Mødedato: 26.10.2021, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Tilpasninger i busnettet på baggrund af Movias evaluering af Nyt Bynet

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen forelægges forslag til tilpasninger i busnettet på baggrund af Movias evaluering af Nyt Bynet til godkendelse. Den driftsøkonomiske virkning er neutral. Bustilpasningen medfører behov for mindre anlægstiltag, i form af genetablering af fire stoppesteder på Vesterbrogade, der medfører nedlæggelse af fire parkeringspladser. Ændringerne skal bestilles hos Movia ved den årlige trafikbestilling senest primo november 2021, og ændringerne vil i så fald forventeligt træde i kraft ultimo juni 2022.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at forslag om bustilpasninger på linje 7A, 26 og 18 godkendes,
  2. at det godkendes, at der gives en anlægsbevilling til Teknik- og Miljøudvalget på 0,7 mio. kr. til etablering af mindre anlægstiltag, i form af genetablering af fire stoppesteder,
  3. at det godkendes, at der til finansiering af anlægsudgifterne overføres 0,1 mio. kr. i anlæg i 2021 og 0,6 mio. kr. i 2022 fra Økonomivalget til Teknik- og Miljøudvalget.

Problemstilling

Økonomiudvalget blev den 13. august 2021 orienteret om Movias evaluering af Nyt Bynet, herunder mulige indsatsområder. Formålet med Nyt Bynet var at tilpasse busnettet til Cityringen, så der blev skabt et sammenhængende kollektivt transportsystem.

Ønsket i Nyt Bynet om at skabe sammenhæng og koble buslinjerne op på nye såvel som gamle metro- og togstationer har i nogle tilfælde ikke kunnet forenes lige godt med det samtidige ønske om fortsat god fladedækning. I området omkring Frederiksberg Allé Station endte Vesterbrogade mellem Platanvej/Vester Fælledvej og Frederiksberg Allé i Nyt Bynet således uden busbetjening, da samtlige buslinjer blev lagt forbi metrostationen på Frederiksberg Allé. I samme område har Frederiksberg Kommune og Movia endvidere modtaget kritik fra borgere om, at der kører to højfrekvente A-buslinjer - linje 7A og 9A - igennem den relativt smalle Platanvej.

Linje 18 har med Nyt Bynet overtaget dele af den nedlagte linje 8A’s strækning mellem Valby St. og Lersø Park Allé, da forventningen var, at Cityringen ville overtage de fleste passagerer i korridoren. Nyt Bynet evalueringen peger på, at busdriften i myldretiderne og om aftenen på linje 18 er tilstrækkelig, mens der er identificeret enkelte udfordringer ift. kapaciteten i dagtimerne mellem myldretiderne.

Løsning

Nedenfor beskrives de foreslåede ændringer på linje 26, 7A og 18 på baggrund af Movias evaluering og anbefalinger. Økonomiforvaltningen vurderer, at de foreslåede ændringer trafikfagligt er velbegrundede.

Initiativ 1: Justeringer af linje 7A og 26 ved Frederiksberg Allé St. og Vesterbrogade

Med initiativet bliver ruterne for linje 7A og 26 lagt om, samtidig med at der genoprettes fire stoppesteder på Vesterbrogade bl.a. i nærheden af Sundhedshus Vesterbro. Genetableringen af de fire stoppesteder medfører nedlæggelse af i alt fire parkeringspladser, der skal besluttes af Teknik- og Miljøudvalget.

Med initiativet reduceres antallet af busser på Platanvej fra to til én buslinje (linje 9A). Vesterbrogade vil igen få busbetjening mellem Platanvej og Frederiksberg Allé med linje 26. Linje 26 får et mere direkte ruteforløb, og dermed kortere rejsetid, fra Valby til Indre By.

Vesterbrogade, Frederiksberg Allé og Gammel Kongevej vil alle få en mere ensartet og dermed mere forståelig busbetjening, end de har i dag.

Antallet af busafgange med forbindelse til Frederiksberg Allé St. reduceres fra 23 til 19 i myldretiderne og fra 15 til 12 i aftentimerne. Linje 26 mister stoppestedet ved Frederiksberg Allé St. og passagerer skal derfor gå ca. 450 m fra Vesterbrogade til Frederiksberg Allé St. via Platanvej, hvis de ønsker at bruge denne metrostation. Passagerer på strækningen fra krydset Valby Langgade/Fasanvej til krydset Pile Allé/Vesterbrogade, der ønsker at skifte til Cityringen, kan benytte linje 18, som betjener samme strækning og som har forbindelse til metroen ved Frederiksberg St. (Frederiksbergcentret).

Frederiksberg Kommune støtter initiativet.

Initiativ 2: Justeringer af linje 18 mellem Emdrup Torv og Lergravsparken St.

Initiativet omhandler flere afgange på linje 18 i dagtimerne uden for myldretiden, der vil medføre, at siddepladskapaciteten bliver bedre, og at der vil være mindre ventetid mellem afgangene.

På baggrund af Movias anbefalinger og høring af berørte lokaludvalg foreslås det at øge driften mellem Valby St. og Emdrup Torv fra 3 til 4 afgange i timen i dagtimerne uden for myldretiden, hvor der opleves kapacitetsudfordringer. Det vil ligeledes medføre et øget antal afgange mellem Bella Center St. og Valby St. og Ørestad St. og Bella Center St. Betjeningen mellem Lergravsparken og Bella Center St. vil blive fastholdt med 6 afgange i timen i dagtimerne uden for myldretiden.

