Mødedato: 26.04.2022, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Københavns Kommunes årsregnskab 2021

Se alle bilag

Økonomiudvalget forelægges Københavns Kommunes årsregnskab for 2021 forud for behandling i Borgerrepræsentationen og efterfølgende oversendelse til kommunens revisor Deloitte.

Regnskabsresultat for 2021 viser, at Københavns Kommune overholder de samlede udgiftsrammer på service og anlæg. Der er i regnskabet for 2021 et mindreforbrug på service på 14 mio. kr., et mindreforbrug på Bruttoanlæg på 594 mio. kr. og et mindreforbrug på Overførsler mv. på 22 mio. kr. I mindreforbruget på service indgår forvaltningernes COVID-19 relaterede merudgifter på 648 mio. kr.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Københavns Kommunes regnskab for 2021, jf. bilag 1 og 2, godkendes og afgives til ekstern revision,
  2. at følgende regnskabsresultater for 2021 tages til efterretning:
  • at der er et mindreforbrug på servicerammen på 14 mio. kr.,
  • at der er et mindreforbrug på anlægsrammen på 594 mio. kr.,
  • at der er et mindreforbrug på overførsler mv. på 22 mio. kr.

Problemstilling

Med denne indstilling præsenterer Økonomiforvaltningen regnskabsresultatet for 2021 for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

Københavns Kommunes regnskab er aflagt efter de gældende regler om udgifts- og omkostningsbaserede regnskaber i Budget- og Regnskabssystem for kommuner, fastlagt af Indenrigs- og Boligministeriet.

Løsning

I de nedenstående afsnit gennemgås hovedresultaterne i det udgiftsbaserede regnskab. De forskellige områder af kommunens regnskab uddybes i årsrapporten (bilag 1) og bevillingsregnskab og obligatoriske oversigter (bilag 2).

Tabel 1 - Budget og regnskabsresultat på service, anlæg og overførsler

Mio. kr.

Vedtaget budget

Korrigeret budget

Regnskab 2021

Afvigelse**

Service

27.681

27.791

27.777

14

ekskl. servicebuffer

27.561

27.930

27.777

153

Bruttoanlæg*

4.123

3.647

3.529

594

Overførsler mv.*

11.718

11.257

11.235

22

* Opgjort eksklusiv det takstfinansierede område (Hovedkonto 1).

** Afvigelsen opgøres til korrigeret budget på overførsler, mens det opgøres til rammen på service og bruttoanlæg.

Service

Regnskabet for 2021 udviser et resultat for serviceudgifter på 27.777 mio. kr., hvilket er 14 mio. kr. under kommunens sigtepunkt for serviceudgifter og 153 mio. kr. under det korrigerede budget, når der ses bort fra servicebufferpuljen. Korrigeret budget har i 2021 ligget over kommunens sigtepunkt, da kommunens servicebuffer ultimo året var negativ, da der er givet tillægsbevillinger til håndteringen af udgifter ift. COVID-19 på serviceområdet, selvom udgifterne kan afholdes udenfor servicerammen. I resultatet for service indgår nettomerudgifter vedrørende COVID-19 for 648 mio. kr.

Økonomiforvaltningen har i løbet af 2021 fulgt op på udvalgenes forventede og realiserede COVID-19 relaterede udgifter. I forbindelse med det forventede regnskab pr. august og oktober 2021, er der udmøntet tillægsbevillinger til forvaltningerne, på områder, hvor det ikke har været muligt at holde de forventede merudgifter inden for egen ramme. Merudgifterne på 648 mio. kr. vedrører særligt test, merarbejde, vikarudgifter og øget rengøring, herudover har der blandt andet været tab af indtægter på parkeringsområdet og på udlejning af lokaler mm. De økonomiske konsekvenser af COVID-19 fremgår af bilag 3

Hvis der ses bort fra COVID-19, har der i 2021 været et samlet mindreforbrug på den ordinære drift på 661 mio. kr., som dækker over en række modsatrettede bevægelser i de enkelte forvaltninger. De største mindreforbrug kan henføres til decentral opsparing og udskydelse af projekter, der skal gennemføres i 2022, omlægning og aflysning af kurser mv., generelle leveringsproblemer samt vakancer som følge af rekrutteringsvanskeligheder.

