Statusrapport om udvalgenes internationale handlingsplaner
Statusrapport om udvalgenes internationale handlingsplaner
Økonomiudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde tirsdag den 26. april 2005
J.nr. ØU 166/2005
5. Statusrapport om udvalgenes internationale handlingsplaner
INDSTILLING
Økonomiforvaltningen indstiller,
at Økonomiudvalget tager nedenstående redegørelse for forvaltningernes internationale handlingsplaner til efterretning
at Økonomiudvalget tiltræder, at det 3. indsatsområde i Økonomiforvaltningens internationale handlingsplan er international kommunikation om og markedsføring af Københavns Kommune.
RESUME
Borgerrepræsentationen vedtog den 11. december 2003 en international strategi for Københavns Kom mune ifølge hvilken hvert udvalg skal udarbejde en handlingsplan for deres internationale arbejde. Samtidig blev det besluttet, at Økonomiforvaltningen hvert andet år skulle udarbejde en statusrapport til Økonomiudvalget om forvaltningernes internationale handlingsplaner. Dette er den første statusrapport.
Økonomiudvalget vedtog den internationale handlingsplan for Økonomiforvaltningen den 22. Juni 2004 og fastlagde Økonomiudvalgets to indsatsområder for forvaltningens internationale arbejde: Østersøen og bypolitik.
Det blev besluttet, at et tredje bydækkende og tværgående indsatsområde skulle udpeges på baggrund af fagudvalgenes internationale handlingsplaner. En gennemgang af disse har dog ikke umiddelbart peget på et relevant emne. I samarbejde med de øvrige forvaltninger er Økonomiforvaltningen derfor kommet frem til, at en kvalificering af den internationale kommunikations og markedsføringsindsats vil dække behov, som udtrykkes i alle udvalgenes handlingsplaner, hvorfor dette emne indstilles vedtaget som Økonomiudvalgets tredje indsatsområde.
Økonomiudvalgets to øvrige indsatsområder, Østersøen og Bypolitik, rummer ligeledes tværgående emner, som vil inddrage de øvrige forvaltninger.
Alle fagudvalg har vedtaget en international handlingsplan i løbet af efteråret 2004. Der har været et stort engagement i de forskellige forvaltninger og man har lagt mange kræfter i at gennemtænke, hvad man ønsker at arbejde med internationalt.
Alle handlingsplanerne bygger på den vedtagne internationale strategi og de "tre byer" (Den lærende by, Den indflydelsesrige by og Byen i vækst), der er opsat som mål i den internationale strategi. Handlingsplanerne er dog udarbejdet meget forskelligt i forhold til mål og indsatser, men tager alle udgangspunkt i det hidtidige internationale arbejde i forvaltningerne.
SAGSBESKRIVELSE
Borgerrepræsentationen vedtog den 11. december 2003 Københavns Kommunes internationale strategi. Af indstillingen fremgår følgende om handlingsplaner for de enkelte fagudvalg:
"Med udgangspunkt i principperne i Københavns Kommunes internationale strategi vedtager hvert fagudvalg en international handlingsplan for de enkelte forvaltninger. Handlingsplanen fastlægger bl.a. faglige prioriteringer og indsatsområder for den enkelte forvaltnings internationale arbejde. Indsatsområderne bør både omfatte områder, hvor København har særlige kompetencer og områder, hvor København med fordel kan lære af andre byers erfaringer (udveksling af best practice). Handlingsplanerne forventes vedtaget senest 1. juli 2004 og skal løbende vurderes og justeres af udvalgene."
Den 22. juni
vedtog Økonomiudvalget sin internationale handlingsplan. I denne pålægges det
Økonomiforvaltningen at udarbejde en statusrapport til Økonomiudvalget over
udvalgenes handlingsplaner, hvilket foreligger i nærværende indstilling. Samtidig
blev vedtaget to indsatsområder for forvaltningens internationale arbejde og
det blev vedtaget, at Økonomiudvalget i forbindelse med behandlingen af
statusrapporten ville udvælge et tværgående bydækkende indsatsområde med
udgangspunkt i fagudvalgenes internationale handlingsplaner.
Økonomiforvaltningens generelle bemærkninger til
handlingsplanerne.
