Lokaler til fremskudt beskæftigelsesindsats i Tingbjerg
Tidligere beslutninger
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
-
at Københavns Ejendomme bemyndiges til at gøre betinget lejekontrakt endelig for 3.-mandslejemål i Tingbjerg,
-
at det godkendes, at der deponeres 1,4 mio. kr. Deponering finansieres af midler fra opsagt lejemål.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets budgetramme.
Problemstilling
Den fremskudte beskæftigelsesindsats har i dag lokaler i Tingbjerg Forum, Midtfløjene 14, 1 sal. Huslejeudgifterne udgør en stor andel ud af et lille budget til den fremskudte indsats. De løbende huslejeudgifter ønskes derfor reduceret.
Praktiserende læger ønsker at overtage den fremskudte indsats lokaler. Det understøtter andre prioriteringer i lokalområdet, herunder arbejdet med tryghedspartnerskabet Tingbjerg-Husum samt den boligsociale helhedsplan.
Løsning
FSB har tilbudt indsatsen et alternativt lejemål på 2. sal med en årlig besparelse på 20.000 kr. FSB forestår engangsudgifterne ved flytningen, herunder etablering af en ekstra dør.
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har godkendt flytningen under forudsætning af politisk godkendelse. Lejekontrakten træder i kraft pr. 1. oktober 2017.
Økonomi
Den årlige huslejeudgift falder fra 105.000 kr. til 85.000 kr. FSB har godkendt, at der ikke betales depositum, da der ikke var indbetalt depositum for tidligere lejemål.
Økonomiforvaltningen har beregnet deponeringen for lejemålet til at være 1,4 mio. kr. Til at afholde deponeringsforpligtigelsen benyttes modregningsadgangen fra tidligere opsagt lejemål på Vester Farimagsgade 13 (Karrierestedet).
Videre proces
Såfremt indstillingen godkendes af Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, forelægges den for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
Ved Borgerrepræsentationens godkendelse indgår Københavns Ejendomme endeligt lejemål med udlejer.
Bjarne Winge / Michael Baunsgaard Schreiber
Oversigt over politisk behandling
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
-
at Københavns Ejendomme bemyndiges til at gøre betinget lejekontrakt endelig for 3.-mandslejemål i Tingbjerg
-
at det godkendes, at der deponeres 1,4 mio. kr. Deponering finansieres af midler fra opsagt lejemål.
Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets beslutning i mødet den 28. august 2017
Indstillingen blev godkendt uden afstemning. Udvalget bad forvaltningen undersøge, om Energicenter Voldparken kan anvendes som alternativ placering.
Beslutning
Dagsordenspunkt 10: Lokaler til fremskudt beskæftigelsesindsats i Tingbjerg (2017-0207709)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 26. september 2017
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.