Undersøgelse af muligheden for at udvide brugen af klimavenlig transport ved tjenesterejser i Københavns Kommune
Borgerrepræsentationen har vedtaget et medlemsforslag fra Frie Grønne - Danmarks Nye Venstrefløjsparti om at undersøge muligheden for at fremme cyklisme ved tjenesterejser for ansatte i Københavns Kommune. I samarbejde med de andre forvaltninger har Økonomiforvaltningen undersøgt, hvilke love og aftaler Københavns Kommune er underlagt på området samt mulighed for udvidelse af eksisterende ordninger. Økonomiforvaltningen konkluderer, at det vil kræve politiske beslutninger hos Kommunernes Landsforening, hvis Københavns Kommunes overordnede aftaler skal ændres, men at de enkelte forvaltninger kan sikre opmærksomhed på klimavenlig transport i deres arbejde.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at undersøgelsen, herunder at det vil kræve politiske beslutninger på KL-niveau, hvis f.eks. satser for godtgørelse skal ændres, tages til efterretning,
- at Økonomiforvaltningen retter henvendelse til KL med en opfordring til, at KL arbejder for, at der skabes incitamenter til mere klimavenlig transport,
- at Københavns Kommune øger informationen om klimavenlig transport ved at informere om brug af cykler i forbindelse med tjenesterejser,
- at det godkendes, at medlemsforslaget stillet af Frie Grønne - Danmarks Nye Venstrefløjsparti på Borgerrepræsentationens møde den 19. november 2020, dagsordenspunkt 17, jf. bilag 1, hermed er håndteret.
Problemstilling
På Borgerrepræsentationens møde den 19. november 2020 blev medlemsforslag om at fremme cyklisme ved erhvervskørsel (tjenesterejser) for ansatte i Københavns Kommune (KK) vha. kørselsgodtgørelse stillet af Frie Grønne - Danmarks Nye Venstrefløjsparti vedtaget. Medlemsforslaget er vedlagt denne indstilling som bilag 1.
Økonomiforvaltningen (ØKF) har i samarbejde med de øvrige forvaltninger gennemført en undersøgelse af mulighederne for at udvide brugen af grønne transportmuligheder vha. kørselsgodtgørelse for kommunens ansatte ift. de enkelte forvaltninger, KK og KL.
Løsning
KK’s nuværende retningslinjer for tjenesterejser bygger på ”Godtgørelse for benyttelse af eget transportmiddel på tjenesterejser samt forsikringsdækning ved tjenesterejser i udlandet ” indgået af KL og Forhandlingsfællesskabet. Af denne fremgår, at der ved tjenesterejser i kommuner er mulighed for at benytte eget transportmiddel, hvis der foreligger en forudgående godkendelse heraf. Denne godkendelse kan gives, hvis det ud fra en samlet betragtning er det mest hensigtsmæssige og økonomiske for tjenestestedet. Nuværende betragtning er, at offentlig transport oftest vil være det mest hensigtsmæssige valg. ØKF foreslår, at betragtningen opdateres til også at inkludere cykler – både tjenestecykler og medarbejdernes egne, og at der informeres omkring dette.
Hvis medarbejdere benytter eget transportmiddel til tjenesterejser i arbejdstiden, har de ret til skattefri kørselsgodtgørelse. KK’s satser for kørselsgodtgørelse er fastsat ved førnævnte kollektive aftale. Denne aftale baserer sine satser på Finansministeriets ”Cirkulære om Tjenesterejseaftalen” og Skatteministeriets ”Cirkulære om satsregulering pr. 1. januar 2021 for tjenesterejser”. Sidstnævnte cirkulære genudkommer hvert år.
Reglerne om skattefri kørselsgodtgørelse er fastsat i ligningsloven, og giver i princippet mulighed for at afvige satserne for kørselsgodtgørelse. Hæves satserne, vil der dog ikke længere være tale om skattefri kørselsgodtgørelse, men i stedet personlig indkomst, som beskattes herefter. KK kan dog ikke afvige de gældende satser, hverken i opadgående eller nedadgående retning, da KK som medlem af KL har pligt til at overholde de kollektive aftaler, som er indgået af KL.
De enkelte overenskomster kan i visse tilfælde give mulighed for en anden honorering for kørselsgodtgørelse og gælder i så fald kun de medarbejdergrupper, som er omfattet af den pågældende overenskomst. Dette gælder f.eks. for social- og sundhedspersonale og specialarbejdere.
En ændring af en kollektiv aftale, skal rejses i de relevante fora i KL. Hvis der er politisk opbakning til forslaget i KL, må KL forsøge at få mandat i Kommunernes Lønningsnævn, hvor staten også er repræsenteret, til at ændre aftalen. Dette skal i givet fald fremsættes som forslag ved overenskomstforhandlingerne.
ØKF har kontaktet KL ift. klimavenlig transport ved tjenesterejser. KL oplyser, at der er politisk fokus på incitamenter til mere klimavenlig transport. KL forventer derfor også, at det kan blive et tema, der tages op i forbindelse med de kommende overenskomstforhandlinger. Det indstilles, at ØKF retter henvendelse til KL med en opfordring til, at KL arbejder for, at der skabes incitamenter til mere klimavenlig transport.
Undersøgelse af eksisterende ordninger i KK i forhold til klimavenlig transport i arbejdstiden
ØKF har undersøgt, hvorvidt forvaltningerne allerede har indført klimavenlige tiltag, og hvordan KK eventuelt kan udvide disse eksisterende ordninger for at øge brug af klimavenlig transport i arbejdstiden, herunder ift. kørselsmønstre i forvaltningerne samt brug af taxa og indkøb af klimavenlige transportmidler.
