Godkendelse af vedtægter for I/S SMOKA (Miljø- og Forsyningsudvalget)
Godkendelse af vedtægter for I/S SMOKA (Miljø- og Forsyningsudvalget)
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 25. november 2003
J.nr. ØU 373/2003
23. Godkendelse af vedtægter for I/S SMOKA (Miljø- og Forsyningsudvalget)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller, at Miljø- og Forsyningsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at udkast til ændring af vedtægter for I/S
Storkøbenhavns Modtagestation for Olie- og Kemikalieaffald (SMOKA) godkendes.
Miljø- og Forsyningsudvalgets beslutning i mødet den 10. november 2003
Tiltrådt.
Økonomiforvaltningen indstiller,
at Økonomiudvalget oversender sagen til
Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Økonomiudvalget
har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende
form."
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 25. november 2003
Anbefalet.
Behandling: Borgerrepræsentationen.
RESUME
I/S SMOKA´s vedtægter skal ændres for at bringe dem i overensstemmelse med de ændrede vilkår for indsamling og håndtering af farligt affald. Bl.a. vil der inden for rammerne af de kommunale indsamlingsordninger efter 1. januar 2004 være fri konkurrence mellem de transportører og modtageanlæg, som kommunerne har indgået aftale med. I/S SMOKA vil ikke længere have eneret til affald til bortskaffelse, og vil ikke længere skulle etablere en indsamlingsordning for farligt affald. Det betyder, at kommunernes forpligtelse til at kunne anvise farligt affald til bortskaffelse, og det dermed forbundne behov for en modtagestation, skal finansieres dels over et håndteringsgebyr, som betales i forbindelse med aflevering af farligt affald til modtagestationen, dels af et grundgebyr, som skal betales af kommunerne i forhold til indbyggertal.
Som konsekvens af, at I/S SMOKA efter vedtægtsændringerne ikke længere har eneret til farligt affald til bortskaffelse skal der endvidere ske en ændring af regulativ for erhvervsaffald, som ophæver I/S SMOKA´s eneret. Miljø- og Forsyningsforvaltningen vil komme med en særskilt indstilling herom.