Københavns Kommunes kommunikationsvejledning om kønsinkluderende sprogbrug
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
- at drøfte Københavns Kommunes kommunikationsvejledning i kønsinkluderende sprogbrug.
Problemstilling
Den 24. august 2017 besluttede Borgerrepræsentationen (BR) på baggrund af et medlemsforslag fra Radikale Venstre, at Økonomiforvaltningen (ØKF) med inddragelse af andre relevante forvaltninger skulle udarbejde et forslag til en politik for, hvordan Københavns Kommune møder homoseksuelle, biseksuelle, transpersoner og interkønnede m.fl. (LGBTI+ personer). Den 31. januar 2019 godkendte en enig BR Danmarks første LGBTI+ politik under titlen ”En ligeværdig del af fællesskabet”. LGBTI+ politikken går på tværs af kommunens forvaltninger og indeholder forvaltningsvise initiativer. Politikken er vedlagt som bilag 1.
Ét af ØKFs indsatsområder i LGBTI+ politikken er inkluderende kommunikation, herunder det konkrete initiativ:
”Kønsneutral kommunikation til medarbejdere og brugere: Forvaltningerne i Københavns Kommune opfordres til at skrive i et kønsneutralt sprog og dermed tage højde for f.eks. transpersoner og interkønnede, ligesom det grafiske udtryk skal afspejle byens
mangfoldighed. Der vil blive udarbejdet en kommunikationsvejledning hertil.”
Økonomiudvalget (ØU) er årligt blevet orienteret om status på forvaltningernes arbejde med indsatser under LGBTI+-politikken, herunder også ØKFs arbejde med kommunikationsvejledningen. Den seneste orientering fandt sted den 15. marts 2022.
Kommunikationsvejledningen i kønsinkluderende sprogbrug blev administrativt godkendt og lanceret i juni 2022. Vejledningen er vedlagt som bilag 2.
Indhold i kommunikationsvejledningen
Kommunikationsvejledningen klæder kommunens medarbejdere på til at møde hinanden og borgerne mere inkluderende og med respekt for forskellighed. Den giver vejledning, anbefalinger og opfordringer til et mere kønsinkluderende sprog, herunder eksempler på, hvordan kommunens ansatte med få sproglige justeringer kan blive endnu mere imødekommende overfor minoritetsborgere. Vejledningen indeholder konkrete eksempler på, hvordan man kan bryde med sproglige stereotyper, som f.eks. ’kvindefag’, ’titler’ og ’pronominer’. Samtidig opfordrer vejledningen til at være nysgerrig, spørgende og betænksom i sin kommunikative tilgang.
Kommunikationsvejledningen indeholder hverken forbud eller påbud om brug af bestemte ord, betegnelser eller sprogbrug generelt – heller ikke om brug af ”far” og ”mor”.
Proces for udviklingen af kommunikationsvejledningen
Kommunikationsvejledning er udviklet med inddragelse af alle forvaltninger via kommunens centrale ligestillingsudvalg, som består af medarbejdere fra forvaltningerne og repræsentanter fra de faglige organisationer. Forvaltningerne har bidraget med de konkrete eksempler fra dagligdagen, som indgår i vejledningen.
Derudover er vejledningen blevet til i dialog med bl.a. KVINFO, LGBTI+ Danmark og Inclucify, der har kvalitetssikret indholdet på baggrund af deres indgående kendskab til målgruppen og indsatsområdet. Indholdet er desuden inspireret af lignende indsatser fra politiske organisationer såsom Europa-Parlamentet, De Forenede Nationer og NATO, der har indført hhv. retningslinjer for kønsneutral sprogbrug, en værktøjskasse for kønssensitiv kommunikation og en kønsinkluderende sprogmanual. En række danske organisationer har ligeledes fokus på kønsinkluderende kommunikation og sprogbrug. Det fremgår f.eks. i en pjece om LGBTI-venlig praksis fra Sundhedsstyrelsen, en pjece om diversitetsarbejde fra Dansk Industri, et kodeks til inkluderende arbejdspladser fra Ledernes Hovedorganisation samt materiale fra partnerskabet ’Mere arbejdsplads’ stiftet af Ligestillingsministeriet. I en kommunal kontekst kan f.eks. nævnes, at Randers Kommune har sprog og adfærd som særskilt indsatsområde i kommunens kønsligestillingspolitik.
Løsning
På baggrund af den brede medieomtale og store interesse i kommunens kommunikationsvejledning i kønsinkluderende sprogbrug, gav ØU på sit møde d. 4. oktober udtryk for et ønske om at drøfte vejledningen.
Drøftelserne kan ske med udgangspunkt i nærværende sag, herunder Københavns Kommunes LGBTI+ politik, indsatserne på området samt beskrivelsen af kommunikationsvejledningen.
Økonomi
Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.
Søren Hartmann Hede / Mads Grønvall
Beslutning
Dagsordenspunkt 17: Københavns Kommunes kommunikationsvejledning om kønsinkluderende sprogbrug (2022-0313601)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 25. oktober 2022
Indstillingen blev udsat med henblik på et senere møde i Økonomiudvalget.