Indkaldelsescirkulære for budget 2022
Økonomiudvalget igangsætter med denne indstilling budgetprocessen for budget 2022 og udmelder udvalgenes budgetrammer for perioden 2022-2025. Blandt de centrale beslutninger er fastsættelsen af måltal for effektiviseringsstrategien i budget 2022, afsættelse af centrale puljer i budgetlægningen, fastsættelse af udvalgenes foreløbige anlægsmåltal for 2022 samt godkendelse af de formelle retningslinjer og tidsplaner for udarbejdelsen af budget 2022.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
- at det godkendes, at alle udvalg anmodes om at udarbejde budgetbidrag inden for de beskrevne budgetrammer og retningslinjer, jf. bilag 1 og 2, og tidsplan, jf. bilag 6,
- at det godkendes, at måltallet for effektiviseringsstrategien i budget 2022 fastsættes til 374,3 mio. kr., hvoraf 200 mio. kr. målrettes ny kernevelfærd. Det medfører, at udvalgene skal anvise 165,0 mio. kr. i nye effektiviseringer i 2022, idet udvalgene allerede har anvist effektiviseringer for 209,3 mio. kr. Heraf udgør tværgående indkøbseffektiviseringer 51,8 mio. kr.,
- at det godkendes, at der afsættes investeringspuljer i budget 2022 på i alt 450 mio. kr. fordelt med 315 mio. kr. på anlæg og 135 mio. kr. på service, heraf 20 mio. kr. til innovationspuljen,
- at det godkendes, at der i budget 2022 afsættes en pulje til strategiske grundkøb på 350 mio. kr. på anlæg,
- at det godkendes, at der i budget 2022 afsættes en pulje til at imødegå yderligere nedslidning af veje og broer mv. på 169,6 mio. kr. på anlæg,
- at det foreløbige bruttoanlægsmåltal for 2022 fastsættes til 4.861 mio. kr., hvoraf 4.718 mio. kr. er fordelt til udvalgene jf. tidligere beslutninger og 143 mio. kr. afsættes til centrale puljer og udmøntning i budget 2022, jf. tabel 3,
- at definitionen af need to-kategorierne og proces for budgetnotater mv. frem mod budget 2022 godkendes, jf. bilag 1.
Problemstilling
Københavns Kommune forventer fortsat positiv befolkningsvækst, som øger kommunens skatteindtægter, men øger også kommunens udgifter til demografiregulerede bevillinger på daginstitutions-, skole-, social- og ældreområdet med ca. 234 mio. kr. årligt i de kommende år.
For at finansiere de demografibetingede udgifter samt give mulighed for at prioritere nye politiske tiltag på kernedriften vil der i 2022 og de kommende år fortsat være behov for effektiviseringer.
København står overfor et betydeligt anlægsbehov til bl.a. øget kapacitet til daginstitutioner og skolespor, renovering af veje og bygninger samt demografisk betingede og strategiske grundkøb mv. Bruttoanlægsbudgettet i 2022 udgør på nuværende tidspunkt 4,9 mia. kr. Det medfører behov for prioritering af nødvendig kapacitet under en begrænset anlægsramme.
For en nærmere redegørelse af Københavns Kommunes økonomiske vilkår for budget 2021 henvises der til bilag 1.
Løsning
Med indkaldelsescirkulæret fastsættes rammerne for arbejdet med Københavns Kommunes budget for 2022 med udgangspunkt i budgetoverslagsåret 2022 i vedtaget budget 2021. Overordnet lægges der op til at videreføre tidligere års budgetteringspraksis, herunder
- Effektiviseringsstrategien
- Centrale puljer til smarte investeringer i kernevelfærden, grundkøb og imødegåelse af yderligere nedslidning af veje og broer
- Tilpasning af udvalgenes budgetrammer som følge af beslutninger i Økonomiudvalget (ØU) og Borgerrepræsentationen (BR)
- Ramme og måltal for bruttoanlæg i budgetåret
- Rammer og tidsplan for budgetprocessen
Effektiviseringsstrategi
Med budget 2021 blev det besluttet at videreføre effektiviseringsstrategien i 2022. Måltallet for effektiviseringsstrategi 2022 skal fastsættes med indkaldelsescirkulæret for budget 2022. Effektiviseringsmåltallet i 2021 udgjorde 366,6 mio. kr. i 2021 p/l, hvilket svarer til 374,3 mio. kr. i 2022 p/l.