Tabel 2 - Regnskab 2021 ift. COVID-19-udgifter

Mio. kr.

Sigtepunktet for service

Regnskab 2021 inkl. COVID-19

Afvigelse

Regnskab ekskl. COVID-19

Afvigelse ekskl. COVID-19

Service

27.791

27.777

-14

27.129

-661

 

Det fremgår af tabel 3, at udvalgene samlet set forventede et forbrug i 2021 på 27.917 mio. kr. i forbindelse med forventet regnskab pr. oktober 2021. Det realiserede forbrug er 140 mio. kr. lavere, svarende til 0,5 pct., end forventet pr. oktober 2021.

Tabel 3 - Forventninger til samt resultatet af serviceudgifter i 2021 inkl. COVID-19

Mio. kr.

Vedtaget budget

Forventet regnskab april

Forventet regnskab august

Forventet regnskab oktober

Regnskab 2021

Service

27.681

28.013

28.047

27.917

27.777

 

Bruttoanlæg

Regnskabsresultatet for Bruttoanlæg udviser et forbrug på 3.529 mio. kr., hvilket er et mindreforbrug på 594 mio. kr. i forhold til vedtaget budget. Styringsmodellen på bruttoanlæg medfører, at forvaltningerne i løbet af året kan budgettere over det vedtagne budget og for at sikre en så høj eksekvering som muligt, blev der i forbindelse med budgetaftalen fastsat et måltal på 4,7 mia. kr. Det har ikke været muligt at gennemføre projekter for så stort beløb og forventningerne er således løbende nedjusteret i løbet af året

Tabel 4 - Forventninger til samt resultatet af bruttoanlæg i 2021

Mio. kr.

Vedtaget budget

Forventet regnskab april

Forventet regnskab august

Forventet regnskab oktober

Regnskab 2021

Bruttoanlæg*

4.123

4.531

4.241

3.645

3.529

 

* Opgjort eksklusiv det takstfinansierede område (Hovedkonto 1) under Teknik- og Miljøforvaltningen.

Regnskabsresultatet for 2020 var på 3.395 mio. kr. Forbruget på bruttoanlæg er dermed steget med 134 mio. kr. i forhold til forbruget i 2020. Udgifterne til grundkøb i regnskabet for 2021 er dog væsentligt lavere end i 2020, og det samlede regnskabsresultat dækker således over en væsentlig fremgang i eksekveringsevnen.  Ses der bort fra grundkøb er der fra 2020 til 2021 sket en stigning i eksekveringen på 537 mio. kr. svarende til 19 procent.

 

Overførsler mv.

Regnskabet på Overførsler mv. viser et samlet merforbrug på 483 mio. kr. i forhold til vedtaget budget og et mindreforbrug på 22 mio. kr. i forhold til korrigeret budget. Størstedelen af udgifterne på området vedrører overførselsindkomster og kommunal medfinansiering af sundhedsvæsenet.

De faktiske nettoudgifter til overførselsindkomster ligger dermed 5,8 procent over vedtaget budget, som kan henføres til, at der i 2021 er sket en stigning i udgifterne til både sygedagpenge og førtidspension, mens der modsatrettet ses lavere udgifter til både forsikrede ledige og kontanthjælp end forudsat i vedtaget budget. Det faldende udgiftsniveau for forsikrede ledige kan henføres til udviklingen i beskæftigelsen efter genåbningen af samfundet efter COVID-19.

Tabel 5 - Forventninger til samt resultatet af overførselsudgifter i 2021

Mio. kr.

Vedtaget budget

Forventet regnskab april

Forventet regnskab august

Forventet regnskab oktober

Regnskab 2021

Overførsler*

11.718

13.102**

11.310

11.317

11.235

 

* Opgjort eksklusiv det takstfinansierede område (Hovedkonto 1) under Teknik- og Miljøforvaltningen.

