Mødedato: 25.09.2018, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Halvårsrapport om sygefravær i Københavns Kommune 2018

Se alle bilag
Halvårsrapporten om sygefravær i Københavns Kommune viser udviklingen i sygefraværet blandt de ansatte i Københavns Kommune for 1. halvår 2018, og den viser en prognose for, om forvaltningerne og kommunen samlet set ser ud til at nå årets måltal.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at "Halvårsrapport om sygefravær i Københavns Kommune 2018", jf. Bilag 1, tages til efterretning,  
  2. at det tages til efterretning, at der i kommunen igangsættes en proces i efteråret 2018 om udarbejdelse af forslag til nye måltal for sygefravær for 2019-2020.

Problemstilling

Uændret sygefravær i 1. halvår 2018
Sygefraværet i Københavns Kommune (KK) ligger på 5,8 dage i 1. halvår 2018 i gennemsnit pr. ansat. Dette er samme niveau som i 1. halvår 2017. Billedet af uændret sygefravær i 1. halvår 2018 sammenlignet med 1. halvår 2017 ses i tre af de fire største forvaltninger, nemlig i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF), Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) og Teknik- og Miljøforvaltningen (TMF). Både det korte og det lange sygefravær er uændret sammenlignet med 1. halvår 2017 (figur 1 i Bilag 1).

Sygefraværet er faldet i to forvaltninger i 1. halvår 2018 sammenlignet med 1. halvår 2017, nemlig i Økonomiforvaltningen (ØKF) og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen (BIF). Derimod er det steget i 1. halvår 2018 i Socialforvaltningen (SOF) og Kultur- og Fritidsforvaltningen (KFF).

Prognosen viser en lille stigning, og kommunen når ikke måltallet for 2018
Prognosen for sygefraværet i KK viser, at sygefraværet vil ende på 11,4 dage i 2018. Såfremt prognosen holder, vil det være en stigning i sygefraværet på 0,2 dag i forhold til sygefraværet i 2017. Sygefraværet vil dermed overstige måltallet for 2018 på 10,9 dage med 0,5 dag.

Det bemærkes, at når prognosen viser, at sygefraværet i 2018 vil ende 0,2 højere end årsresultatet for 2017, selvom sygefraværet i 1. halvår 2018 (januar-juni) ligger på samme niveau som 1. halvår 2017, skyldes det bl.a., at sygefraværet inklusiv juli måned i 2018 faktisk er marginalt højere end sygefraværet i tilsvarende periode i 2017 (0,053 dag), hvilket således medfører en forventning om et højere sygefravær for året.

Hvis prognoserne holder, vil sygefraværet for 2018 ende lavere end i 2017 i tre forvaltninger, nemlig i ØKF, BIF og BUF, og det vil ligge uændret i TMF. Derimod vil der være en markant stigning i sygefraværet i SOF og mindre stigninger i SUF og KFF (figur 3 i Bilag 1).

Hvis prognosen holder, vil det kun være BIF og SUF, der når deres måltal, idet det bemærkes, at sygefraværet i disse to forvaltninger kun vil være hhv. 0,3 dag og 0,1 dag under måltallet. De øvrige fem forvaltninger ser ikke ud til at nå deres måltal. Særligt langt fra måltallet er SOF og TMF, hvis sygefravær jf. prognosen vil overstige måltallene med hhv. 1,8 dage og 1,3 dage. ØKF, BUF og KFF vil være ca. en halv dag fra deres måltal.

Sygefraværet i KK er relativt lavt sammenlignet med sjællandske kommuner
Generelt set stiger sygefraværet i landets kommuner jo længere øst på i landet, kommunen ligger (figur 12 og bilag 7.8 i Bilag 1)

I 2015 og 2016 lå KK midt i feltet af kommuner, når disse oplistes efter stigende sygefravær. På den baggrund besluttede Økonomiudvalget et mål om, at KK senest i 2018 skulle op og ligge i den bedste fjerdedel af landets kommuner. I 2017 lå KK på en 36. plads.

