Mødedato: 25.09.2018, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Kvartalsrapportering vedrørende Københavns Kommunes større selskaber (september 2018)

Se alle bilag
Kvartalsrapportering vedrørende udviklingen i Københavns Kommunes større selskaber forelægges Økonomiudvalget til efterretning.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at nærværende kvartalsrapport på udviklingen i Københavns Kommunes større selskaber for 1. kvartal 2018, jf. bilag 1, tages til efterretning,
  2. at redegørelserne for Københavns Kommunes bestyrelsesmedlemmers forslag til bestyrelserne vedrørende årlig selvevaluering og mødedeltagelse, jf. bilag 2, tages til efterretning.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen godkendte på mødet den 30. april 2015 (dagsordenspunkt 8) indstilling om styrkelse af Københavns Kommunes aktive ejerskab over for de større selskaber, herunder at der løbende sikres politisk ejerskab over udviklingen i kommunens selskaber forankret i Økonomiudvalget og/eller det relevante fagudvalg ved kvartalsvis rapportering til Økonomiudvalget vedrørende samtlige af kommunens større selskaber. De større selskaber består af følgende: HOFOR koncernen, Udviklingsselskabet By & Havn I/S, Metroselskabet I/S, I/S Amager Ressourcecenter, I/S Vestforbrænding, Arena CPHX P/S, Trafikselskabet Movia, Centralkommunernes Transmissionsselskab I/S og Hovedstadens Beredskab I/S.

På møde den 30. november 2017 (dagsordenspunkt 6) tiltrådte Borgerrepræsentationen blandt andet følgende to at-punkter vedrørende selskabernes bestyrelsers selvevaluering af bestyrelsesarbejdet samt Københavns Kommunes bestyrelsesmedlemmers forslag om afrapportering:

"- at det godkendes, at det henstilles til Københavns Kommunes repræsentanter i relevante selskaber, nævn m.v., at de arbejder for, at bestyrelserne m.v. foretager en årlig selvevaluering,

- at det godkendes, at det henstilles til Københavns Kommunes repræsentanter i relevante selskaber, nævn m.v., at de på et møde i bestyrelsen m.v. i 2018 stiller forslag om årlig afrapportering vedrørende Københavns Kommunes repræsentants deltagelse i hvervet."

Økonomiforvaltningen har kontaktet kommunens bestyrelsesmedlemmer i de ni større selskaber med henblik på en status på bestyrelsernes selvevaluering og afrapportering af Københavns Kommunes repræsentanters deltagelse i bestyrelsesarbejdet. Status fremgår af bilag 2.

Løsning

I fortsættelse af tidligere kvartalsrapporteringer til Økonomiudvalget forelægges hermed - efter godkendelse i de respektive selskaber - rapportering på udviklingen i de større selskaber for 1. kvartal 2018, jf. bilag 1, samt redegørelse for hvordan selskabernes bestyrelsers selvevaluering samt Københavns Kommunes bestyrelsesmedlemmers forslag om afrapporteringer vedrørende kommunens repræsentants deltagelse i hvervet er håndteret, jf. bilag 2.

Der er udarbejdet ejerstrategier for Københavns Kommunes selskaber for 2018, som Borgerrepræsentationen godkendte på mødet den 23. august 2018 (dagsordenspunkt 5). Ejerstrategierne indeholder økonomiske og politiske strategimål, som kvartalsrapporteringen følger op på. Borgerrepræsentationens beslutning er vedlagt i bilag 3.

Økonomiforvaltningen har pt fokus på de punkter, der fremgår af bilag 1. Opmærksomheden er således rettet mod forsyningssikkerhed, priser, omkostningseffektivitet, risiko og gæld, byudvikling samt målopfyldelse af større projekter, herunder politisk besluttede projekter som fx Københavns Kommunes Klimaplan.

På baggrund af Borgerrepræsentationens beslutning på mødet den 30. november 2017 (dagsordenspunkt 6) vedrørende selskabernes bestyrelsers selvevaluering af bestyrelsesarbejdet samt Københavns Kommunes bestyrelsesmedlemmers forslag om afrapportering af repræsentanternes deltagelse i hvervet har forvaltningen indhentet oplysninger og udarbejdet en status for de ni større selskaber, som er vedlagt i bilag 2.

Det fremgår af status, at bestyrelserne enten allerede foretager en årlig selvevaluering (HOFOR Koncernen, Metroselskabet I/S og Udviklingsselskabet By & Havn I/S), har besluttet at foretage en selvevaluering i 2018 (Arena CPHX P/S og Centralkommunernes Transmissionsselskab I/S), eller vil behandle forslag om at foretage en selvevaluering i 2018 (Trafikselskabet Movia, I/S Amager Ressourcecenter, I/S Vestforbrænding og Hovedstadens Beredskab I/S).

Med hensyn til at sikre afrapporteringer vedrørende Københavns Kommunes repræsentanters deltagelse i bestyrelseshvervene vil alle selskaber - hvis det ikke allerede sker - have behandlet bestyrelsesforslag i 2018 om en årlig afrapportering. 

Økonomi

Indstillingen har ingen bevillingsmæssig effekt.

Videre proces

Næste kvartalsrapportering forventes forelagt Økonomiudvalget i 4. kvartal 2018.

Peter Stensgaard Mørch                         /Mads Grønvall

Beslutning

Dagsordenspunkt 7: Kvartalsrapportering vedrørende Københavns Kommunes større selskaber (september (2018) (2018-0204917)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 25. september 2018

Indstillingen blev taget til efterretning uden afstemning.

Til top