Mødedato: 25.10.2022, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Drøftelse af ejerstrategier for Københavns Kommunes større selskaber 2022

Se alle bilag

Økonomiudvalget skal drøfte opdaterede ejerstrategier for Københavns Kommunes ni større selskaber for 2022 med henblik på efterfølgende stillingtagen på møde i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at udvalget drøfter de opdaterede ejerstrategier for Københavns Kommunes ni større selskaber for 2022 og fire år frem, jf. bilag 1.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen har den 22. juni 2016 (dagsordenspunkt nr. 54) besluttet, at Københavns Kommune for hver af de større selskaber vedtager en ejerstrategi.

De gældende ejerstrategier for Københavns Kommunes ni større selskaber er senest opdateret i 2020 og godkendt af Borgerrepræsentationen den 29. oktober 2020 (dagsordenspunkt 7). Ifølge strategierne skal de revideres i 2022.

Løsning

Økonomiforvaltningen har foretaget en opdatering af ejerstrategierne for de ni større selskaber, som Københavns Kommune er medejer af: 

  • HOFOR-koncernen
  • Udviklingsselskabet By & Havn I/S
  • Metroselskabet I/S
  • I/S Amager Ressourcecenter (ARC)
  • I/S Vestforbrænding
  • Hovedstadens Beredskab I/S
  • Arena CPHX P/S
  • Trafikselskabet Movia
  • Centralkommunernes Transmissionsselskab I/S (CTR)

De opdaterede ejerstrategier fremgår af bilag 1. En version af de opdaterede ejerstrategier med track-changes ift. 2020-ejerstategier fremgår af bilag 1a.

Ejerstrategierne har udgangspunkt i Københavns Kommunes gældende politik for et aktivt ejerskab af kommunens selskaber, som er godkendt af Borgerrepræsentationen den 10. oktober 2013 (dagsordenspunkt nr. 4).

Ifølge kommunens aktive ejerskabspolitik skal Københavns Kommune ved anvendelse af de styringsværktøjer, som er til rådighed via forvaltningen og de af kommunen udpegede bestyrelsesmedlemmer:

  • sikre og udvikle kommunens økonomiske værdier i selskaberne, og
  • varetage kommunens øvrige interesser, dvs. de strategier og politikker, som Borgerrepræsentationen og kommunens udvalg har vedtaget for byens udvikling, herunder kommune- og lokalplaner, klimaplaner, ældrepolitik, handicappolitik m.v. i selskaberne.

Ejerstrategierne for hvert selskab indeholder de strategiske mål for kommunens ejerskab og omfatter de økonomiske værdier og gælden i selskaberne samt kommunens øvrige interesser og består af kort- og langsigtede mål og indsatser.

Hver strategi indledes med en kort oversigt over de væsentligste ændringer i forbindelse med opdateringen.

Udover et fortsat fokus på aktivoptimering, gældshåndtering, risikostyring og klimamål indgår bl.a. i revisionen af strategierne Københavns Kommunes politik om kønsneutralt sprogbrug med ønske om, at selskaberne anvender kønsneutralt sprog og kønsneutrale betegnelser og, hvor det er juridisk muligt, i selskabernes interne organisering ændrer betegnelsen ”formand” til benævnelsen ”forperson”, f.eks. i vedtægter og forretningsorden.

Udkast til ejerstrategier har været i høring hos selskaberne samt i Teknik- og Miljøforvaltningen for så vidt angår ARC, I/S Vestforbrænding og CTR. I det omfang selskabernes eller Teknik- og Miljøforvaltningens bemærkninger har givet anledning til ændringer, er disse indarbejdet i de opdaterede ejerstrategier, jf. bilag 2. I det omfang bemærkningerne ikke har givet anledning til ændringer, fremlægges disse, jf. bilag 2a.

Økonomiudvalget har desuden haft temadrøftelser med HOFOR-koncernen, By & Havn, Metroselskabet, ARC, Hovedstadens Beredskab og Movia i forbindelse med tre møder i Økonomiudvalget i september/oktober 2022.

Ejerstrategierne giver selskaberne, herunder de kommunalt udpegede bestyrelsesmedlemmer og medejere, kendskab til Københavns Kommunes ønsker til selskaberne. Ejerstrategierne er således ikke en instruktion, og den forpligter ikke direkte det enkelte bestyrelsesmedlem eller selskabets bestyrelse.

Til orientering vedlægges Økonomiforvaltningens overordnede notat om  bestyrelsesmedlemmernes roller mv. og adgang til at instruere disse under hensyn til evt. forskelle ift. selskabsform og stiftelsesgrundlag. For yderligere uddybning henvises til den af Økonomiforvaltningen udarbejdede Bestyrelseshåndbog 2022 for Københavns Kommune, som er tilgængelig på kommunens hjemmeside under Politik, Borgerrepræsentation, Om medlemmer, jfr. link: Bestyrelseshåndbog 2022

Ejerstrategierne er senest opdateret i 2018 og 2020. Da ejerstrategier imidlertid fastlægger de overordnede og langsigtede rammer for, hvad en ejer ønsker, at et selskab skal gøre, er det Økonomiforvaltningens vurdering, at revision af strategierne alene bør ske én gang i (starten af) hver valgperiode. Ejerstrategierne forventes derfor opdateret næste gang i 2026.

Økonomi

Indstillingen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Videre proces

Efter Økonomiudvalgets drøftelse af de opdaterede ejerstrategier vil ejerstrategierne blive indstillet til godkendelse på kommende møde i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

Ejerstrategierne forventes opdateret næste gang i 2026.

I kommende kvartalsrapportering for Københavns Kommunes større selskaber vil Økonomiforvaltningen overfor Økonomiudvalget redegøre for selskabernes tiltag i forhold til ejerstrategiernes mål om størst mulig åbenhed. Dette skal samtidig understøtte en udbredelse af konkrete tiltag for øget åbenhed og bedste praksis på tværs af selskaberne.

Søren Hartmann Hede /Mads Grønvall

Beslutning

Dagsordenspunkt 12: Drøftelse af ejerstrategier for Københavns Kommunes større selskaber 2022 (2022-0102750)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 25. oktober 2022

Kontorchef i Økonomiforvaltningen, Per Justesen, deltog under sagens behandling af hensyn til sagens oplysning.

Indstillingen blev drøftet.

Til top