviklingsområde, som nu bebygges ned mod Amager Strand. På den måde kan de to områder løfte og udvikle hinanden. Lige overfor Kofoeds Skole er en ny folkeskole på vej, og da nærgenbrugsstationer helst skal placeres, hvor der er mange mennesker og aktiviteter, opfattes dette positivt.
At etablere en nærgenbrugsstation hos Kofoeds Skole er hensigtsmæssigt, da både Teknik- og Miljøforvaltningen og skolen arbejder med dagsordner som genbrug, reparation, inddragelse af borgerne i ressourcedagsordenen og meningsfulde arbejdspladser for socialt udsatte.
Nærgenbrugsstationen bliver etableret på et areal på ca. 420 m2 (bilag 2) på Kofoeds Skole i Holmbladsgade 122. Nærgenbrugsstationen vil være bemandet mindst tre dage om ugen med adgang til f.eks. bytterum og aflevering af alle fraktioner, men indrettes, så nogle af faciliteterne er tilgængelige hele døgnet, f.eks. sortering og aflevering af pap, papir, plast, metal og batterier.
Kofoeds Skole er i gang med en transformering af skolen, så den åbner op mod de kvarterer, der omgiver skolen. I den proces skal skolen nu bygge faciliteter til deres egen affaldshåndtering. Bygningerne, der planlægges, koordineres med udformningen af nærgenbrugsstationen, så de fremstår harmoniske og logisk placerede i forhold til hinanden og i forhold til benyttelsen for borgerne.
Københavns Kommune bygger kun nærgenbrugsstationen, se idéforslag i bilag 3. Når midlerne er frigivet, udbydes projektet og tilpasses den økonomiske ramme på 5 mio. kr., jf. bilag 4.
Byggeriet af nærgenbrugsstationen skal leve op til krav i Miljø i Byggeri og Anlæg, og skal derudover bygges af mindst 50 % genbrugsbyggematerialer, så det øger genbruget og signalerer genbrug og genanvendelse.
Nærgenbrugsstationer i København
Nærgenbrugsstationerne spiller en vigtig rolle i det københavnske affaldssystem, som det fremgår af Cirkulær København. Nærgenbrugsstationerne er kendetegnet ved at være lokalt forankrede og tilbyde øgede sorteringsmuligheder. Samtidig har nærgenbrugsstationerne bytterum, hvor effekter, der er for gode til at smide ud, kan byttes mellem lokale borgere, hvilket er populært blandt nærgenbrugsstationernes brugere.
Nærgenbrugsstationerne fungerer derudover som et udstillingsvindue for kommunens affaldsløsninger og er et sted, hvor borgerne kan få hjælp, viden og vejledning om affald og ressourcer. Nærgenbrugsstationerne er typisk bemandede tre til fire dage om ugen, herunder to hverdage, hvor der er åbent fra 10-18, og én til to dage i weekenden, hvor der er åbent fra kl. 10-16. På en almindelig åbningsdag er der gennemsnitligt ca. 150 besøgende på hver nærgenbrugsstation. Nærgenbrugsstationer kan bruges af alle borgere, men anvendes primært af borgere inden for en radius af 500 meter omkring nærgenbrugsstationen.
Den nærmeste genbrugsstation i området er Vermlandsgade Genbrugsstation, der ligger ca. 1,2 km væk i Herjedalsgade 2-4. Den nærmeste nærgenbrugsstation er Hørgården Nærgenbrugsstation, der ligger ca. 2,2 km væk på Brydes Allé 60A. Bilag 5 viser genbrugsstationer og nærgenbrugsstationer i kommunen.
Leje
Kommunen skal indgå lejekontrakt med Kofoeds Skole. Lejen svarer til markedslejen for lejemål med sammenligneligt formål.
Københavns Ejendomme (KEID) har på vegne af Teknik- og Miljøforvaltningen forhandlet sig frem til vilkår for lejemålet, herunder prisfastsættelsen.
Lejemålet overtages 1. januar 2022.
Økonomi
Med den endelige vedtagelse af Ressource- og Affaldsplan 2024 (Borgerrepræsentationen 13. december 2018) blev der afsat 15,0 mio. kr. til tre permanente nærgenbrugsstationer finansieret af affaldsgebyrerne. Midlerne er afsat inden for rammen af Cirkulær København. Med denne indstilling frigives 5,0 mio. kr. på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Takstfinansieret anlæg, funktion 1.38.65.3, til etablering af en nærgenbrugsstation i Holmbladsgade, jf. tabel 1:
Tabel 1. Anlægsbevilling – frigivelse af anlægsmidler
Udvalg |
Aktivitet/projekt |
Bevilling (nr. og navn) |
Funktion |
Beløb i 1.000 kr. |
|
2022 |
I alt |
||||
TMU |
RAP24, initiativ 3.2, 3 nye genbrugsstationer (Holmbladsgade Nærgenbrugsstation) |
2020 - Takstfinansieret anlæg |
1.38.65.3 |
5.000 |
5.000 |
I alt |
- |
- |
- |
5.000 |
5.000 |
TMU = Teknik- og Miljøudvalget
Lejeudgiften er indeholdt i de afledte driftsudgifter som følge af Cirkulær København på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Affaldsområdet i 2022 og frem, og dermed omfattet af affaldsgebyrerne, jf. Budgetforslaget.
De samlede årlige drifts- og lejeudgifter vil være på 814.220 kr.
Videre proces
Når frigivelse af midler til etablering af nærgenbrugsstationen og lejekontrakten tiltrædes af Borgerrepræsentationen, vil lejekontrakten blive underskrevet, og arbejdet med at detailprojektere nærgenbrugsstationen går i gang.
Nærgenbrugsstationen forventes ibrugtaget primo 2023.
Søren Wille /Karsten Biering Nielsen
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at der etableres en nærgenbrugsstation i Holmbladsgade på Amager Øst.
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at der frigives en anlægsbevilling på 5,0 mio. kr. i 2022 på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling, takstfinansieret anlæg. De bevillingsmæssige konsekvenser fremgår af økonomiafsnittet.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 4. oktober 2021
Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt uden afstemning.
Indstillingens 2. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Beslutning
Dagsordenspunkt 23: Frigivelse af midler til nærgenbrugsstation på Kofoeds Skole, Amager Øst (2021-0274541)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 26. oktober 2021
Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.