Københavns Kommunes demografibetingede udgifter udgør 234 mio. kr. i 2022. Regeringen har i forståelsespapiret ”Retfærdig retning for Danmark” tilkendegivet, at den ønsker at dække det demografiske træk på velfærden, så pengene følger med i takt med, at der bliver flere børn og ældre. I Økonomiaftalen for 2021 blev 1 mia. kr. af løftet af kommunernes serviceramme givet som følge af demografi. Såfremt der gives et tilsvarende løft i Økonomiaftalen for 2022, og Københavns Kommune får en andel, der svarer til kommunens andel af befolkningen, vil det svare til et løft af servicerammen på ca. 100 mio. kr. til at dække de demografibetingede udgifter i 2022. Netto er der således behov for at dække demografibetingede udgifter i 2022 for 134 mio. kr. Et evt. løft af servicerammen i 2022, som følge af demografi, er først kendt med indgåelse af økonomiaftalen 2022, som forventes indgået primo juni 2021.
Det forventes derudover, at der i 2022, i lighed med tidligere år, vil være behov for at håndtere en række need to budgetønsker, bevillingsudløb og specifikke udfordringer i forvaltningerne. I budget 2018-2021 har der været need to udgifter i budgetåret på gennemsnitligt 179 mio. kr. på service. I 2022 er der opgjort bevillingsudløb på 212 mio. kr. på service. I budget 2018-2021 har der været udgifter i budgetåret til finansiering af bevillingsudløb på gennemsnitligt 143 mio. kr. på service.
For at sikre rum til nye prioriteringer afsættes en pulje til ny kernevelfærd på 200 mio. kr.
Effektiviseringsmåltallet for 2022 fastholdes på niveau med 2021 svarende til 374,3 mio. kr., jf. tabel 1.
Ved at fastholde effektiviseringsmåltallet i 2022 sikres fortsat råderum til at dække Københavns Kommunes demografibetingede udgifter for netto 134 mio. kr., 200 mio.kr. til ny kernevelfærd og 40 mio. kr. til bevillingsudløb og skæv DUT.
Tabel 1. Effektiviseringsniveau i 2022
Mio. kr. i 2022 p/l, service |
2022 |
Effektiviseringsmåltal 2021 (366,6 mio. kr. i 2021 p/l) |
374,3 |
-Demografibetingede udgifter |
234 |
-Forventet demografibidrag i ØA 2022 |
-100 |
-Ny kernevelfærd |
+200 |
-Bevillingsudløb og skæv DUT |
40 |
Effektiviseringsmåltal 2022 (videreførsel af effektiviseringsniveau fra budget 2021) |
374,3 |
Stigende profiler fra tidligere vedtagne effektiviseringsforslag |
209,3 |
Behov for nye effektiviseringer i budget 2022 efter stigende profiler |
165,0 |
Udvalgene har allerede anvist effektiviseringer i 2022 på 209,3 mio. kr. som resultat af tidligere vedtagne effektiviseringsforslag. Heraf udgør 132,3 mio. kr. stigende profiler fra allerede godkendte tværgående effektiviseringer, hvoraf 51,8 mio. kr. er tværgående indkøbseffektiviseringer. Udvalgene skal dermed samlet set levere nye effektiviseringer for 165,0 mio. kr. i 2022, jf. tabel 1. Fordelingen af effektiviseringsmåltallet og stigende profiler fremgår af tabel 2. Beregning af effektiviseringsmåltal og fordelingsnøglen gennemgås mere detaljeret i bilag 3.
Tabel 2. Fordeling af effektiviseringsmåltal 2022 inkl. stigende profiler
Udvalg (1.000 kr. 2022 pl) |
Fordeling af måltal |
Stigende profiler og tværgående indkøbseffektiviseringer |
Måltal efter stigende profiler og tværgående indkøb |
Borgerrådgiveren |
130 |
7 |
123 |
Revisionsudvalget |
265 |
17 |
248 |
Økonomiudvalget |
20.501 |
19.873 |
628 |
Kultur- og Fritidsudvalget |
20.763 |
17.637 |
3.126 |
Børne- og Ungdomsudvalget |
157.527 |
56.531 |
100.996 |
Sundheds- og Omsorgsudvalget |
65.558 |
32.415 |
33.144 |
Socialudvalget |
83.658 |
62.065 |
21.593 |
Teknik- og Miljøudvalget |
11.492 |
11.492 |
0 |
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget |
14.370 |
9.257 |
5.113 |
I alt |
374.265 |
209.295 |
164.970 |
Investeringspuljer
For at understøtte at omstillingen i kommunen sker på baggrund af intelligente effektiviseringer frem for simple besparelser, er der siden 2016 årligt afsat 450 mio. kr. til investeringspuljerne. I indkaldelsescirkulæret for budget 2022 lægges der op til, at der i lighed med tidligere år afsættes 450 mio. kr. til investeringspuljerne med henblik på at understøtte udvalgenes indfrielse af effektiviseringsmåltallet for 2023.
