Mødedato: 25.11.2003, kl. 15:00

Indgåelse af resultatkontrakt med Økonomi- og Erhvervsministeriet og HUR om driften af informationstjenesten Øresunddirekt

Indgåelse af resultatkontrakt med Økonomi- og Erhvervsministeriet og HUR om driften af informationstjenesten Øresunddirekt

Økonomiudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 25. november 2003

 

 

 

J.nr.             ØU 386/2003

 

 

14.                Indgåelse af resultatkontrakt med Økonomi- og Erhvervsministeriet og HUR om driften af informationstjenesten Øresunddirekt

 

 

INDSTILLING

Økonomiforvaltningen foreslår, at Økonomiudvalget indstiller til Borgerrepræsentationen

 

at Overborgmesteren bemyndiges til at indgå resultatkontrakt med Økonomi- og Erhvervsministeriet om driften af Øresunddirekt (og Øresundsguiden) i perioden 1. januar 2004 til 31. december 2006.

 

at Økonomiforvaltningen tildeles en indtægtsbevilling på 5 mio. kr. i årene 2004, 2005 og 2006, der placeres på bevilling Økonomisk fovaltning, drift, funktion 06.51.1

 

at Økonomiforvaltningen tildeles en udgiftsbevilling på 5 mio. kr. i årene 2004, 2005 og 2006, der placeres på bevilling Økonomisk fovaltning, drift, funktion 06.51.1

 

at Økonomiforvaltningen inden for udgiftsbevillingen ansætter 5 personer i tidsbegrænsede stillinger i årene 2004, 2005 og 2006.

 

 

RESUME

Regeringen og Københavns Kommune aftalte i kommuneaftalen for 2003 at nedsætte en arbejdsgruppe, hvori der skulle indgå relevante regionale myndigheder. Arbejdsgruppen fik til opgave at undersøge mulighederne for at styrke informationsindsatsen i Øresundsregionen.

En begrundelse for nedsættelsen af denne arbejdsgruppe var blandt andet, at den fælles dansk-svenske informationstjeneste Øresunddirekts forsøgsperiode udløber den 31. december 2003. Øresunddirekt bliver i forsøgsperioden finansieret af en bevilling fra Utrikesdepartementet, Sverige og Økonomi- og Erhvervsministeriet (OEM) samt Ministeriet for Viden, Teknologi og Udvikling. Sidstnævnte ministerium huser og drifter virksomheden.

Arbejdsgruppearbejdet blev efterhånden indsnævret til drøftelser mellem den nuværende ejerkreds og den kommende, bestående af OEM og HUR.

Københavns Kommune deltog i drøftelserne i medfør af kommuneaftalen.

Det er jf. vedlagte hensigtserklæring de kommende ejeres ønske at forhandle om oprettelsen af en resultatkontrakt mellem ejerne, OEM og HUR og Københavns Kommune, idet det skønnes særdeles attraktivt at lokalisere informationsvirksomheden sammen med informations- og borgerbetjeningsdelen af det kommende Øresundsligningscenter og servicecenter Indre By.

 

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

 

Der blev forud for den faste forbindelse over Øresund etableret to organisationer til varetagelse af Øresundsinformation og Øresundsmarkedføring.

Den danske regering og den svenske regering oprettede borger- og virksomheds-informationstjenesten, Øresunddirekt, som blev placeret i Statens Information, senere i IT- og Telestyrelsen.

Den danske regering, den svenske regering, HUR og Region Skåne etablerede Øresund Network, som blev placeret i Malmø i samme bygning, som rummer den informationsbutik, der drives af statslige og regionale svenske myndigheder.

Derudover oprettedes i Erhvervs- og Boligstyrelsen en webtjeneste med callcenter, Øresundsguiden, med information specielt til erhvervsliv og virksomheder.

 

Øresunddirekts primære informationstilbud er en meget udbygget website med information på svensk og dansk til borgere og virksomheder.

Dertil kommer et callcenter, hvor borgere og virksomheder kan hente Øresundsinformation.

Øresunddirekt driver en udstrakt netværksvirksomhed med blandt andet informationsleverandører til web og callcenter samt konference- og markedsføringsaktiviteter i forbindelse med de tilbudte tjenester.

Endelig publiceres nyheder på websitet.

 

Øresund Network er en markedsførings- og brandholdingsorganisation, som driver website, networker og tager markedsførings- og brandingsinitiativer både i regionen og internationalt.

 

En oprindelig tanke om at sammenlægge de to organisationer blev forladt til fordel for en model, hvor Øresunddirekt fremover tænkes drevet som en dansk organiseret og baseret virksomhed mens Øresund Network fortsat baseres i Sverige, fremover med ren svensk finansiering og organisering.

 

Samarbejdet mellem de to organisationer fastlægges i en samarbejdsaftale, som sikrer, at arbejdet koordineres, og at der kan tages fælles initiativer.

 

Det har under diskussionerne af den fremtidige informationsindsats været et ofte fremført synspunkt, at det var hensigtsmæssigt, hvis der blev etableret en centralt beliggende 'informationsbutik' i København, således at der var symmetri med den svenske model.

Etableringen af servicecentre i Københavns Kommune har åbnet for denne mulighed, som ydermere understøtter tanken om en mere enstrenget borgerbetjening, hvor der ikke skelnes mellem, hvilken instans, der leverer en ydelse eller giver information.

En samlokalisering af servicebutik Indre BY, Øresundsligningscenter og Øresunddirekt er et skridt på denne vej.

 

Derudover har de kommende ejere ytret ønske om at knytte Øresunddirekt til det eksisterende informationsfaglige miljø, der er i Københavns Kommune med henblik på at opnå synergi og udviklingspotentiale.

 

Økonomi

 

Det fremgår af hensigtserklæringen, at de to ejere, OEM og HUR, i en treårig periode yder et årligt tilskud på 2,5 mio. kroner fra hver part, i alt 5 mio. kr. årligt.

Denne finansiering vil dække driften af Øresunddirekt med en bemanding på fem medarbejdere, heraf en daglig leder.

Det fremgår af hensigtserklæringen, at alle midler skal anvendes til løsning af kerneopgaverne i Øresunddirekt, nemlig driften af en målrettet informationsindsats til borgere og virksomheder i Øresundsregionen.

 

Miljøvurdering

 

Der er ikke miljømæssige konsekvenser

 

Andre konsekvenser

 

Der er ingen øvrige konsekvenser

 

 

BILAG VEDLAGT

 

Hensigtserklæring af 17. november 2003 mellem Økonomi- og Erhvervsministeriet, HUR og Københavns Kommune

 

 

 

 

 

Erik Jacobsen                                                                 /Paul Sax Møller                                                       

 


Til top