Mødedato: 25.09.2007, kl. 15:15

Forventet regnskab pr. august 2007 for Københavns Kommune

Se alle bilag

Forventet regnskab pr. august 2007 for Københavns Kommune

Økonomiudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 25. september 2007

 

 


J.nr. ØU 322/2007

 

4. Forventet regnskab pr. august 2007 for Københavns Kommune

Økonomiforvaltningen forelægger Økonomiudvalget det forventede regnskab for 2007 samt regnskabet efter årets første syv måneder baseret på udvalgenes indberetninger pr. august 2007.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget beslutter,

1.                  at Økonomiudvalget meddeler Revisionsdirektoratet, Borgerrådgiveren, Beredskabskommissionen og Kultur- og Fritidsudvalget, at indberetningen om forventet regnskab 2007 tages til efterretning.

 

2.                  at Børne- og Ungdomsudvalgets indberetning om forventet regnskab 2007 tages til efterretning med anmodning om, at udvalget i regnskabsprognosen pr. oktober giver et mere sikkert skøn over det forventede regnskabsresultat for 2007 med angivelse af fuldstændige årsagsforklaringer til afvigelserne.

 

3.                  at et driftsmæssigt mindreforbrug under Børne- og Ungdomsudvalget skal anvendes til at tilbageføre midler, som de øvrige udvalg har bidraget med for at dække Børne- og Ungdomsudvalgets forventede merforbrug i 2007. Der træffes endelig beslutning herom i forbindelse med regnskabsprognosen pr. oktober 2007, når der forelægger et mere sikkert skøn over Børne- og Ungdomsudvalgets forventede regnskabsresultat.

 

4.                  at Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets indberetning om forventet regnskab 2007 tages til efterretning med anmodning om, at udvalget fortsat tager initiativer til at nedbringe merforbruget på sygedagpengeområdet, og at udvalget fortsat orienteres månedligt vedr. status for sagsmængden og sagslængden samt effekten af iværksatte tiltag på sygedagpengeområdet.

 

5.                  at Socialudvalgets indberetning om forventet regnskab 2007 tages til efterretning med anmodning om, at udvalget skal anvise dækning for merforbruget på 36 mill. kr. på de efterspørgselsstyrede serviceområder.

 

6.                  at Socialudvalget i forbindelse med regnskabsprognosen pr. oktober 2007 udarbejder en redegørelse om årsagerne til det forventede merforbrug på bevillingen Børnefamilier med særlige behov med angivelse af konkrete problemområder samt løsningsforslag til nedbringelse af merforbruget.

 

7.                  at Sundheds- og Omsorgsudvalgets indberetning om forventet regnskab 2007 tages til efterretning med anmodning om, at udvalget skal anvise dækning for merforbruget på 75 mill. kr. på de efterspørgselsstyrede serviceområder.

 

8.                  at Sundheds- og Omsorgsudvalget i forbindelse med regnskabsprognosen pr. oktober 2007 udarbejder et tillæg til redegørelsen for udviklingen på hjemmeplejeområdet vedr. besparingspotentiale og tidshorisonten for effekter for de enkelte tiltag i redegørelsen, herunder specifikt i forhold til hjemmesygeplejeområdet. Tillægget skulle have været udarbejdet til regnskabsprognosen pr. august, jf. ØU 183/2007.

 

9.                  at Teknik- og Miljøudvalgets indberetning om forventet regnskab 2007 tages til efterretning med anmodning om, at udvalget forelægger Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen særskilt indstilling om, hvordan den manglende finansiering på parkeringsområdet skal håndteres.

 

10.             at indskærpe over for udvalgene, at udgifter og indtægter skal placeres på de korrekte funktioner, og at udvalgene skal sikre, at budgettet er placeret korrekt inden for bevillingerne således, at bevillingerne afspejler årets forventede forbrug, jf. kommunens bevillingsregler og Revisionsdirektoratets henstillinger i forbindelse med revisionen af regnskab 2006.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 25. september 2007:

Indstillingen blev henholdsvis godkendt (3., 6., 8. og 10. at-punkt) og taget til efterretning (1., 2., 4., 5., 7. og 9. at-punkt).

 

Mogens Lønborg (C) afgav følgende protokolbemærkning:

"Mogens Lønborg bemærker, at der i forbindelse med 3. kvartal skal forelægges tillægsbevillingsansøgninger på Sundheds og Omsorgsforvaltningens område, hvor merforbruget ikke realistisk kan indhentes inden for rammen – jf. revisionsrapprten om regnskab 2006."

 

Martin Geertsen (V), Carl Christian Ebbesen (O) og Mikkel Warming (Ø) tilsluttede sig protokolbemærkningen.