Alle udvalgene har nu udarbejdet en international handlingsplan. De processer, som har kørt i de forskellige forvaltninger, har vidnet om et stort engagement. Dette kommer til udtryk i en meget forskellig udformning af handlingsplanerne, både i struktur og tilgang til opgaven. Alle handlingsplanerne indeholder en historisk beskrivelse eller et øjebliksbillede af forvaltningens internationale indsats og beskæftiger sig herefter i forskellig grad med den fremtidige indsats. De fleste udvalg opstiller enten nogle brede målsætninger eller deciderede målbare mål såsom eksempelvis Miljø- og Forsyningsudvalgets konkrete initiativer eller Bygge- og Teknikudvalgets specifikke kvantificerede mål. Der er stor forskel på detaljeringsgraden af de opsatte mål og der er også en vis forskel i ambitionsniveauet for den fremtidige indsats.
Næsten alle handlingsplanerne anvender elementer fra den internationale strategi som udgangspunkt. Begreberne Den lærende by, Den indflydelsesrige by og Byen i vækst (de "tre byer") fra den internationale strategi har været strukturerende for udvalgenes planer, herunder særligt Miljø- og Forsyningsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget, men også Uddannelses- og Ungdomsudvalget.
Den lærende by
Den lærende by er et udtryk for, at det i strategien anses for en grundlæggende forudsætning for en fortsat udvikling af byen til glæde for borgere og virksomheder, at kommunen indgår i international videndeling og erfaringsudveksling.
Erfaringsudveksling er et element af den internationale strategi, som går igen i alle handlingsplanerne og som har den mest fremtrædende placering i det fremtidige arbejde. Der lægges vægt på inddragelse af erfaringer fra storbyer uden for Danmark, da mange problemer går igen i verdens storbyer på trods af forskellige udgangspunkter.
De fleste handlingsplaner nævner også muligheden for, at København kan videregive sine erfaringer, men dette lægges der generelt mindre vægt på. Nogle forvaltninger beskriver vigtigheden af, at erfaringsindhentning finder sted på alle niveauer i forvaltningen omfattende både institutioner, den centrale forvaltning såvel som det politiske niveau. De fleste påpeger, at erfaringsudveksling ikke kun kan være medvirkende til en bedre opgaveløsning for borgerne, hvilket er i højsædet i planerne, men at det også vil være en udviklingsmulighed for medarbejderne.
Den indflydelsesrige by
Den indflydelsesrige by dækker over, at København som storby og centrum i Øresundsregionen skal varetage sine naturlige interesser i forhold til overnational regelfastsættelse, europæisk bypolitik og regional positionering.
Denne del er slået mindre igennem i udvalgenes handlingsplaner. På nogle områder er der større tradition for at deltage i påvirkningen af den internationale dagsorden. Men i takt med at flere kompetencer inddrages i det europæiske beslutningssystem, bliver flere og flere forvaltninger påvirket og dermed opmærksomme på vigtigheden af interessevaretagelse på europæisk niveau.
I de handlingsplaner, der anvender de "tre byer" som struktur, det vil især sige Miljø- og Forsyningsudvalgets, Bygge- og Teknikudvalgets, Uddannelses- og Ungdomsudvalgets, bliver der fokuseret på deltagelse i europæiske netværk og organisationer for at påvirke Københavns rammebetingelser. I Miljø- og Forsyningsudvalgets og Bygge- og Teknikudvalgets handlingsplaner fastlægges helt konkrete lovgivningsinitiativer på europæisk niveau, som der vil fokuseres på. Økonomiforvaltningen nævnes i flere af udvalgenes handlingsplaner som en vigtig samarbejdspartner inden for dette område, ligesom Økonomiudvalgets egen handlingsplan lægger vægt på arbejdet med interessevaretagelse under indsatsområdet bypolitik.
Byen i vækst
Byen i vækst drejer sig om, at København som drivkraft i Øresundsregionen skal markere sig på linie med de bedste byer i Europa i den internationale konkurrence om investeringer, vækst, service, uddannelse, job, kultur og turisme og at byens markedsføring skal vise omverdenen, at København er en attraktiv og respekteret storby.