Da forvaltningerne alle har forskellige behov ift. tjenesterejser, foreslår ØKF, at forvaltningerne hver især sætter yderligere fokus på, hvordan klimavenlig transport kan udbredes i arbejdet. Dette kan f.eks. være via lokale oplysningskampagner, der informerer lederne om, hvilke muligheder de har ift. at sikre klimavenlig transport, og hvilke andre gode ideer, der er igangsat i forvaltningen. Dette skal ske under hensyn til, at transportformen ud fra en samlet betragtning er hensigtsmæssig og økonomisk fornuftig.
Forvaltningerne har i forbindelse med ØKF’s undersøgelse kortlagt deres kørselsmønstre på baggrund af en detaljeret opgørelse over deres udbetalinger af kørselsgodtgørelse i 2019. Tabel 1 giver en overordnet oversigt over udbetalt kørselsgodtgørelse i KK i 2019.
Tabel 1: Kørselsgodtgørelse fra Københavns Kommune i 2019 fordelt på forvaltninger og typer (kr.)
|
|
Kørselsgodtgørelse (cykel/knallert)1 |
|
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen |
- |
Børne- og Ungdomsforvaltningen |
28.074 |
Kultur- og Fritidsforvaltningen |
48 |
Socialforvaltningen |
6.451 |
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen |
14.996 |
Teknik- og Miljøforvaltningen |
- |
Økonomiforvaltningen |
259 |
I alt |
49.828 |
|
|
Kørselsgodtgørelse (bil/motorcykel) |
|
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen |
68.107 |
Borgerrådgiveren |
5.325 |
Børne- og Ungdomsforvaltningen |
889.789 |
Intern Revision |
150 |
Kultur- og Fritidsforvaltningen |
101.364 |
Socialforvaltningen |
2.101.410 |
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen |
190.715 |
Teknik- og Miljøforvaltningen |
78.456 |
Økonomiforvaltningen |
143.276 |
I alt |
3.578.592 |
|
|
Samlet kørselsgodtgørelse |
3.628.420 |
[1] Ud over den cykelkørselsgodtgørelse, der betales per registreret kilometer, får en række medarbejdere et fast månedligt tillæg for at benytte egen cykel til transport i arbejdstiden. Disse tillæg udgør omkring 1,5 mio. kr. årligt og er bestemt i henhold til overenskomst og/eller lokalaftale.
Forvaltningerne henviser alle til de tidligere beskrevne retningslinjer for tjenesterejser i KK og forvaltningerne er i høj grad opmærksomme på at fremme brugen af klimavenlige transportmidler, hvor det er muligt, og passer ift. forvaltningens arbejde - f.eks. ved at stille tjeneste elcykler/-biler til rådighed og ved optimeret ruteplanlægning.
Kortlægningen viser, at forvaltningernes kørselsgodtgørelse i vidt omfang relaterer sig til myndighedsrelateret kørsel, f.eks. når plejefamiliekonsulenter i Socialforvaltningen skal besøge plejefamilier, som bor i andre kommuner.
Flere af forvaltningerne nævner, at medarbejderne skal køre flere sammen, såfremt der skal udbetales kørselsgodtgørelse ifm. kørsel til f.eks. kurser og møder. Derudover kan det fremhæves, at ca. 80 % af udgifterne til betaling til medarbejderne for brug af egne transportmidler i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen er cykelgodtgørelse – særligt via faste tillæg til SOSU-personalet.
Som supplerende input til kørselsgodtgørelse har forvaltningerne også kortlagt deres udgifter til taxakørsel, for at vurdere om der her var potentiale for tilpasning ift. klimavenlighed. Dog udgøres langt størstedelen af udgifterne til taxa lovpligtig kørsel af borgere, f.eks. specialkørsel af elever med særlige behov.
KK er i øjeblikket i gang med et udbud af kommunens taxa-aftale for ad hoc taxa-brug. I det nye udbud er rådigheden af grønne køretøjer (el/brint) et højt prioriteret udvælgelseskriterie. Det forventes også at blive en lignende prioritet, når andre taxa-aftaler skal i udbud, f.eks. specialkørsel i BUF.
Jf. ”Klimaplanen 2025” arbejder KK ud fra en målsætning om en CO2-neutral vognpark i 2025. Derfor indkøbes el/brint-køretøjer, hvis markedet er modent herfor. Af KK’s nuværende beholdning af tjeneste-personbiler på i alt ca. 250 biler, kører 90 % på enten el eller brint.
Derudover arbejder forvaltningerne med at nedbringe andelen af tjenestebiler og i stedet overgå til tjenestecykler i arbejdstiden. F.eks. er Teknik- og Miljøforvaltningens parkeringsvagter overgået til elcykler. Socialforvaltningen, som har ansvaret for indkøbsaftalen på KK’s tjenestecykler, har oplyst, at efterspørgslen på elcykler og el-ladcykler er steget gennem de seneste år.
Økonomi
Ikke relevant.
Videre proces
ØKF anser medlemsforslaget som håndteret og sagen afsluttes hermed.
Søren Hartmann Hede / Mads Grønvall
Beslutning
Dagsordenspunkt 5: Undersøgelse af muligheden for at udvide brugen af klimavenlig transport ved tjenesterejser i Københavns Kommune (2021-0005420)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 26. januar 2021
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.