 

Problemstilling

Ifølge Kasse- og Regnskabsregulativet udarbejder Økonomiforvaltningen retningslinjer for budgetopfølgningen i kommunen (BR 566/06). Udvalgene skal således kvartalsvis rapportere til Økonomiudvalget om det aktuelt forventede årsregnskab. Denne regnskabsprognose er baseret på årets første syv måneder.

 

Løsning

Forventet regnskab 2007

1. Økonomiske styrker og risici i det forventede regnskab for 2007

Regnskabsprognosen peger både på områder med særlige økonomiske styrker og risici i kommunens økonomi.

 

Styrker i kommunens økonomi:

·        En sund økonomi, hvor indtægterne samlet overstiger udgifterne.

·        Fortsat nedbringelse den langfristede gæld, som i regnskab 2006 var på 5.226 kr. pr. indbygger, hvilket svarer til 38 pct. af landsgennemsnittet på 13.625 kr. pr. indbygger. Det forventes, at gælden pr. indbygger i 2007 falder til 4.190 kr. pr. indbygger i Københavns Kommune.

·        Københavns Kommune har overholdt det af Indenrigs- og Sundhedsministeriet udmeldte måltal for de primærkommunale serviceudgifter i 2006. Det forventes derfor, at kommunen ikke vil blive reduceret i bloktilskuddet i 2007.

Risici i kommunens økonomi:

·        Økonomistyringen i Børne- og Ungdomsforvaltningen. Deloitte vurderer med udgangspunkt i regnskabsprognosen pr. august, at der er skabt en vis sikkerhed for, at Børne- og Ungdomsudvalget ikke vil få et driftsmæssigt merforbrug i 2007. Deloitte vurderer endvidere, at det estimerede mindreforbrug på 152 mill. kr. på driften kan svinge med 60 mill. kr. i positiv eller negativ retning ved årets udgang. Børne- og Ungdomsudvalget anmodes om frem til regnskabsprognosen pr. oktober at give et mere sikkert skøn over det forventede regnskabsresultat for 2007. Det indstilles desuden, at Økonomiudvalget træffer principbeslutning om, at mindreforbruget under Børne- og Ungdomsudvalget skal anvendes til at tilbageføre midler, som de øvrige udvalg har bidraget med for at dække Børne- og Ungdomsudvalgets forventede merforbrug i 2007. Der træffes endelig beslutning herom, når der forelægger et mere sikkert skøn over det forventede regnskab for 2007 i regnskabsprognosen pr. oktober.

·        Hjemmeplejeområdet. Socialudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget forventer begge et merforbrug på 33 mill. kr. på området i 2007. Det forventede merforbrug ligger samlet på samme niveau som i prognosen pr. april. Både Socialudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget har igangsat en række initiativer med henblik på at nedbringe merforbruget i hjemmeplejen. Det indstilles, at Sundheds- og Omsorgsudvalget i forbindelse med regnskabsprognosen pr. oktober udarbejder et tillæg til redegørelsen for udviklingen på hjemmeplejeområdet vedr. besparingspotentiale og tidshorisonten for effekter for de enkelte tiltag i redegørelsen, herunder specifikt i forhold til hjemmesygeplejeområdet. Tillægget skulle have været udarbejdet til regnskabsprognosen pr. august, jf. ØU 183/2007.

·        Børnefamilier med særlige behov. Socialudvalget forventer et merforbrug på bevillingen på 9 mill. kr. Opgørelsen hviler dog på en række usikre forudsætninger. Merforbruget er blandt andet opgjort under forudsætning af, at Socialudvalget tildeles 18 mill. kr. i demografimidler fra døgnanbringelsespuljen under Økonomiudvalget. Økonomiforvaltningen har på baggrund af den demografiske udvikling imidlertid beregnet, at Socialudvalget kun står til at modtage 6 mill. kr. fra puljen. Socialudvalget anmodes om at redegøre for årsagerne til merforbruget samt fremsætte forslag til nedbringelse heraf i prognosen pr. oktober.

·        Sygedagpengeområdet. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget forventer i 2007 et merforbrug på 169 mill. kr. samt manglende refusionsindtægter på 20 mill. kr. Merforbruget var i prognosen pr. april på 86 mill. kr. Stigningen skal blandt andet henføres til, at de iværksatte tiltag på området ikke har haft den forventede effekt. Da der er tale om efterspørgselsstyrede overførsler påvirker merforbruget ikke de samlede serviceudgifter. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget anmodes om, at udvalget fortsat tager initiativer til at nedbringe merforbruget på sygedagpengeområdet. Udvalget bør desuden fortsat orienteres månedligt vedr. status for sagsmængden og sagslængden samt effekten af iværksatte tiltag på sygedagpengeområdet.