De 450 mio. kr., der foreslås afsat i budget 2022, er fordelt med 315 mio. kr. på anlæg og 135 mio. kr. på service, heraf 20 mio. kr. til innovationspuljen. 10 mio. kr. af innovationspuljen reserveres til overførselssagen og de resterende 10 mio. kr. til budgetforhandlingerne.
Styringsmodel for bruttoanlæg i budget 2022
Københavns Kommunes ramme for service og bruttoanlæg fastlægges ud fra økonomiaftalerne mellem regeringen og KL og den faseopdelte budgetproces mellem kommunerne. Som følge af Covid-19 er anlægsloftet for 2020 blevet ophævet, og kommunernes anlægsramme for 2021 er på 21,6 mia. kr.
Der er stor usikkerhed om hvilket niveau anlægsrammen for 2022 vil blive fastlagt på. For at sikre muligheden for et fortsat højt eksekveringsniveau fastsættes bruttoanlægsmåltallet for 2022 foreløbigt med udgangspunkt i udvalgenes budgetterede udgifter i 2022 i 4. anlægsoversigt 2020. Bruttoanlægsmåltallet i budget 2022 fastsættes til 4.861 mio. kr. Heraf er anlægsmåltal for 4.718 mio. kr. tildelt udvalgene, mens 143 mio. kr. reserveres til centrale puljer fordelt på 65 mio. kr. til investeringspuljen, 50 mio. kr. til overførselssagen 2021/2022 og 28 mio. kr. til puljen til uforudsete udgifter, jf. tabel 3.
Et bruttoanlægsniveau i udvalgene på 4.718 mio. kr. i 2022 vurderes, at ligge over et realistisk eksekveringsniveau. Udvalgene skal i 2. anlægsoversigt for 2021, som forelægges Økonomiudvalget 25. maj 2021, foretage en periodisering af den samlede portefølje i 2022 og frem på baggrund af forvaltningernes vurdering af, hvor meget der kan eksekveres i de enkelte år. Økonomiforvaltningen vil gå i dialog med de enkelte forvaltninger herom. Det forventes, at de budgetterede anlægsudgifter i 2022 som følge af periodiseringen vil blive nedbragt.
Tabel 3. Fordeling af anlægsmåltal for budget 2022
Anlægsmåltal, mio. kr., 2022 p/l |
2022 |
Økonomiudvalget |
3.107,6 |
Kultur- og Fritidsudvalget |
68,3 |
Børne- og Ungdomsudvalget |
387,7 |
Sundheds- og Omsorgsudvalget |
38,5 |
Socialudvalget |
234,6 |
Teknik- og Miljøudvalget |
881,1 |
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget |
0,0 |
I alt, anlægsmåltal til udvalgene |
4.717,8 |
Investeringspuljen |
65,0 |
Overførselssagen 2021/2022 |
50,0 |
Puljen til uforudsete udgifter |
28,0 |
I alt inklusive centrale puljer |
4.860,8 |
Kommunernes anlægsramme for 2022 aftales med økonomiaftalen mellem regeringen og KL i juni 2021. Der tages stilling til Københavns Kommunes anlægsstyring og anlægsmåltal i 2022 i august forud for budgetforhandlingerne, når indholdet af økonomiaftalen for 2022 kendes.
Afsættelse af øvrige centrale puljer
Pulje til strategiske grundkøb
Det er Økonomiforvaltningens vurdering, at der i lighed med tidligere er behov for at afsætte en pulje på 350 mio. kr. på anlæg i budgettet for 2022 til demografibetingede og strategiske grundkøb mv. for at kunne erhverve arealer til kommunale funktioner i rette tid og til en rimelig pris. Puljen udmøntes løbende i 2022 af Borgerrepræsentationen.
Pulje til at imødegå yderligere nedslidning af veje og broer mv.
Det indstilles, at der i lighed med tidligere år afsættes en pulje til at imødegå yderligere nedslidning af veje og broer mv. på 169,6 mio. kr. på anlæg. Puljen udmøntes i forbindelse med forhandlingerne om budget 2022.
Fremrykning af den statslige finansiering af minimumsnormeringer.
Med finansloven for 2021 er det bl.a. besluttet at fremrykke den statslige finansiering af minimumsnormeringer således, at den statslige finansiering er fuldt indfaset i 2024 og frem i stedet for 2025. Børne- og Ungdomsforvaltningen og Økonomiforvaltningen vil frem mod overførselssagen 2020-2021 genberegne budgetbehovet i 2021 ved at indføre minimumsnormeringer fra 2022 og frem. Budgetbehovet for 2022 og frem genberegnes og håndteres med budgetforslaget for 2022.
Øvrige korrektioner
Der foretages en række korrektioner af teknisk karakter med indkaldelsescirkulæret for budget 2022 på bl.a. kommunens fællesordninger, udgifter til tjenestemænd, reservation til kommunal medfinansiering af sundhedsvæsenet mv. Ændringerne beskrives nærmere i bilag 2, og korrektionerne fremgår af bilag 8.