Dette indsatsområde i den internationale strategi rummer mange forskellige muligheder og der ses også en stor spredning i forvaltningernes tilgang til dette. Flere udvalg, såsom Miljø- og Forsyningsudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Økonomiudvalget lægger vægt på, at markedsføring bør ske i samarbejde med regionale parter, mens andre udvalg fokuserer på driftsopgaverne som det væsentligste bidrag til at forbedre Københavns placering i den internationale konkurrence om investeringer, vækst, service, uddannelse, job, kultur og turisme. Dette gælder særligt Uddannelses- og Ungdomsudvalget og i en vis udstrækning Sundheds- og Omsorgsudvalget og Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.
Økonomiudvalgets indsatsområder i den internationale handlingsplan, "Østersøen" og "bypolitik", indeholder begge vigtige muligheder for at bidrage til strategiens målsætning på dette område.
Proces
I flere af forvaltningerne har udarbejdelsen af en
international handlingsplan medført en tværgående proces inden for den enkelte
forvaltning med kortlægning af internationale aktiviteter og aktiv inddragelse
af forskellige afdelinger og institutioner.
Kort gennemgang af udvalgenes hovedindsatsområder.
Bygge- og
Teknikforvaltningen
Bygge- og Teknikudvalgets internationale handlingsplan er
bundet tæt sammen med udviklingen af udvalgets og forvaltningens enheders
virksomhedsplaner. Bygge- og Teknikudvalget har vedtaget en vision for
forvaltningen, som går på, at København skal være en unik europæisk metropol. De
overordnede strategiske temaer i virksomhedsplanen, som også udgør det overordnede fokus for
det internationale arbejde i 2004 og 2005
er: Byens udvikling – Byens
drift – Forretningsudvikling – Attraktiv arbejdsplads – Økonomi og resultater.
Udvalget opstiller målsætningerne og indsatsområderne baseret på de "tre byer":
Den lærende by: Med henblik på at kunne udvikle byområder af internationalt format opstilles kvantificerede målsætninger om deltagelse i internationale projekter, ligesom projekter og indstillinger fremover skal redegøre for international inspiration. Generelt på udvalgets område skal inddragelse af internationale erfaringer styrkes bl.a. gennem deltagelse i internationale netværk.
Den indflydelsesrige by: Strategiens målsætning om at København skal være ledende i samarbejdet med andre storbyer går igen i handlingsplanen. Der opstilles mål om indsatser over for specifikke europæiske lovgivningsinitiativer. Desuden lægges vægt på arbejdet i Eurocities.
Byen i vækst:. Her satses bl.a. på udviklingen af fremtidens storbybolig. Bygge- og Teknikudvalget lægger desuden op til en tværgående indsats om at markedsføre København som en international storby med fokus på byens særpræg. Konkret peges på en profilering af København som arkitekturby og moderne miljøbevidst storby og som Europas cykelby. Markedsføringen skal ske gennem kommunens hjemmeside, tidsskrifter, konferencer, events samt ved synlighed i internationale netværk.
Familie- og
Arbejdsmarkedsudvalget
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget opstiller som vision, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget ønsker at bidrage til Københavns udvikling som centrum i Øresundsregionen jævnfør kommunens værdigrundlag. Handlingsplanen er bygget op over 4 indsatsområder, som afspejler forvaltningens hovedarbejdsområder og ikke på inddelingen i den internationale strategi eller de "tre byer".
De 4 indsatsområder er:
- Forebyggelse af social udstødelse,
- tilgængelighed for mennesker med handicap,
- bedre liv for byens børn og integration og
- nedbrydning af barrierer på arbejdsmarkedet.
På alle fire områder er det erfaringsudveksling, særligt med
vægt på erfaringsindhentning som nævnes som et ønske for internationalt
samarbejde, mens indflydelse og markedsføring ikke indgår som aktiviteter eller
mål. Der er samme vægt på alle fire områder i handlingsplanen, men
arbejdsmarkedsområdet har dog større projekterfaring inden for
internationalt samarbejde end de andre områder.
Kultur- og
Fritidsudvalget
Handlingsplanen baserer sig på strategiens "tre byer" og fokuserer gennemgående meget på markedsføringsaspektet med vægt på tiltrækning og afholdelse af internationale begivenheder i København.
