Mødedato: 26.04.2005, kl. 14:00

Medlemsforslag om flytning af Havnebadet fra Havneholmen til Gasværkshavnen

Medlemsforslag om flytning af Havnebadet fra Havneholmen til Gasværkshavnen

Økonomiudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 26. april 2005

 

 


J.nr. ØU 174/2005

 

15. Medlemsforslag om flytning af Havnebadet fra Havneholmen til Gasværkshavnen

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Martin Geertsen (V) foreslår, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

 

at udgifter på 315.000 kr. til flytning af Havnebadet fra Havneholmen til Gasværkshavnen finansieres via puljen til uforudsete udgifter (kontonummer 6.51.3).

 

Motivering:

Sydhavnen skal byudvikles, og det betyder, at havnebadet ved ydersiden af Havneholmen ikke kan bibeholde den nuværende placering i badesæsonerne 2005 til og med 2007.

Badeplatformen ved Havneholmen ejes af KI, som også står for driften af anlægget. På foranledning af KI har Kultur- og Fritidsforvaltningen i samarbejde med blandt andre Miljøkontrollen, Havnen og Økonomiforvaltningen undersøgt mulige alternative placeringer. Det bedste alternativ er en flytning til Gasværkshavnen ved Fisketorvet. En sådan placering er, trods en risiko for et relativt stort antal lukkedage (op til 20 dage), det bedste alternativ. Dette vurderet ud fra kriterier som synlighed, tilgængelighed m.m.

Miljøkontrollen såvel som Københavns Havn har sagt god for en placering i Gasværkshavnen, og Fisketorvet Shoppingcenter, der ejer det kajområde, hvor badeplatformen kan placeres, er ligeledes positivt indstillet. En endelig godkendelse afventes fra Kystdirektoratet m.fl., der endnu ikke har færdigbehandlet sagen.

Tidshorisonten for en placering i Gasværkshavnen vil være til og med sommeren 2007, hvorefter det er hensigten at etablere en permanent bademulighed ved den nye kajkant på ydersiden af Havneholmen.

Omkostningerne til flytningen er beregnet til 315.000 kr. Heri indgår udgifter til ny landgangsbro, forankring og sikkerhedsforanstaltninger m.m.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har i brev af 15. marts 2005 søgt om midler til flytningen i Økonomiforvaltningen. Baggrunden for ansøgningen er, at Kultur- og Fritidsforvaltningen blev orienteret så sent om, at flytningen var nødvendig allerede i 2005, at det ikke var muligt at indarbejde udgifterne hertil i budget 2005. Hertil kommer, at udgifterne er direkte afledt af byudviklingen, samt at der ikke er frie midler i Kultur- og Fritidsudvalgets ramme hertil.

 Økonomiforvaltningen har imidlertid i brev af 18. marts 2005 tilkendegivet ikke at have muligheder for at medvirke til finansiering af de forventede flytteomkostninger.

Det har ligeledes været drøftet med KI, om organisationen selv kan finansiere flytningen. KI har imidlertid tilkendegivet ikke at have midler i budget 2005 til dette formål. 

Da der ikke er midler til flytningen i Kultur- og Fritidsudvalgets ramme for 2005, vil badeplatformen, såfremt Borgerrepræsentationen ikke beslutter det modsatte, blive lagt på land inden badesæsonens start. Udgifterne hertil finansieres af den afsatte ramme til drift i indeværende sæson.

 

Økonomiforvaltningen indstiller:

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form idet det forudsættes, at udgiften forbundet med aktiviteten afholdes indenfor Kultur- og Fritidsudvalgets egen budgetramme".

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 26. april 2005

Økonomiudvalget anbefalede Martin Geertsens forslag om, at udgifter på 315.000 kr. til flytning af Havnebadet fra Havneholmen til Gasværkshavnen finansieres via puljen til uforudsete udgifter (kontonummer 6.51.3).

 

 

Behandling: Borgerrepræsentationen.

 

 


 

Til top