Revisionsrapport - Hjemtagelse af statsrefusion i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen
Kommunens interne revision har gennemført en revision af udvalgte områder i forbindelse med hjemtagelse af statsrefusion i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen. Undersøgelsen har vist, at der er områder, hvor der ikke hjemtages refusion i det omfang, som kunne forventes. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har iværksat tiltag, der skal imødekomme alle de forhold, revisionen påpeger. Rapporten indeholder en gul (prioritet 2) bemærkning.
Revisionsrapporten er fremsendt til Beskæftigelses- og Integrationsudvalget til orientering.Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
- at Intern Revisions rapport om hjemtagelse af statsrefusion, samt Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens handleplaner hertil tages til efterretning.
Problemstilling
Kommunens interne revision har i overensstemmelse med revisionsplanen for 2020 gennemført en revision af udvalgte områder i forbindelse med hjemtagelse af statsrefusion i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen (BIF). Undersøgelsens formål er at vurdere, om der er områder, hvor BIF ikke hjemtager den statsrefusion, som man er berettiget til. Undersøgelsen har vist, at der er områder, hvor der ikke hjemtages refusion i det omfang, som kunne forventes. På baggrund af undersøgelsen afgives en gul (prioritet 2) bemærkning.
De gennemgåede stikprøver viser, at der kan berigtiges 8,6 mio. kr. vedrørende områderne blandt andet tilskud til uledsagede flygtningebørn, grundtilskud og resultattilskud. Herudover har gennemgangen vist, at man har hjemtaget dobbelttilskud i 19 tilfælde for i alt 1,3 mio. kr. Med udgangspunkt i de foretagne stikprøver er der estimeret et potentiale på yderligere 17-22 mio.kr. vedrørende resultattilskud for beskæftigelse og uddannelse samt resultattilskud for bestået danskuddannelse.
Løsning
BIF har på baggrund af Intern Revisions observationer iværksat tiltag, der skal sikre korrekt hjemtagelse af statsrefusion. I forbindelse med den endelige restafregning for 2020 er der foretaget berigtigelser og hjemtaget refusion vedrørende tilskud til uledsagede flygtningebørn for perioden 2017-2020 (1,1 mio.kr.), berigtigelser vedrørende Resultattilskud for bestået danskkursus for 2017 (0,7 mio.kr.) samt Danskbonus for perioden 2018-2020 (4,2 mio.kr.). Man har således hjemtaget 6,0 mio.kr. af de netto 7,4 mio. kr., som er identificeret på cpr-nr. De medtagne berigtigelser på det endelige statsrefusionsskema for 2020 er alle godkendt af kommunens eksterne revisor Deloitte.
På baggrund af revisionens observationer har BIF tilpasset rapporter og processer for refusionshjemtagelse, så fejl undgås fremadrettet. BIF vil i tråd med revisionens anbefalinger udarbejde en ny forretningsgang og arbejdsgang for tilskudshjemtagelsen på integrationsområdet. Udover de ændrede rapporter vil arbejdsgangen indeholde kontrolopgaver i forhold til mangelfuld registrering af resultattilskud.
Tidsfrist for afslutning af implementering af alle tiltag er ultimo 2021, så det er implementeret inden den endelige hjemtagelse af tilskud for 2021.
Økonomi
Sagen har ingen selvstændige økonomiske konsekvenser.
Videre proces
I forlængelse af revidering af årsregnskabet udarbejder revisionen en revisionsberetning på baggrund af årets revision. Gule (prioritet 2) bemærkninger medfører ikke revisionsbemærkninger i årsberetningen.
Revisionsberetningen for regnskab 2021 afleveres til kommunen senest den 1. juni 2022 og bliver forelagt Økonomiudvalget til orientering under dagsordenens punktet "Meddelelser fra overborgmesteren" i juni 2022.
Beslutning
Dagsordenspunkt 21: Revisionsrapport - Hjemtagelse af statsrefusion i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen (2021-0260704)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 26. oktober 2021
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.