Måltal for de særlige jobordninger i KK som arbejdsplads for 2022 og 2023
Indstilling
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at status for opfyldelse af måltal for de særlige jobordninger i Københavns Kommune for januar-september 2021 tages til efterretning, se bilag 1,
- at småjob under det sociale frikort indgår i måltallet for virksomhedspraktik, nytteindsats og løntilskud (1.134 helårspersoner) godkendes,
- at forslag om måltal for 2022 og 2023 for virksomhedspraktik, nytteindsats, løntilskud og småjob under det sociale frikort (1.134 helårspersoner årligt) og måltallet for fleksjob (850 fleksjobansatte årligt) godkendes,
- at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Økonomiforvaltningen med inddragelse af de øvrige forvaltninger kan tilpasse måltallet indenfor den fastlagte model, såfremt der er større overflytninger af personale mellem forvaltningerne.
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkendte indstillingen i sit møde den 13. december 2021, jf. Oversigt over politisk behandling.
Problemstilling
Københavns Kommune (KK) har med de politisk besluttede måltal for de særlige jobordninger en ambition om at være en rummelig arbejdsplads og støtte ledige borgere i at opnå ordinær beskæftigelse eller fastholde beskæftigelse på særlige vilkår.
Måltallene understøtter kommunens ambition om, at andelen af medarbejdere ansat på særlige vilkår, eller i forløb på særlige vilkår, svarer til 6 pct. af ordinært ansatte. Generelt er der sket en stigning i andelen af medarbejdere på særlige vilkår i Københavns Kommune siden 2016. I 2016 svarede forløb og ansættelser i de særlige jobordninger til 5 pct. af det gennemsnitlige antal ordinært ansatte medarbejdere. I 2019 svarede forløb og ansættelser i særlige jobordninger til 5,7 pct. af det gennemsnitlige antal ordinært ansatte. I 2020 gik andelen af medarbejdere på særlige jobordninger ned, på grund af nedlukningen af beskæftigelsesindsatsen i forbindelse med COVID-19, hvor det kun i meget begrænset omfang var muligt at oprette virksomhedspraktik og løntilskud.
Den overordnede ambition for 2022 er, at forløb og ansættelser på særlige vilkår skal svare til 6 pct. af de ansatte i Københavns Kommunes forvaltninger. Opfyldes måltallene og fastholdes omfanget af personer i seniorjob og jobrotation på samme niveau som i 2020, vil det samlede antal personer i særlige jobordninger i Københavns Kommune i 2022 svare til 6 pct. af de ordinært ansatte, fordelt med:
- 5,3 pct. i virksomhedspraktik, nytteindsats og løntilskud, samt fleksjob (svarende til 1.134 helårspersoner for virksomhedspraktik, nytteindsats og løntilskud og 850 fleksjobansatte)
- 0,7 pct. i seniorjob og jobrotation (svarende til 54 helårspersoner i jobrotation og 222 seniorjobbere)
Borgere i seniorjob og jobrotation tæller med i forhold til målsætningen om, at 6 pct. af kommunens ansættelser skal være på særlige vilkår. Der er ikke besluttet specifikke måltal for disse to ordninger. Det skyldes, hhv. at målgruppen for seniorjob er meget lille, og at jobrotation administrativt er en meget ressourcekrævende ordning.
Indstillingen er godkendt i kredsen af administrerende direktører.
Løsning
Med denne indstilling foreslår Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen (BIF) og Økonomiforvaltningen (ØKF) måltal for de særlige jobordninger for 2022 og 2023.
Indstillingen vedrører særlige jobordninger, der overordnet kan opdeles i to kategorier:
- Virksomhedsrettede forløb (løntilskud, virksomhedspraktik og nytteindsats til personer, der som led i at opnå varig ordinær beskæftigelse modtager tilbud om en midlertidig virksomhedsrettet indsats.
- Varige ansættelser:
- Fleksjob til personer, som har varige og væsentlige begrænsninger i arbejdsevnen, men vurderes at kunne varetage et fleksjob på særlige, beskyttede vilkår efter konkret visitering. En fleksjobstilling tager højde for personens arbejdsevne og kan variere fra få timer om ugen til op til 37 timer ugentligt.
- Småjob (under det sociale frikort) er ansættelser på få timer, hvor den ansatte ofte får supplerende ydelse. Ordningen er målrettet udsatte borgere, og er bl.a. et vigtigt redskab i forhold til afklaring til fleksjob.
Hertil kommer som nævnt borgere i seniorjob og jobrotation, som der ikke er meldt specifikke måltal ind for.