Den lærende by: Kultur- og Fritidsudvalget ønsker at styrke den allerede eksisterende internationale dialog og erfaringsudveksling på to af forvaltningens tre områder; bibliotekerne og museerne, mens man ønsker et tilsvarende arbejde sat i gang på idrætsområdet.
Den indflydelsesrige by: Kultur- og Fritidsudvalget behandler dette område ud fra et markedsføringssynspunkt og vil satse på markedsføring af viden internationalt og markedsføring af internationale begivenheder i samarbejde med Wonderful Copenhagen.
Byen i vækst: Der er en del aktiviteter planlagt, men det sker på de enkelte institutioner. Kultur- og Fritidsudvalget ønsker at øge fokus på dette område og særligt arbejde på afholdelsen af internationale idrætsbegivenheder i kommunalt regi.
Miljø- og
Forsyningsudvalget
Mi ljø- og Forsyningsudvalgets vision for handlingsplanen er at sikre et højt fagligt niveau efter international målestok i forvaltningen, indflydelse på europæisk politik og profilering af byen inden for miljø og energi. Overordnet prioriteres arbejdet med miljøstyring, kaldet DOGME, mens affalds- og vandområdet også tillægges vægt. Inden for de "tre byer", som strukturerer handlingsplanen, opstilles både mål og konkrete initiativer.
Den lærende by: International videndeling skal anvendes til kompetenceudvikling hos ansatte og politikere. Konkret foreslås et samarbejde med 3 – 5 andre storbyer, som involverer flere forvaltninger. Miljø- og Forsyningsudvalget foreslår Dogme-konceptet som styringsværktøj for et sådant bysamarbejde.
Den indflydelsesrige by: Der lægges op til en langsigtet indsats ved samarbejde med alliancepartnere for at beskytte gode københavnske løsningsmodeller på europæisk plan. Området anses for så vigtigt, at en medarbejder i særlige tilfælde skal kunne deltage direkte i påvirkningen af europæisk lovgivning. Tilstedeværelsen i Bruxelles og Eurocities understreges som vigtige redskaber.
Byen i vækst: Formålet er at styrke København som europæisk metropol og at sørge for en stadig profilering af København som miljøby, således at byen ved sammenligninger bliver placeret som den bedste. I markedsføringsarbejdet vil deltagelsen i foreningen København Europas Miljøhovedstad være det vigtigste værktøj.
Sundheds- og Omsorgsudvalget
Sundheds- og Omsorgsudvalgets handlingsplan baserer sig på værdigrundlaget og Sundheds- og Omsorgsudvalget vil arbejde på det internationale område for at leve op til værdigrundlaget og medvirke til, at København er en attraktiv by at investere og bosætte sig i for borgere og virksomheder. Planen bygger på handlingsplanen København-Malmø og WHO-samarbejdet. Den er struktureret over Sundheds- og Omsorgsudvalgets to hovedarbejdsområder som indsatsområder: Ældrepleje og omsorg og primær sundhedstjeneste med fokus på forebyggelse og sundhedsfremme.
For hver af de to indsatsområder er opstillet fire målsætninger. Disse otte målsætninger er en detaljering af hovedarbejdsområderne og for så vidt angår internationalt arbejde er langt den største vægt og langt de fleste aktiviteter lagt på indhentning af viden. Dette går igen for alle otte målsætninger og man vil indgå i internationale projekter, bl.a på ældreområdet. Indflydelse og markedsføring behandles kun summarisk, dog arbejdes med at møde kravene i Fase 4 i WHOs sundhedsprogram. Derudover vil Sundheds- og Omsorgsudvalget gennemføre sammenlignende studier på udvalgte områder. De mest konkrete aktiviteter er rettet internt mod enten borgerne eller institutioner.
Uddannelses- og
Ungdomsudvalget
Uddannelses- og Ungdomsudvalget tager udgangspunkt i den internationale strategi, det nationale arbejde om styrket internationalisering af uddannelserne samt kommuneplanstrategien. På denne baggrund har Uddannelses- og Ungdomsudvalget borgernes kompetenceudvikling som det overordnede mål for sit internationale arbejde. Dette skal på sigt bidrage til at styrke byens uddannelsesmiljø og er dermed en vigtig del af byens internationale konkurrenceevne.
