Mødedato: 26.06.2001, kl. 15:00

Evaluering af ansatte på åremålsvilkår

Evaluering af ansatte på åremålsvilkår

for mødet «MDAT» kl

Økonomiudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 26. juni 2001

 

 

J.nr. ØU 200/2001

 

10. Evaluering af ansatte på åremålsvilkår

 

INDSTILLING

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget godkender,

  • at de foreslåede retningslinier følges ved evaluering af de åremålsansatte, for hvem Borgerrepræsentationen er ansættende og afskedigende myndighed, dvs. primært de administrerende direktører og øvrige medlemmer af forvaltningernes direktioner, og
  • at de samme principper følges med hensyn til forvaltningernes evaluering af ansatte i øvrigt på åremålsvilkår.

RESUME

Samtlige administrerende direktører og en række medlemmer af forvaltningernes direktioner er ansat på åremålsvilkår. Det samme forventes fremover at blive tilfældet for en række af de øvrige ledere (direktører), for hvem Borgerrepræsentationen har ansættelses- og afskedskompetencen. Herudover er der – og forventes fortsat at blive – indgået åremålsaftaler for en række ledere ansat på løntrin 50 og højere.

Der er behov for evaluering af de pågældende med henblik på stillingtagen til deres videre ansættelse i 2 situationer, nemlig

  1. i forbindelse med "prøvetidens" udløb og
  2. i forbindelse med åremålsaftalens udløb.

For at sikre en tilfredsstillende evalueringsproces, foreslås det, at de neden for anførte retningslinier følges. Det bemærkes, at evaluering af de ledere på åremålsvilkår, for hvem Borgerrepræsentationen ikke er ansættende/afskedigende myndighed, ikke skal forelægges Økonomiudvalget/Borgerrepræsentationen.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Ansættelse på åremålsvilkår er en tidsbegrænset ansættelse, som primært anvendes med henblik på at imødekomme krav om organisatorisk fleksibilitet og sikre en løbende tilførsel af kreativitet og fornyelse i forvaltningerne.

I overensstemmelse hermed er samtlige administrerende direktører og en række medlemmer af forvaltningernes direktioner ansat på åremålsvilkår. Det samme forventes fremover at blive tilfældet for en række af de øvrige ledere (direktører), for hvem Borgerrepræsentationen har ansættelses- og afskedskompetencen. Herudover er der – og forventes fortsat at blive – indgået åremålsaftaler for en række ledere ansat på løntrin 50 og højere.

Der er behov for stillingtagen til videre ansættelse i 2 situationer, nemlig

  1. i forbindelse med "prøvetidens" udløb og
  2. i forbindelse med åremålsaftalens udløb.

Evalueringen bør i begge situationer tage udgangspunkt i den jobprofil/-beskrivelse, der blev lagt til grund ved besættelse af den pågældende stilling, i Kommunens værdigrundlag og i de 10 fokusområder, herunder den pågældendes varetagelse af organisering, ressourcestyring og udvikling af organisationen (medarbejdere, produkter og ydelser). Evalueringen bør endvidere – navnlig for så vidt angår de administrerende direktører – omfatte politiker-/udvalgs-betjening.

Den enkelte borgmester er den øverste daglige leder af administrationen i sin forvaltning. Forslagene til retningslinier tager udgangspunkt heri, idet det ved evaluering af de åremålsansatte, for hvem Borgerrepræsentationen er ansættende og afskedigende myndighed, forudsættes,

  • at borgmesteren udarbejder indstillinger om den administrerende direktør, og
  • at den administrerende direktør udarbejder indstillinger om øvrige til borgmesteren, der på dette grundlag videresender sin indstilling.

De beskrevne principper følges også ved forvaltningernes evaluering af de ledere på åremåls-vilkår, for hvem Borgerrepræsentationen ikke er ansættende/afskedigende myndighed. Disse evalueringer skal blot ikke forelægges Økonomiudvalget/Borgerrepræsentationen.

Ad 1. ved "prøvetids" udløb:

Ansættelse på åremålsvilkår indebærer blandt andet, at uansøgt afsked af andre årsager end sygdom og tjenesteforseelse kan finde sted inden for 1 år efter, at åremålsstillingen er tiltrådt. Herefter kan uansøgt afsked – bortset fra tilfælde af sygdom og tjenesteforseelse – alene ske efter aftale med den forhandlingsberettigede organisation. Afskedigelsen skal meddeles den pågældende med 1 måneds varsel, dvs. senest ved udgangen af den 11. måneds ansættelse i åremålsstillingen.

Det foreslås derfor, at den enkelte borgmester senest på det tidspunkt, hvor den pågældende medarbejder har været ansat i 9 måneder, fremsender sin vurdering af den pågældende til Økonomiforvaltningen med henblik på forelæggelse for Økonomiudvalget.

Den pågældende selv skal have haft lejlighed til at fremkomme med sin udtalelse til borgmesterens indstilling.

Såfremt Økonomiudvalget finder, den pågældende bør fortsætte ud over "prøvetiden", foretages ikke videre. I de tilfælde, hvor Økonomiudvalget finder, at pågældende bør afskediges inden for "prøvetiden", afgiver Økonomiudvalget sin indstilling til Borgerrepræsentationen. Borgerrepræsentationen træffer – under iagttagelse af lovmæssig høring af den pågældende – den endelige afgørelse.

Ad 2. Ved åremålsaftalens udløb.

Ansættelse på åremålsvilkår er en tidsbegrænset ansættelse. Det indebærer, at pågældende uden opsigelse fratræder åremålsstillingen ved aftalens udløb.

Der er imidlertid mulighed for at forlænge åremålsansættelsen på uændrede vilkår således, at den samlede ansættelse på åremål uden genopslag af stillingen maksimalt kan udgøre 9 år. Der er endvidere mulighed for, at Borgerrepræsentationen efter åremålsperiodens udløb kan beslutte at overføre den pågældende til varig ansættelse i samme stilling, – uden opslag af stillingen.

Der er således behov for at få afklaret Kommunens interesse i at fastholde den pågældende. Heroverfor står den pågældendes interesse i at sikre sin fortsatte karriere, i eller uden for Kommunen. Processen bør altså iværksættes på et meget tidligt tidspunkt før aftalens udløb.

Det foreslås derfor, at den enkelte borgmester senest 1 år før åremålsansættelsens udløb – såvel ved spørgsmål om forlængelse af åremålsaftalen som ved stillingtagen til overførsel til varig ansættelse – fremsender sin vurdering af den pågældende til Økonomiforvaltningen med henblik på forelæggelse for Økonomiudvalget.

Økonomiudvalget afgiver på dette grundlag sin indstilling til Borgerrepræsentationen, der træffer den endelige afgørelse, herunder – i tilfælde af forlængelse af en åremålsaftale – om periodens længde.

Økonomi

-

Høring

-

Andre konsekvenser

-

Bilag

- Oversigt over administrerende direktører og direktionsmedlemmer ansat på åremålsvilkår.

 

 

Erik Jacobsen Hans Simmelkjær

Til top