Ift. til KK’s 7 nabokommuner ligger KK på en delt tredjeplads, og ift. de i alt 46 kommuner i Region Hovedstaden og Region Sjælland tilsammen ligger KK på en 10. plads. Sygefraværet i KK er således relativ lavt sammenlignet med sjællandske kommuner.

På baggrund af den nuværende prognose ser det dog ikke ud til, at KK i 2018 vil nå målet om at ligge i den bedste fjerdedel.

Løsning

Den generelle sygefraværsindsats og Sygefraværsstrategi 2020
For at nå kommunens mål for 2018 er det nødvendigt at skærpe indsatsen for nedbringelse af sygefraværet - herunder at sikre, at der ikke er forhold på arbejdspladsen, der fører til sygefravær og at sikre, at der følges op på sygefraværet.

Der pågår allerede en vedvarende indsats i kommunens syv forvaltninger for at nedbringe sygefraværet og styrke trivslen. Dette arbejde fortsætter, og der er igangsat en ekstra, fokuseret og fælles indsats på baggrund af "Sygefraværsstrategi 2020 - bedre fælles forebyggelse og professionalisering". Indsatsen rummer bl.a. implementering af nye redskaber under sloganet "Kom i hus med sygefraværsopgaven": en guide, et dialogværktøj og en kursuspakke til ledere og tillidsvalgte medarbejdere. Sygefraværsstrategi 2020 bygger på tiltag og redskaber, som, der er god dokumentation for, virker. Derfor opfordres alle forvaltninger til at tage disse redskaber i anvendelse i henhold til beslutningen i Økonomiudvalget den 14. august 2018.

Trivselsundersøgelsen 2019
Ultimo februar 2019 gennemføres den næste store trivselsundersøgelse på tværs i hele KK. Denne giver et vigtigt input til drøftelserne og afdækningen af, om der er forhold i arbejdsmiljøet, som påvirker sygefraværet.

Nye måltal for sygefravær 2019-2020
De nuværende måltal for sygefravær udløber pr. den 31. december 2018. Målet for 2018 er, at KK skal op i den bedste fjerdedel af kommuner, når disses sygefravær oplistes stigende. I efteråret opstartes en dialogproces på tværs i kommunen af udarbejdelse af nye måltal for sygefravær for 2019-2020 med henblik på forelæggelse for Økonomiudvalget. Hvis det vælges, at måltallene skal beregnes ud fra samme model som de nuværende, vil forslaget først blive forelagt, når kommunernes sygefravær for 2018 er offentliggjort i april 2019. Da halvårsrapporten viser, at forvaltningerne endnu ikke har nedbragt sygefraværet til deres mål i år, vil det være hensigtsmæssigt at videreføre disse, indtil de nye måltal vedtages.

Styrkelse af IT-understøttelsen
I slutningen af 2018 udrulles et nyt ferie- og fraværssystem i KK. Dette forventes at give lederne endnu bedre IT-understøttelse af deres sygefraværsindsats.

Desuden forbedres datagrundlaget bag prognosemodellen, idet det fremadrettet bliver den enkelte forvaltnings egne sygefraværstal og sæsonfordeling af sygefraværet pr. måned for de seneste fire år, der danner afsæt for prognosen.

Økonomi

Ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Forslag til nye måltal for sygefravær 2019-2020 forelægges Økonomiudvalget, når tallene for sygefraværet i 2018 for landets kommuner er offentliggjort, hvilket forventes at være i april 2019.

Medio 2019 gennemfører Økonomiforvaltningen en opfølgning på udrulningen af Sygefraværsstrategi 2020 og brugen af de nye værktøjer. Denne forelægges kommunens centrale samarbejdsorgan CSO og efterfølgende Økonomiudvalget.

 

Peter Stensgaard Mørch                         /Mads Grønvall

Beslutning

Dagsordenspunkt 8: Halvårsrapport om sygefravær i Københavns Kommune 2018 (2018-0178017)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 25. september 2018

Indstillingen blev taget til efterretning uden afstemning.

Til top