Målsætningerne er baseret på de "tre byer" plus et fjerde begreb "den inkluderende og integrerende by" og henleder opmærksomheden på, at der arbejdes på alle tre niveauer inden for forvaltningen, det politiske og forvaltningsmæssige, serviceinstitutionerne og skoler og institutioner.
Den lærende by: I forvaltningens almindelige arbejde med udvikling af læringsmetoder indlægges en international dimension baseret på erfaringsudveksling og internationale undersøgelser. Endvidere skal indhentes erfaringer om fysisk indretning af skoler og institutioner.
Den indflydelsesrige by: Her fokuseres på medlemskabet af Eurocities og Regionsudvalget som platforme for interessevaretagelse.
Byen i vækst: Uddannelses- og Ungdomsudvalget vil understøtte de internationale partnerskaber som allerede eksisterer på skole og institutionsniveau, ligesom Uddannelses- og Ungdomsudvalget vil bidrage til samarbejdet med erhvervsvirksomheder om kommunikations- og kulturteknikker.
Den inkluderende og integrerende by: Gennem internationale samarbejder vil Uddannelses- og Ungdomsudvalget fremme arbejdet på området for forebyggelse af social og etnisk ekskludering.
Økonomiudvalget
Økonomiudvalgets internationale handlingsplan tager udgangspunkt i den internationale strategis visioner og er bygget op over forvaltningens arbejdsområder. Forvaltningens arbejde med byudvikling og bypolitik, den koordinerende og støttende funktion omkring europæisk interessevaretagelse samt kommunikationsarbejdet er sammenfaldende med målene for Den lærende by, Den indflydelsesrige by og Byen i vækst. Det støttende og koordinerende samarbejde med de øvrige forvaltninger præger handlingsplanen, som har brede rammer og formuleringer.
Økonomiudvalget har fastlagt tre indsatsområder for det fremtidige internationale arbejde for 2004-2006: Østersøen, Bypolitik og et indsatsområde, som fastlægges i samarbejde med de øvrige fagudvalg i forbindelse med vedtagelsen af nærværende indstilling.
Den lærende by: Såvel bypolitik som Østersøen indeholder elementer af den lærende by. På bypolitikområdet skal forvaltningen indgå i flere europæiske projekter ligesom deltagelsen i netværk vil blive opprioriteret. Det samme gør sig gældende for indsatsområdet Østersøen.
Den indflydelsesrige by: Inden for bypolitik er et af kerneområderne at sørge for at sætte byerne på den europæiske dagsorden. Arbejdet omkring Østersøen samt i Eurocities ses blandt andet som værktøjer til at understøtte dette.
Byen i vækst: Særligt det tredje indsatsområde omkring kommunikation, som indstilles vedtaget med denne indstilling lægger vægt på byen i vækst, men de to øvrige indsatsområder rummer også elementer af markedsføring.
Økonomiudvalgets
tværgående indsatsområde.
Ved Økonomiudvalgets vedtagelse af den internationale handlingsplan blev det besluttet, at Økonomiudvalgets tredje indsatsområde skulle fastlægges på grundlag de øvrige udvalgs internationale handlingsplaner. En gennemgang af forvaltningernes handlingsplaner giver ikke umiddelbart et oplagt fagligt emne.
Derimod er alle udvalg i større eller mindre udstrækning inde på den markedsføringsmæssige effekt af det internationale arbejde. Økonomiforvaltningen har i løbet af efteråret 2004 inddraget de øvrige forvaltninger for at drøfte andre mulige tværgående indsatsområder, som kunne indstilles til Økonomiudvalget. Der har i den forbindelse været afholdt et to-dages seminar i september 2004, hvor spørgsmålet blev drøftet. Denne drøftelse fortsatte på et møde i oktober, hvor der var enighed om, at kommunikation og markedsføring som et tværgående indsatsområde i Økonomiudvalgets internationale handlingsplan ville kunne gavne alle forvaltningers internationale arbejde.
Økonomiforvaltningen indstiller derfor, at Økonomiudvalgets tredje indsatsområde bliver international kommunikation og markedsførin g.
International
kommunikation og markedsføring
Københavns Kommunes internationale kommunikation og markedsføring af byen kommer til udtryk dels gennem det internationale arbejde i kommunen og dels gennem den markedsføring af byen, der foretages gennem regionale samarbejder som for eksempel Wonderful Copenhagen, Copenhagen Capacity og Copenhagen Eventures.
