Nedsættelse af ansættelsesudvalg og sammensætning af den administrative høringsgruppe ved besættelse af stillingen som administrerende direktør under Sundheds- og Omsorgsudvalget
Økonomiudvalget skal træffe beslutning om, hvem der blandt Økonomiudvalgets medlemmer skal deltage i ansættelsesudvalget samt sammensætningen af den administrative høringsgruppe ved besættelse af stillingen som administrerende direktør under Sundheds- og Omsorgsudvalget.
Indstilling
Økonomiforvaltningen anbefaler over for Økonomiudvalget,
- at Økonomiudvalget udpeger et ansættelsesudvalg blandt sine medlemmer,
- at Økonomiudvalget godkender sammensætning af den administrative høringsgruppe på baggrund af nedenstående indmeldinger.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen har på sit møde d. 13. oktober besluttet at ophæve kontrakten med den administrerende direktør under Sundheds- og Omsorgsudvalget, og stillingen er derfor ledig til besættelse. Der skal i henhold til proceduren for ansættelse af administrerende direktører nedsættes et ansættelsesudvalg blandt Økonomiudvalgets medlemmer.
Løsning
Borgerrepræsentationen er - efter indstilling af Økonomiudvalget - ansættende myndighed ved besættelse af stillinger som administrerende direktør.
Økonomiudvalget har den 18. november 2014 og 21. april 2015 fastlagt proceduren ved besættelse af stillinger som administrerende direktør.
Økonomiudvalget har i den sammenhæng besluttet, at ansættelsesudvalget består af 5 medlemmer af Økonomiudvalget, herunder altid overborgmesteren (som formand) og ressortborgmesteren. Ansættelsesudvalget vælger hvilke kandidater, der skal indkaldes til samtale og afholder anden samtale med kandidaterne.
Det bemærkes, at begge køn skal være repræsenteret i alle ansættelsesudvalg, jf. cirkulære nr. 4/2020 vedr. opslag og ansættelser i Københavns kommune, og Borgerrepræsentationen har i november 2011 besluttet, at der skal tilstræbes en ligelig kønsfordeling.
Økonomiudvalget har tillige besluttet, at der nedsættes en administrativ høringsgruppe til støtte i processen. Høringsgruppen gennemfører første samtale med kandidaterne. Den administrative høringsgruppe sammensættes som følgende:
- Den administrerende direktør i Økonomiforvaltningen (formand).
- Evt. en yderligere repræsentant fra kredsen af administrerende direktører.
- En ledelsesrepræsentant udpeget af den relevante borgmester blandt lederne i den pågældende forvaltning.
- En medarbejderrepræsentant udpeget af og blandt medarbejderne i den pågældende forvaltnings hovedsamarbejdsudvalg.
- En medarbejderrepræsentant blandt kommunens medarbejdere udpeget af Københavns og Frederiksbergs Fællesrepræsentation.
Følgende personer er blevet foreslået til den administrative høringsgruppe:
Formand:
- Søren Hartmann Hede, adm. direktør i Økonomiforvaltningen
En yderligere repræsentant fra kredsen af administrerende direktører: - Mikkel Boje, adm. direktør i Socialforvaltningen
En ledelsesrepræsentant udpeget af sundheds- og omsorgsborgmesteren blandt lederne i forvaltningen: - Thomas Brahm, sekretariatschef i Center for Ledelse og Kommunikation, Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.
En medarbejderrepræsentant udpeget af og blandt medarbejderne i Sundheds- og Omsorgsforvaltningens hovedsamarbejdsudvalg: - Susan McAlden, fællestillidsrepræsentant for FOA, Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.
En medarbejderrepræsentant blandt kommunens medarbejdere udpeget af Københavns– og Frederiksbergs Fællesrepræsentation: - Tania Karpatschof, Fællestillidsrepræsentant for AC i Københavns Kommune
Ligestillingshensynet skal tilgodeses ved sammensætningen af høringsgruppen, og både mænd og kvinder er således repræsenteret.
Økonomiforvaltningen ved Søren Hartmann Hede varetager sekretariatsfunktionen for såvel ansættelsesudvalg som høringsgruppe.
Økonomi
Udgifterne ved stillingens besættelse afholdes inden for Sundheds- og Omsorgsforvaltningens budget.
Videre proces
Ansættelsesudvalget anbefaler en kandidat til stillingen, der forelægges Økonomiudvalget og Borgerrepræsentation til endelig godkendelse.
Søren Hartmann Hede /Mads Grønvall
Beslutning
Dagsordenspunkt 3: Nedsættelse af ansættelsesudvalg og sammensætning af den administrative høringsgruppe ved besættelse af stillingen som administrerende direktør under Sundheds- og Omsorgsudvalget (2022-0307163)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 25. oktober 2022
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Økonomiudvalget udpegede følgende medlemmer til ansættelsesudvalget: Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (A), sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (F), Stine Finné Toft (Ø), børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (C) og beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken (V).