Initiativ 2 er baseret på en ”normalsituation”, hvilket vil sige, at det er baseret på en situation inden COVID-19, hvor passagertallet har været reduceret. Den længerevarende effekt af pandemien for kollektiv trafik er ikke kendt, hvilket kan få indflydelse på linjens passagertal og de skønnede passagerfremgange for initiativet og dermed også økonomien. Ligeledes har kapacitetsudfordringerne det seneste år under COVID-19 restriktionerne heller ikke været til stede i samme grad som under en normalsituation.

Frederiksberg Kommune støtter initiativet.

Høring af lokaludvalg

De berørte lokaludvalg (Valby, Vesterbro, Kgs. Enghave, Indre By, Nørrebro, Bispebjerg, Amager Øst og Amager Vest) har modtaget høringsmateriale (bilag 1). Høringsprocessen har været relativt kort, hvilket skyldes, at Movia skal modtage trafikbestillingen fra Københavns Kommune senest primo november 2021, hvis bustilpasningerne skal gennemføres ved den førstkommende køreplansændring ultimo juni 2022.

Valby, Vesterbro, Kgs. Enghave, Nørrebro, Bispebjerg, Amager Øst og Amager Vest Lokaludvalg har afgivet høringssvar, som kan ses i bilag 2. I bilaget er vedlagt et resumé af synspunkterne i høringssvarene i forhold til de to initiativer i høring og Økonomiforvaltningens bemærkninger hertil.

Vesterbro, Valby, Kgs. Enghave og Nørrebro lokaludvalg bakker overvejende op om forslaget.

I høringsmaterialet foreslog Økonomiforvaltningen en justering af linje 18, som ville medføre en reduktion i antal afgange mellem Lergravsparken og Bella Center St. fra 6 til 5 uden for myldretiden. Amager Øst lokaludvalg bakker ikke op om forslaget. På baggrund af høringen har Økonomiforvaltningen valgt at anbefale en løsning, hvor den nuværende betjening fastholdes mellem Lergravsparken og Bella Center St.

Amager Vest Lokaludvalg har ikke forholdt sig til indholdet af høringen grundet utilfredshed med svarfristen. Nogle af lokaludvalgene har i deres høringssvar også peget på andre ønsker til ændringer af busdriften i deres område.

Økonomi

Initiativ 1 medfører samlet set en årlig mindreudgift på ca. 1 mio. kr. for Københavns Kommune på grund af kortere ruteforløb for linje 26. Initiativ 2 medfører en årlig merudgift på ca. 1 mio. kr. for Københavns Kommune. Udgifterne til initiativ 1 og 2 vil udligne hinanden, så den driftsøkonomiske virkning er neutral.

Tilpasningen af busnettet skal ske inden for det vedtagne budget. De to initiativer kan derfor gennemføres samlet. Det er ikke muligt at beslutte initiativ 2 alene, da det vil medføre en merudgift udover det vedtagne budget.

Initiativ 1 kræver mindre anlægstiltag i form af oprettelse af to stoppestedpar (4 stoppesteder) på Vesterbrogade, herunder nedlæggelse af 4 parkeringspladser. Udgiften hertil er 0,7 mio. kr., der foreslås finansieret af Økonomiudvalgets pulje til busfremkommelighed inkl. anlægsmåltal i 2021 og 2022 efter aftale med Teknik- og Miljøforvaltningen. Det er ligeledes aftalt, at provenutabet på cirka 0,01 mio. kr. forbundet med nedlæggelsen af de fire parkeringspladser afholdes indenfor Teknik- og Miljøudvalgets ramme i 2022, såfremt anlægsprojektet besluttes i Teknik- og Miljøudvalget. Provenutabet indgår i beregningen af årets samlede provenuændring, og en eventuel manko søges kompenseret i forbindelse med de kommende budgetforhandlinger. Provenutabet har ingen finansiel betydning for Københavns Kommune, men påvirker servicemåltallet 1:1.

Tabel 1: Oversigt over anlægsudgifter og driftsudgifter

1.000 kr., 2021 p/l

Udvalg

Bevilling

2021

2022

2023

2024

I alt

Anlægsudgifter

Finansiering fra Økonomiforvaltningens pulje til busfremkommelighed

ØU

Økonomisk forvaltning, anlæg

-75

-600

0

0

-675

Genopretning af fire stoppesteder

TMU

Ordinær anlæg

75

600

0

0

675

Anlægsudgifter i alt

0

0

0

0

0

ØU = Økonomiudvalget
TMU = Teknik- og Miljøudvalget 

Tabel 2. Anlægsbevillinger – frigivelse af anlægsmidler

Udvalg

Aktivitet/
projekt

Bevilling
(nr. og navn)

Funktion

Beløb i 1.000 kr.

(2021 p/l)

I årene 2021-2022

TMU

Genopretning af fire stoppesteder

Ordinær Anlæg

2.28.23.3

675

I alt

-

-

-

675

 

 

 

 

 


Videre proces

Hvis indstillingen godkendes, vil Økonomiforvaltningen bestille ændringerne hos Movia ved den årlige trafikbestilling primo november 2021, og ændringerne vil forventeligt træde i kraft ultimo juni 2022. Derudover vil Teknik- og Miljøudvalget blive forelagt en indstilling om nedlæggelse af de 4 parkeringspladser som følge af initiativ 1.

Andre fokusområder påpeget i evaluering af Nyt Bynet er Økonomiforvaltningen i dialog med Movia og andre berørte kommuner om.

Økonomiforvaltningen vil også fortsætte dialogen med lokaludvalgene om de forslag, de peger på i deres høringssvar.

Søren Hartmann Hede          /Søren Tegen Pedersen

Beslutning

Dagsordenspunkt 12: Tilpasninger i busnettet på baggrund af Movias evaluering af Nyt Bynet (2021-0299992)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 26. oktober 2021

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning. 

Til top