Opfølgning og udvikling i målopfyldelsen i perioden 2016-2021
For 2021 er der vedtaget et samlet måltal pr. forvaltning for ordningerne løntilskud, virksomhedspraktik og nytteindsats. Det betyder, at alle tre ordninger tæller med, når forvaltningerne skal opnå deres måltal, og at forvaltningerne har frihed til selv at afgøre hvilke ordninger, de ønsker at benytte. Måltallet er fastsat som antal helårspersoner. Der er endvidere vedtaget et separat måltal pr. forvaltning for fleksjob, som er opgjort som antal ansatte.
Af bilag 1 fremgår målopfyldelsen for de enkelte forvaltninger for perioden januar til og med oktober 2021 fordelt på de enkelte jobordninger. Københavns Kommunes samlede målopfyldelse for virksomhedspraktik, nytteindsats og løntilskud fremgår af tabel 1. Tallene skal læses sådan, at hvis indsatsen i resten af året fastholdes på samme niveau som i januar til oktober 2021, vil Københavns Kommune opnå en målopfyldelse på 44 pct. på løntilskud, virksomhedspraktik og nytteindsats og 102 pct. på fleksjob. Til sammenligning fremgår der status for perioden januar til og med oktober i 2017, 2018, 2019 og 2020. Målopfyldelsen har i perioden været stigende for såvel virksomhedspraktik, løntilskud og nytteindsats samt for fleksjob. Nedgangen i 2020 og 2021 skyldes nedlukningen af beskæftigelsesindsatsen på grund af COVID-19-udbruddet.
Tabel 1: Opfyldelse af måltal for de særlige jobordninger for perioden januar til og med oktober i 2017, 2018, 2019, 2020 og 2021
Løntilskud, virksomhedspraktik og nytteindsats (helårspersoner) |
Fleksjob (antal ansatte) |
|||||||||
Status jan.-okt. 2017 |
Status jan.-okt. 2018 |
Status jan.-okt. 2019 |
Status jan.-okt. 2020 |
Status jan.-okt. 2021 |
Status okt. 2017 |
Status okt. 2018 |
Status okt. 2019 |
Status sep. 2020 |
Status okt. 2021 |
|
Måltal |
1.520 |
1.520 |
1.280 |
1.237 |
1.134 |
850 |
850 |
850 |
850 |
850 |
KK i alt (pct.) |
944 (62 pct.) |
1.039 (68 pct.) |
1.058 (83 pct.) |
550 (45 pct.) |
499 (44 pct.) |
718 (84 pct.) |
815 (96 pct.) |
846 (99 pct.) |
863 (102 pct.) |
865 (102 pct.) |
Forslag til måltal for 2022-2023
Den overordnede ambition i 2022 og 2023 er, at forløb og ansættelser på særlige vilkår skal svare til 6 pct. af de ansatte i Københavns Kommunes forvaltninger. Det forslåede niveau for måltallene er det samme som i 2021.
Ordninger der indgår i måltallet
Med denne indstilling foreslås der to måltal per forvaltning. Et samlet måltal pr. forvaltning for ordningerne løntilskud, virksomhedspraktik, nytteindsats og småjob (under det sociale frikort). Det betyder, at alle fire ordninger tæller med, når forvaltningerne skal opnå deres måltal, og at forvaltningerne har frihed til selv at afgøre hvilke ordninger, de ønsker at benytte. Måltallet er fastsat som antal helårspersoner. Der er endvidere vedtaget et separat måltal pr. forvaltning for fleksjob, som er opgjort som antal ansatte.
Småjob under det sociale frikort har ikke tidligere indgået i måltallene for de særlige jobordninger. Baggrunden for at det foreslås at indgå fremadrettet er, at ordningen er et redskab i den ordinære beskæftigelsesindsats på linje med virksomhedspraktik og løntilskudsjob mv. Småjob er bl.a. et vigtigt redskab i forhold til afklaring til fleksjob og kan være en trædesten til en varig fleksjobansættelse.
Model for fordeling af måltal mellem forvaltninger
I fordelingsmodellen for måltallene for 2019, 2020 og 2021 var hensigten at tage højde for rekrutteringsudfordringer. Det skete ved, at forvaltninger med faggrupper med mangel på arbejdskraft fik nedsat andelen af måltallet ud fra en formodning om, at det for disse forvaltninger ville være sværere at skaffe kvalificerede kandidater. Modellen tog udgangspunkt i ”arbejdsmarkedsbalancen”, som er en analyse, som udarbejdes af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Det anbefales ikke at fortsætte med denne model, da den ikke lever op til formålet. Dels opdateres arbejdsmarkedsbalancen kun to gang årligt på baggrund af data for det forudgående halvår og dermed ikke er en vurdering af den fremtidige udvikling i efterspørgslen eller udbuddet i de enkelte fag. Dels vil rekrutteringsudfordringer for bestemte faggrupper ikke nødvendigvis være ensbetydende med, at der ikke er ledige til forløb med virksomhedspraktik eller løntilskud, idet der til midlertidige stillinger kan rekrutteres bredere.