·        Sundhedsområdet. Sundheds- og Omsorgsudvalget forventer et merforbrug på 24 mill. kr. i forhold til 85 mill. kr. i prognosen pr. april. Den væsentlige nedskrivning skyldes en nedjustering af efterreguleringsprocenten for afregning med Region Hovedstaden vedr. aktivitetsbestemte sundhedsydelser med kommunal medfinansiering. Udviklingen giver ikke anledning til yderligere bemærkninger.

·        Kommune Teknik København (KTK): Teknik- og Miljøudvalget forventer et merforbrug på 10 mill. kr. vedr. KTK i 2007. Merforbruget svarer til årets afdrag på de interne lån, som der tidligere er optaget vedr. merforbrug i KTK. Teknik- og Miljøudvalget har anvist dækning for beløbet inden for udvalgets driftsramme. Økonomiforvaltningen vurderer løsningsforslaget som tilfredsstillende.

·        Parkering København. Teknik- og Miljøudvalget forventer mindreindtægter på 41 mill. kr. som følge af en væsentlig nedgang i betalingsparkering. Teknik- og Miljøforvaltningen forventer i løbet af september at fremlægge et forslag til justering af parkeringsaftalen for parterne bag parkeringsforliget. Teknik- og Miljøudvalget anmodes om at forelægge Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen særskilt indstilling om, hvordan den manglende finansiering på parkeringsområdet skal håndteres.

2. Udvikling af økonomistyringen i Københavns Kommune

Økonomiforvaltningen har med udgangspunkt i Økonomiudvalgets budgetseminar om "Styr på økonomien" iværksat en række initiativer, som skal forbedre kommunens økonomistyring. Heraf knytter følgende sig til budgetopfølgningsprocessen:

 

·        Regnskabsprognoserne skal forelægges udvalgene ca. 3 uger tidligere end i den nuværende proces.

·        Hurtigere orientering af Økonomiudvalget om risikoområderne i fagudvalgene.

·        Relevante kommunale nøgletal på planområdet, HR, økonomi og administrative processer samt hurtig rapportering heraf.

 

3. Likviditetsprognose

Den reelle kasse forventes pr. august at udgøre 356 mill. kr. jf. bilag 3.

 

Det er Økonomiforvaltningens vurdering, at den reelle kassebeholdning bør være 600-700 mill. kr. Derfor vil Økonomiforvaltningen løbende vurdere, om der skal tages initiativ til at sikre dette.

 

Kommunen har i alt deponeret midler for 6.568 mill. kr. De deponerede midler vedrører udlodningerne fra Københavns Energi. Indenrigs- og Sundhedsministeriet har givet tilladelse til, at kommunen får frigivet 4 mia. kr. til indskydelse i Metroselskabet.

 

Den langfristede gæld var ultimo 2006 på 2.619 mill. kr. Det forventes, at denne gæld i 2007 nedbringes med 519 mill. kr. til 2.100 mill. kr.

 

Kvartalsregnskabet pr. august 2007

Regnskabet efter årets første syv måneder i 2007 viser, at Københavns Kommune har afholdt serviceudgifter svarende til 54,2 pct. af årets vedtagne budget for serviceudgifter. Regnskabet viser endvidere, at stort set alle udvalg har anvendt mindre end 60 pct. af udvalgenes respektive vedtagne budgetter for serviceudgifter. Det vil sammenholdt med det forventede regnskab sige, at udvalgene forventer, at størstedelen af årets serviceudgifter falder i årets sidste to kvartaler.

 

Regnskabet for årets første syv måneder er præget af, at en lang række budgetposter og forbrug ikke er placeret korrekt inden for bevillingerne og/eller på de korrekte bevillinger. Revisionsdirektoratet har i forbindelse med revisionen af regnskab 2006 indskærpet, at udvalgene skal sørge for at omplacere mellem og inden for bevillingerne således, at disse afspejler årets forventede forbrug, jf. kommunens bevillingsregler (ØU 303/2007).

 

En gennemgang af udvalgenes væsentligste afvigelser i regnskabet pr. august 2007 findes i bilag 2.

 

Bilag

1.      Forklaringer til forventet regnskab pr. august 2007 for Københavns Kommune

2.      Forklaringer til regnskabet for Københavns Kommune efter årets første syv måneder 2007.

3.      Den reelle kasse

4.      Samlet udvikling i aktiviteter og enhedspriser i forhold til budgettet.

5.      Revisionsdirektoratets, Borgerrådgiverens samt udvalgenes indberetninger (fremlægges på aflæggerbordet).

 

 

         Claus Juhl                                                                                  /Bjarne Winge

 

 


 

Til top