Mødedato: 25.09.2018, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Nødvendige anlægstiltag for nyt lokalbusnet samt omprogrammering af signaler

Økonomiudvalget skal tage stilling til anlægstiltag, så lokalbusserne kan betjene de ruter, Borgerrepræsentationen har besluttet skal gælde, når Cityringen åbner i 2019. Borgerrepræsentationen skal tage stilling til udmøntning af midler hertil.  

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at det godkendes, at Økonomiforvaltningen, i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen, igangsætter tiltag, der sikrer, at lokalbusserne kan benytte de nye linjeføringer, når busserne omlægges i 2019, samt at signalerne opdateres.

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

2. at det godkendes, at der udmøntes 7 mio. kr. til projektering og anlæg af tiltagene fra Økonomiudvalgets pulje til busfremkommelighed, som overføres til Teknik- og Miljøudvalget.  

Problemstilling

Når Cityringen åbner i 2019, vil 85 procent af alle boliger, arbejds- og studiepladser i de tætteste bydele ligge indenfor 600 meters afstand af en metro- eller S-togsstation. For de fleste københavnere betyder det, at der bliver mindre end 10 minutters gang til den nærmeste station. Det giver et stort løft til den samlede kollektive trafik i København, som forventes at få 100.000 nye passagerer hver dag.

Cityringens åbning betyder, at busnettet i København samtidig bliver tilpasset, for at sikre det bedst mulige samspil mellem metro, tog og bus. Borgerrepræsentationen vedtog den 19. april 2018 den samlede busbestilling i forbindelse med Cityringens åbning. Busomlægningerne medfører en række nødvendige anlægsændringer i byen, da busserne skal køre på strækninger, der i dag ikke er busbetjente. Der blev i budget 2017 afsat 15 mio. kr. til at lave de nødvendige ændringer for A-busnettet, og nu skal det tilsvarende arbejde for lokalbusserne igangsættes.

Udover anlægstiltagene er det også nødvendigt at omprogrammere en række trafiksignaler, så busprioriteringen bliver tilpasset de nye busruter. Denne omprogrammering omhandler både A-busser og lokalbusser.

 

Løsning

Movia har frem til sommeren 2018 prøvekørt de nye lokalbusruter. På baggrund af prøvekørslerne har Movia vurderet, at der er ni lokaliteter i Københavns Kommune, hvor det er nødvendigt med mindre anlægstiltag. Lokaliteterne er:

  • Bellahøj vendeplads
  • Lundtoftegade
  • Italiensvej
  • Femøren St.
  • Polititorvet
  • Strandvejen/Strandvænget
  • Bernstoffsgade
  • Trianglen
  • Sjælør St.

Tiltagene omhandler primært anlæg af nye stoppesteder, og derudover er der nogle mindre fysiske ændringer, der sikrer, at busserne kan svinge i kryds og køre ind til stoppestederne.

Anlægstiltagene kræver, at der nedlægges ca. 13 p-pladser, hvor ca. 7 kan genetableres i umiddelbar nærhed. De 6 p-pladser, der nedlægges uden erstatningspladser, er alle udenfor betalingszonen. Det vurderes, at det ikke vil være nødvendigt at fælde træer.

Movia har, sammen med Teknik- og Miljøforvaltningen, vurderet hvilke lyskryds, der skal omprogrammeres, så de passer til de nye busruter.

Økonomi

Omkostningerne ved anlægstiltagene vurderes, af Teknik- og Miljøforvaltningen og Movia, at være ca. 3,2 mio. kr. og omkostningerne til omprogrammeringen af signalerne vurderes at være ca. 3,8 mio. kr., så de samlede omkostninger er ca. 7 mio. kr. På grund af anlægsloftet, har det ikke været muligt at starte projektet i 2018, hvorfor alle midlerne udmøntes i 2019.    

ØU = Økonomiudvalget
TMU = Teknik- og Miljøudvalget
ØKF = Økonomiforvaltningen

Videre proces

Hvis indstillingen godkendes og Borgerrepræsentationen udmønter midlerne, vil Teknik- og Miljøforvaltningen gå i gang med at projektere tiltagene og omprogrammeringen af signalerne. Når dette arbejde er færdigt, vil Teknik- og Miljøudvalget få forelagt en indstilling med hovedprojektet for tiltagene til godkendelse, hvorefter anlægget udføres.

Da det ikke har været muligt at starte projektet op i 2018 på grund af anlægsloftet vurderes det, at der er en stor risiko for, at ikke alle tiltagene er færdige til busomlægningen ved Cityringens åbning. Økonomiforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen og Movia har haft indledende drøftelser om muligheden for at lave midlertidige foranstaltninger, der sikrer, at lokalbusserne kan benytte de nye ruter, når Cityringen åbner.


Peter Stensgaard Mørch                    /Søren Tegen Pedersen

Beslutning

Dagsordenspunkt 11: Nødvendige anlægstiltag for nyt lokalbusnet samt omprogrammering af signaler (2018-0214000)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 25. september 2018

Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt uden afstemning.

Indstillingens 2. at-punkt blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top