Der foreslås med denne indstilling for måltal for 2022 og 2023 for løntilskud, virksomhedspraktik, nytteindsats, småjob og fleksjob en mere simpel fordelingsmodel, der tager udgangspunkt i andelen af ordinære medarbejdere. En sådan model vil betyde at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF) som den eneste forvaltning får en stigning i antallet på 60 i forhold til sidste års måltal. Det foreslås derfor, at denne stigning fordeles ud på forvaltningerne ud fra andelen af ordinært ansatte.
Det samlede måltal i 2022 udgør 1.134 helårspersoner for løntilskud, virksomhedspraktik, nytteindsats og småjob og 850 ansatte i fleksjob som er fordelt på forvaltningerne, jf. tabel 2. Af tabellen fremgår fordelingen af måltallene i 2021 til sammenligning. I 2021 skete fordelingen efter en anden model, der også skulle tage højde for evt. rekrutteringsudfordringer.
Tabel 2: Fordeling af måltal mellem forvaltninger i 2021 (model med korrigering efter Arbejdsmarkedsbalancen) og forslag til måltal for 2022-2023 (fordelt efter andelen af ordinære medarbejdere)
KK |
Virksomhedspraktik (VP), løntilskud (LT) & nytteindsats (NI), herunder småjob i 2022-2023 |
Fleksjob |
|
||||
Måltal 2021 |
Måltal 2022 og 2023 |
Måltal 2021 |
Måltal 2022 og 2023 |
|
|||
BIF |
59 |
59 |
53 |
44 |
|||
BUF |
481 |
478 |
347 |
361 |
|||
KFF |
43 |
41 |
39 |
31 |
|||
SOF |
194 |
193 |
140 |
146 |
|||
SUF |
207 |
214 |
149 |
155 |
|||
TMF |
67 |
64 |
49 |
48 |
|||
ØKF |
84 |
86 |
73 |
65 |
|||
KK i alt |
1.134 |
1.134 |
850 |
850 |
|
||
|
|||||||
Administrative tilpasninger af måltal
Fordelingen af måltallene mellem forvaltninger vil administrativt blive tilpasset løbende, hvis der sker større overflytninger af personale mellem forvaltningerne (fx som sammenlægning af rengøringsområdet i 2020). Tilpasningen vil blive foretaget, når der er en endelig afklaring af overflytning af årsværk mellem forvaltninger.
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Økonomiforvaltningen vil forelægge en evt. tilpasning for kredsen af administrerende direktører.
Økonomi
Udgifter til administration af ordningerne samt oplæring af medarbejderne i særlige jobordninger afholdes inden for forvaltningernes egen ramme.
I forhold til løntilskud gælder det, at forvaltningerne selv afholder lønudgifter til forsikrede ledige. Dog er der afsat en pulje på 3 mio. kr. årligt til medfinansiering arbejdsgivernes lønudgifter i forbindelse med løntilskud til forsikrede ledige på Københavns Kommunes arbejdspladser. Midlerne bliver fordelt kvartalsvis ud fra forvaltningernes brug af løntilskudsordningen.
Videre proces
Indstillingen behandles i Økonomiudvalget den 26. januar 2022 og Borgerrepræsentationen den 3. februar 2022.
Status på måltallene for hele året forelægges Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen årligt i starten af det følgende år.
Line Nørbæk Søren Hartman Hede
Oversigt over politisk behandling
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at status for opfyldelse af måltal for de særlige jobordninger i Københavns Kommune for januar-september 2021 tages til efterretning, se bilag 1,
- at småjob under det sociale frikort indgår i måltallet for virksomhedspraktik, nytteindsats og løntilskud (1.134 helårspersoner) godkendes,
- at forslag om måltal for 2022 og 2023 for virksomhedspraktik, nytteindsats, løntilskud og småjob under det sociale frikort (1.134 helårspersoner årligt) og måltallet for fleksjob (850 fleksjobansatte årligt) godkendes,
- at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Økonomiforvaltningen med inddragelse af de øvrige forvaltninger kan tilpasse måltallet indenfor den fastlagte model, såfremt der er større overflytninger af personale mellem forvaltningerne.
Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets beslutning i mødet den 13. december 2021
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Beslutning
Dagsordenspunkt 15: Måltal for de særlige jobordninger i KK som arbejdsplads for 2022 og 2023 (2021-0291097)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 26. januar 2022
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen med 12 stemmer mod 0. 1 medlem undlod at stemme.
For stemte: A, Ø, B, F, V og I
Imod stemte: -
Undlod at stemme: C.