Mødedato: 25.10.2022, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Opgivelse af påtaleret til en tinglyst deklaration om ubebyggede arealer ved en række ejendomme i Rødovre Kommune

Se alle bilag
Rødovre Kommune har i forbindelse med udarbejdelse af en lokalplan for nogle ejendomme i området Milestedet forespurgt, om Københavns Kommune vil benytte sin påtaleret for en deklaration fra 1962 om anlæg og vedligeholdelse af de ubebyggede arealer i området. Opgivelse af påtaleretten forelægges nu for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen til godkendelse

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Økonomiforvaltningen bemyndiges til at opgive Københavns Kommunes påtaleret for en deklaration om anlæg og vedligeholdelse af de ubebyggede arealer, tinglyst den 30. juni 1962 på en række ejendomme (Milestedet) i Rødovre Kommune.

Problemstilling

Rødovre Kommune er ved at udarbejde en lokalplan (nr. 155) for nogle ejendomme i området Milestedet - med henblik på opførelse af to nye boligbebyggelser. Området for lokalplan nr. 155 er vist på bilag 2 og området Milestedet er vist på vedlagte bilag 1.

Rødovre Kommune har i den forbindelse forespurgt, om Københavns Kommune (KK) vil benytte sin påtaleret for en deklaration fra 1962 om anlæg og vedligeholdelse af de ubebyggede arealer i Milestedet.

Løsning

Borgerrepræsentationen godkendte på mødet den 12. november 1953 (B.F. 1953-1954, s. 1299-1305) i princippet en af en række almene boligselskaber udarbejdet bebyggelsesplan for KK's arealer i Rødovre Kommune. Borgerrepræsentationen godkendte endvidere salg af de af planen omfattede arealer i Rødovre Kommune til boligselskaberne.

Skøderne er tinglyst i 1958 og 1959. Det fremgår af skøderne, at grundenes ubebyggede arealer skulle anlægges og vedligeholdes i overensstemmelse med en plan godkendt af Rødovre Kommune og KK, og at der skulle tinglyses en deklaration herom.

Deklarationen blev den 30. juni 1962 tinglyst på hele det solgte område i Rødovre, dvs. hele området Milestedet. Rødovre Kommune og Overborgmesteren i København er påtaleberettiget.

Deklarationen vedlægges som bilag 3. Deklarationen henviser til en haveplan af 28. januar 1957, der vedlægges som bilag 4.

Borgerrepræsentationen godkendte på mødet den 30. juni 1955 (Københavns Borgerrepræsentations forhandlinger 1955-1956, s. 595-599) bl.a., at der blev givet fornøden dispensation fra servitutten til etablering af et friluftsbad, Vestbadet.

Det fremgår af Rødovre Kommunes startredegørelse, at ”Milestedets oprindelige landskabsplan er tegnet af C. Th. Sørensen.” Der står endvidere: ”I lokalplanprocessen vil det blive undersøgt, hvilke tiltag der skal stilles krav til, for at området stadig fremstår med en parkagtig karakter.”

Københavns Ejendomme og Indkøb i Økonomiforvaltningen finder, at der ikke længere er behov for, at KK er påtaleberettiget til den pågældende deklaration, da hele området ligger i Rødovre Kommune, der både er påtaleberettiget og planmyndighed, og da reguleringen i dag er velbeskrevet i planlovgivningen.

Økonomiforvaltningen indstiller derfor, at Københavns Kommune opgiver sin påtaleret.

Økonomi

Der er ingen økonomi forbundet med sagen.

Videre proces

Såfremt indstillingen tiltrædes, vil Rødovre Kommune blive orienteret herom, og der vil blive tinglyst en påtegning på deklarationen om, at KK udtræder som påtaleberettiget.

 

Søren Hartmann Hede / Nanna Westerby Jensen

Beslutning

Dagsordenspunkt 16: Opgivelse af påtaleret til en tinglyst deklaration om ubebyggede arealer ved en række ejendomme i Rødovre Kommune (2022-0280177)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 25. oktober 2022

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top