Al kommunikation over for et udenlandsk publikum eller med udenlandske parter er også markedsføring af kommunen. Det vil sige, at når kommunens forvaltninger arbejder og kommunikerer internationalt, er det med til at præge udlandets indtryk af byen København. Her er det vigtigt, at det billede, der bliver kommunikeret af København er ensartet og i overensstemmelse med kommunens værdier.
En kvalificering af grundlaget for den internationale kommunikation og markedsføring skal bidrage til at skabe en fælles ramme for, hvordan man kommunikerer internationalt i Københavns Kommune. Kvalificeringen skal tage højde for, at der er oplagte muligheder for synergieffekt ved en øget koordinering af forvaltningernes kommunikations- og markedsføringsarbejde på det internationale område. Det gælder både i forhold til budskaber, målgrupper, medier, sprog, kompetencer og i forhold til deltagelsen i internationale events. For at understøtte og optimere denne proces vil det være en fordel at udarbejde en fælles værktøjskasse til kommunikation og markedsføring på det internationale område.
I kvalificeringen af grundlaget for den internationale kommunikation og markedsføring inddrages forvaltningerne i relevant omfang for at sikre et fælles kvalitativt udgangspunkt og for at koordinere relevante indsatser.
Det er også vigtigt, at der er en vis overensstemmelse mellem det billede af byen, der markedsføres af de regionale samarbejdspartnere som for eksempel Wonderful Copenhagen, Copenhagen Capacity samt Copenhagen Eventures og Københavns Kommunes mål og værdier for det internationale område. For at fastholde Københavns Kommunes indflydelse er det vigtigt med klart formulerede krav og forventninger over for de regionale samarbejdspartnere. Rammerne for dette arbejdes der allerede med i projekt Aktivt ejerskab, hvorfor det vil være en fordel at koordinere kvalificeringen af grundlaget for den internationale kommunikation og markedsføring med dette projekt.
Øvrige indsatsområder
i Økonomiforvaltningen
Efter vedtagelsen af Økonomiudvalgets internationale handlingsplan iværksattes et samarbejde med de øvrige forvaltninger om kvalificeringen af Økonomiforvaltningens indsatsområder. Repræsentanter for alle forvaltninger deltog som nævnt i et todages seminar i september om Økonomiforvaltningens tværgående indsatsområde. I den forbindelse blev Økonomiforvaltningens to øvrige indsatsområder ligeledes drøftet, herunder på hvilke måder, forvaltningerne kan samarbejde på tværs med disse emner.
Ved udviklingen af projekter i Østersøområdet vil de relevante forvaltninger blive inviteret med som projektdeltagere, ligesom bidrag til interessevaretagelsen under bypolitik ofte baseres på de bidrag, som de øvrige forvaltninger kommer med. I arbejdet med Københavns positionering i Eurocities vil en tværgående koordinering af arbejdet i de faglige komiteer også blive yderligere systematiseret fremover.
International
Bypolitik
"International Bypolitik" omhandler i denne handlingsplan dels de overordnede planlægnings- og lovgivningsmæssige rammer på nationalt og europæisk plan for storbyernes virke og dels storbyernes politikker for byudvikling og –planlægning med sigte på menneskelig, kulturel og økonomisk vækst.
Der lægges op til en udadrettet indsats, hvor der søges
indflydelse på de overordnede rammer,
planlægnings- og lovgivningsmæssige, for byens virke. På europæisk plan drejer
bypolitik sig om, at København skal bidrage til, at byerne får indflydelse, når
der diskuteres sektorpolitikker. Eurocities er et godt instrument hertil.
Den indadrettede indsats skal sikre udveksling af erfaringer og best practice på byudviklings-, planlægnings- og erhvervsområdet med andre storbyer, der står over for sammenlignelige udfordringer; og sikre at de relevante internationale erfaringer, bliver formidlet på tværs af kommunen og nyttiggjort fx i den fortsatte fælles udvikling og implementering af Kommuneplanstrategien.
Der er allerede et samarbejde i gang mellem forvaltningerne om international bypolitik, og samarbejdet forstærkes gennem etableringen af et nyt netværk, hvor de involverede inviteres til at koordinere indsatsen og tage fælles initiativer.