** Det høje niveau ved aprilprognosen skyldes forventningen til indbetaling af kommunens andel af de indefrosne feriemidler. Disse blev efterfølgende flyttet til de finansielle poster.

Regnskabsresultat, kassebeholdning og langfristet gæld

Det udgiftsbaserede regnskab 2021 viser et resultat på 918 mio. kr., mens der i det vedtagne budget var budgetteret med et resultat på 146 mio. kr. Resultatet af det udgiftsbaserede regnskab er dermed 772 mio. kr. bedre end budgetteret, hvilket skyldes højere indtægter og lavere udgifter til overførsler end forudsat i budgettet. Regnskabsresultatet er udtryk for forskellen mellem kommunens driftsindtægter og driftsudgifter.

Kommunens likviditet var ultimo 2021 på 14.206 mio. kr., hvilket er en stigning på 114 mio. kr. i forhold til ultimo 2020. Den gennemsnitlige likviditet hen over året har i 2021 været på ca. 17.064 mio. kr. Størstedelen af kommunens likviditet er allerede disponeret til anlægsprojekter, fremtidige betalinger og andre indsatser i kommende år.

Københavns Kommunes almindelige langfristede gæld blev i 2021 nedbragt med 119 mio. kr. fra 1.103 mio. kr. til 984 mio. kr. Herudover omfatter kommunens gæld lån vedr. klimasikring og byfornyelseslån og tillagt disse poster, udgør den samlede langfristede gæld 2.675 mio. kr. ultimo 2021.

 

Københavns kommunes balance

Det bærende princip for balancen i kommunens økonomisystem er "en kommune, en balance", dog således, at alle poster kan henføres til den ansvarlige enhed. Det betyder i praksis, at alle poster på balancen kan henføres til et konkret sted, men at fx kommunens gæld til kreditorer opgøres samlet og ikke pr. forvaltning. Pr. 31. december 2021 var der foretaget afstemning på i alt 2.570 balancekonti i hele kommunen, hvoraf 145 konti er kategoriseret som ”Afstemt til opfølgning” og 63 konti er kategoriseret som ”Ikke afstemt”. Der er udarbejdet handleplaner for afstemning af alle udestående konti.

Københavns Kommune har de seneste år implementeret fælleskommunale monopolbrudssystemer, vedr. blandt andet sygedagpenge og ydelsesudbetalinger. Idet der er tale om store tværkommunale systemer, har kommunen været nødt til at acceptere, at de ikke på alle parametre lever op til Københavns Kommunes regler for implementering af nye systemer. Derfor optræder disse systemer blandt de konti, som er kategoriseret som ”ikke afstemt” i 2021. Økonomiforvaltningen har implementeret manuelle kompenserende handlinger og vil i 2022 gå i dialog med leverandøren om løse forholdene og undgå lignende udfordringer fremadrettet.

Økonomiforvaltningen har i 2021 afsluttet afstemningsprojektet på debitorområdet, som Økonomiforvaltningen overtog i 2018, og hermed er der fuld overensstemmelse mellem kommunens debitorsystem Opus Debitor og økonomisystemet Kvantum. Afstemningsarbejdet har resulteret i en samlet nedskrivning på egenkapitalen på 17,5 mio. kr. samt en regulering på driften på -15,7 mio.kr. (merindtægt). Reguleringer på egenkapitalen kan i vid udstrækning tilskrives manglende struktur i konverteringen mellem gammelt og nyt økonomisystem, samt manglende sammenhængende processer, primært som følge af uhensigtsmæssige opsætning i debitorsystemet. Reguleringer på driften skyldes indbetalinger på debitorkrav samt renter på ejendomsskattelån for tidligere år som ikke har været indtægtsført.

Sideløbende med genafstemningsprojektet er der gennemført en lang række genopretningsaktiviteter på debitorområdet. Der arbejdes videre med at sikre, at kommunens debitorprocesser er fuldt ud standardiserede og effektive og dette arbejde forventes at forsætte ind i 2023. I bilag 5 fremgår en uddybning af dette arbejde. I bilag 6 er Intern Revisions notat vedr. afstemningsarbejdet.