Læsevejledning til bilag
Bilag 1 omhandler de væsentligste overordnede elementer i budget 2022 samt øvrige fokusområder, der ikke er beskrevet i indstillingen. Bilaget indeholder bl.a. en oversigt over budgetprocessen for budget 2022 samt definitionen af de enkelte budgetkategorier (need to risikosager, kapacitet, renovering og rettidig omhu). Der er udarbejdet en læsevejledning til indstillingens øvrige bilag nederst i bilag 1.
Økonomi
Indstillingen har ingen selvstændige økonomiske konsekvenser, men er grundlag for budgetforslaget for 2022. Bl.a. påvirker fastsættelsen af måltallet for effektiviseringsstrategien det flerårige råderum og tilvejebringelsen af servicemåltal i budget 2022 og frem.
Der henvises til bilag 1, 2 og 3 for yderligere uddybning.
Videre proces
Efter behandlingen af Indkaldelsescirkulæret for budget 2022 skal fagudvalgene udarbejde og godkende udvalgenes budgetbidrag til budget 2022 senest den 3. maj 2021. Udvalgenes budgetbidrag består, jf. bilag 1, bl.a. af en beskrivelse af udvalgets opgaver, udfordringer i de kommende år, takster, håndtering af bevillingsudløb, udvalgets effektiviseringsforslag, opfølgning på investeringsforslag mv.
Økonomiudvalget behandler med juni-indstillingen (”Redegørelse for udvalgenes budgetbidrag til budgetforslag 2022”) den 8. juni 2021 udvalgenes fremsendte budgetbidrag.
Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen førstebehandler budgetforslaget for 2022 hhv. den 25. august og 2. september 2021, hvor kommunens indtægtsside er fastlagt, og kommunernes samlede rammer er kendt som følge af Økonomiaftale 2022.
Sagen sendes til 2. behandling i Borgerrepræsentationen den 7. oktober 2021. De politiske forhandlinger om budget 2022 vil finde sted mellem 1. og 2. behandlingen i Borgerrepræsentationen.
Som grundlag for forhandlingerne om budget 2022 lægges der i lighed med tidligere år op til, at forvaltningerne anmodes om at udarbejde budgetnotater vedrørende følgende, jf. bilag 1:
- Need to risikosager, kapacitet og renovering
- Rettidig omhu
- 1-3 enkeltstående budgetnotater på specifikke udfordringer inden for fagforvaltningens område
- Sager henvist til de politiske forhandlinger om budget 2022 eller senere, jf. bilag 5
Der kan ligeledes udarbejdes tværgående budgetnotater, hvis det ønskes administrativt eller politisk. Det bemærkes, at definitionerne af need to kriterierne er identiske med definitionerne fra budget 2021.
Økonomiforvaltningen står til rådighed for alle Borgerrepræsentationens medlemmer, såfremt der er spørgsmål til kommunens budget, produkterne til budgettet, processen for vedtagelsen af budgettet mv. Medlemmerne kan henvende sig herom til Økonomiforvaltningens direktion.
Beslutning
Dagsordenspunkt 2: Indkaldelsescirkulære for budget 2022 (2021-0002264)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 26. januar 2021
Et samlet Økonomiudvalg fremsatte følgende ændringsforslag til erstatning af indstillingens 2. at-punkt:
”at det godkendes, at måltallet for effektiviseringsstrategien i budget 2022 fastsættes til 274,3 mio. kr. Det medfører, at udvalgene skal anvise 76 mio. kr. i nye effektiviseringer i 2022, idet udvalgene allerede har anvist effektiviseringer for 198,2 mio. kr. Heraf udgør tværgående indkøbseffektiviseringer 51,8 mio. kr., jf. bilag 10”
Ændringsforslaget blev godkendt uden afstemning.
Den således ændrede indstilling blev herefter godkendt uden afstemning.
Et samlet Økonomiudvalg afgav følgende protokolbemærkninger:
”Økonomiudvalget pålægger Økonomiforvaltningen med inddragelse af de øvrige forvaltninger frem mod overførselssagen og budgetforhandlingerne at udarbejde forslag til effektiviseringer med fokus på automatisering og administrative funktioner, herunder både forvaltningsspecifikke og tværgående forslag.”
”Økonomiudvalget opfordrer Kultur- og Fritidsudvalget, Teknik- og Miljøudvalget og Socialudvalget til at anvende overskuddet fra de stigende profiler til at håndtere bevillingsudløb.”
”Vi synes, at det er nødvendigt at afsætte anlægsmåltal i budgetforhandlingerne til vedligeholdelse, så vi ikke risikerer flere år i træk at de afsatte penge til vedligeholdelse ikke kan anvendes pga. manglende måltal.”