Det nye netværk skydes i gang med et seminar medio maj, som
bl.a. vil præsentere udfordringer og best practise i International Bypolitik.
Alle relevante aktører i Kommunen er indbudt til at deltage i seminaret
Østersøen
Økonomiforvaltningen har allerede under det danske formandskab i 2002 øget sin indsats i Østersøområdet ved at tage initiativ til netværket Baltic Metropoles (BaltMet), som består af hovedstæderne i landene omkring Østersøen samt Skt. Petersborg og Malmø. Med vedtagelsen af den internationale strategi og Økonomiudvalgets handlingsplan forventes denne indsats fortsat og forøget. Således har Økonomiforvaltningen taget initiativ til og været primus motor for en konference i Bruxelles i november 2004, hvor samtlige internationale regionale organisationer, der arbejder med Østersøen, deltog for at danne et overblik over de interesser, der opererer i regionen. Endvidere deltager Økonomiforvaltningen i regi af BaltMet i en projektgruppe, der har modtaget EU-midler til et projekt om Østersøen som Europas fremmeste innovationsregion gennem kortlægning af best practices og kompetencer i regionen.
I 2005 og 2006
arbejdes der med igangsættelse af flere projekter i regi af BaltMet. De
prioriterede indsatsområder blev fastlagt på et møde mellem borgmestrene i februar
2005 i Berlin. Indsatsområderne er innovation og mobilitet samt identity building
og markedsføring af Østersøregionen.
Københavns Kommunes
regionale samarbejdsparter inddrages i dette arbejde, når det er relevant. Der
arbejdes ligeledes med at opbygge et partnerskab til Europa-Parlamentets
tværpolitiske intergruppe om Østersøspørgsmål (Baltic Europa). Formålet er at
sikre et bedre flow af viden og et bedre input af holdninger til EU spørgsmål
til Europa-Parlamentet på vegne af de forskellige organisationer, der deltog i
Østersøkonferencen i Bruxelles i november 2004 samt at opnå yderligere fælles
profilering af Østersøen i Bruxelles.
I det omfang udvalgenes handlingsplaner behandler det geografiske område for de internationale aktiviteter, er der også her en fokusering på Østersøområdet, hvorfor samarbejdet med forvaltningerne på dette område også forventes styrket.
Yderligere
bysamarbejder
København har i dag samarbejdsaftaler med Malmø, Berlin og Paris. Økonomiforvaltningen vil i 2006 forelægge Økonomiudvalget en vurdering om, hvorvidt der er basis for etablering af en yderligere samarbejdsaftale og i givet fald kriterier for, hvilke byer, der kunne være potentielle samarbejdspartnere.
ØKONOMI
Udgifterne til
internationalt arbejde afholdes inden for forvaltningernes budgetter, hvorfor
forslaget ikke har økonomiske konsekvenser.
Økonomiforvaltningen
forventer at anvende i alt 1,5 mio. kr. i alt til projekter på det
internationale område i 2005-2006 under forudsætning af, at ca. 0,9 mio. kr. i
uforbrugte midler på det internationale område fra 2004 overføres til
2005-2006.
International handlingsplan: bypolitik |
200.000 kr. |
International handlingsplan Østersø |
350.000 kr. |
Implementering international strategi |
250.000 kr. |
Økonomiforvaltningens bidrag til ODIN-Net Interreg- projekt |
120.000 kr. |
Miljøhovedstaden (ØKFs tilskud) |
250.000 kr. |
Malmø-samarbejdet |
250.000 kr. |
Bysamarbejde (Berlin og Paris) |
100.000 kr. |
I alt projekter/handlingsplan i en 2-årig periode. |
1.520.000 kr. |
Der er ikke
afsat projektmidler til udarbejdelse af international markedsføringsstrategi
som led i den internationale handlingsplan.
Der gøres
opmærksom på, at under forudsætning af uændret bevillingsniveau vil der fra
2007 og frem alene være 300.000 kr. årligt til projekter på det internationale
område.
MILJØVURDERING
Forslaget har
ingen miljømæssige konsekvenser
HØRING
-
BILAG
1. Forvaltningernes handlingsplaner.
Erik Jacobsen
/Paul Sax Møller