Kommunens samlede balance fremgår af årsrapporten (bilag 1), mens afvigelser på bevillinger forklares i bevillingsregnskab og obligatoriske oversigter (bilag 2).

 

Koncernbalancen

I kommunens balance indgår alene kommunens ejerandel af egenkapitalen i kommunalt ejede selskaber, og dermed bl.a. ikke den gæld, kommunen hæfter for som følge af ejerskab i selskaber eller eksplicit garantistillelse.

Københavns Kommune har derfor i regnskab 2021 inkluderet en koncernbalance, der viser en samlet balance for koncernen Københavns Kommune inkl. de datterselskaber, hvor kommunen ejer mindst 50 pct.

Koncernbalancen viser, at Københavns Kommune har en balancesum på i alt 158,5 mia. kr. Et væsentligt punkt ved koncernbalancen er, at kommunen direkte og indirekte, dvs. gennem datterselskaberne, har en langfristet gæld, der er optaget delvis til finansiering af selskabernes anlægsaktiver, f.eks. metroen i København, på 90,5 mia. kr., hvoraf Københavns Kommune hæfter for 58,7 mia. kr. Den langfristede gæld er fra 2020 til 2021 faldet 2,3 mia. kr. Da kommunen som følge af selskabernes retsform og/eller som følge af eksplicit garantistillelse hæfter for gælden, vil Økonomiforvaltningen også fremover arbejde på risikostyringen af denne eksponering. Koncernbalancen fremgår af årsrapporten (bilag 1).

 

Prognosepræcision

Københavns Kommune har fastsat en målsætning for forvaltningernes budgetopfølgning, der angiver en maksimal afvigelse mellem det prognosticerede forbrug og regnskabsresultatet. Dette sker med henblik på at forbedre den økonomiske styring og sikre, at prognoserne er så præcise som mulig.

Tabel 6 - Procentvise afvigelser mellem forventet forbrug og regnskab i 2021 på styringsområder

Procent

April -prognosen

Augustprognose

Oktober -prognosen

Målservice og overførsler

1,5 pct.

1,0 pct.

0,5 pct.

Service inkl. COVID

0,8 pct.

1,0 pct.

0,5 pct.

Overførsler mv.

16,6 pct.

0,7 pct.

0,7 pct.

MålBruttoanlæg

15 pct.

5 pct.

3 pct.

Bruttoanlæg

28,4 pct.

20,2 pct.

3,3 pct.

 

Prognosepræcisionen fordelt på udvalg samt sammenligning med tidligere år fremgår af bilag 4.

På service er prognosepræcisionen høj og lever op til målsætningerne. På overførsler mv. skyldes det store udsving i forbindelse med april-prognosen den forventede indbetaling vedr. de indefrosne feriemidler.

Prognosepræcisionen har også i 2021 været påvirket af COVID-19 på anlægsområdet, hvor der hen over året ses et relativt stort fald i det forventede regnskabsresultat. Økonomiforvaltningen har løbende fokus på mere korrekt periodisering af kommunens anlægsprojekter.

Økonomi

Sagen har ingen selvstændige økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Regnskabet for 2021 oversendes efter Borgerrepræsentationens godkendelse til revisionen.

Deloitte afleverer revisionsberetningen senest den 1. juni 2022. Udvalgene godkender herefter forvaltningernes besvarelse af revisionsberetningen medio august 2022 - på første udvalgsmøde efter sommerferien. Økonomiudvalget oversender herefter udvalgenes besvarelser til Revisionsudvalget, som udarbejder revisionsbetænkningen.

Økonomiudvalget får forelagt det endelige regnskab for 2021 i september 2022 og Borgerrepræsentationen får forelagt det endelige regnskab for 2021 i november 2022.

 

Søren Hartmann Hede / Mads Grønvall

Beslutning

Dagsordenspunkt 5: Københavns Kommunes årsregnskab 2021 (2022-0083396)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 26. april 2022

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Til top