2. behandling af budgetforslag for 2002 og budgetoverslag for 2003-2005 (Bilag udsendt til mødet den 7. august 2001)
2. behandling af budgetforslag for 2002 og budgetoverslag for 2003-2005 (Bilag udsendt til mødet den 7. august 2001)
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 25. september 2001
J.nr. ØU 207/2001
1. 2. behandling af budgetforslag for 2002 og budgetoverslag for 2003-2005 (Bilag udsendt til mødet den 7. august 2001)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Økonomiforvaltningen indstiller til Økonomiudvalget
- Fremsender forslag til budget for 2002 og budgetoverslag for 2003-2005 til Borgerrepræsentationen
- Indstiller til Borgerrepræsentationen, at budgetforslaget mellem Borgerrepræsentationens 1. og 2. behandling henvises til Økonomiudvalget
- Indstiller til Borgerrepræsentationen, at fristen for fremsættelse af ændringsforslag fastsættes til tirsdag den 18. september kl. 12.00 samt at Økonomiudvalgets ændringsforslag undtages fra denne frist. Økonomiudvalgets frist for fremsættelse af ændringsforslag fastsættes til d. 25. september, dvs. i forbindelse med udvalgets 2. behandling af budgetforslag 2002.
- Indstiller til Borgerrepræsentationen, at fristen for underændringsforslag fastsættes til torsdag den 4. oktober kl. 12.00
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 7. august 2001
Ø fremsatte forslag om nyt værdigrundlag, om personalepolitisk budget og om omlægning af deltagerbetaling til efteruddannelse for bl.a. folkeskolelærere. Forslagene indgår i den fortsatte budgetbehandling.
Økonomiudvalget besluttede at anbefale Borgerrepræsentationen at de udskudte anlægsmidler tilbageføres til udvalgene ved 2. behandlingen af budgettet. Tilbageførslen modsvarer reduktionen af udvalgenes rammer. Udvalgene pålægges at fremsende et teknisk ændringsforslag til budgettet, som indeholder udvalgets beslutning om anvendelsen af de tilbageførte anlægsmidler, senest den 15. august 2001. Økonomiforvaltningen pålægges at fremsende udvalgenes beslutning til Borgerrepræsentationen til orientering.
Økonomiudvalget pålagde Økonomiforvaltningen – sammen med Miljø- og Forsyningsforvaltningen – at undersøge mulighederne for at finde merindtægter/mindreudgifter på 21,4 mill. kr. i Miljø- og Forsyningsudvalgets budgetforslag for 2002, således at fjernvarmetaksten ikke øges. Økonomiforvaltningen fremsender resultatet af undersøgelsen til Økonomiudvalget senest den 16. august 2001.
Indstillingen blev herefter godkendt, idet Økonomiudvalget understregede, at der alene er taget stilling til oversendelsen af budgetforslaget som grundlag for den fortsatte budgetproces.
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 16. august og 20. august 2001
Per Bregengaard og Morten Kabell (begge Ø) havde i forbindelse med Økonomiudvalgets behandling af budgetforslagene stillet følgende 3 ændringsforslag til budgetforslaget for Københavns Kommune:
1. "At Borgerrepræsentationen sender et nyt værdigrundlag for Københavns Kommune i høring med følgende ordlyd:
Værdigrundlag for Københavns Kommune
Værdigrundlaget for Københavns Kommune er vores fortælling om det, vi vil.
København er Danmarks hovedstad og samtidig en internationalt orienteret og multikulturelt præget storby, der rummer markante sociale og kulturelle forskelle. Mangfoldighed betragtes som et væsentligt aktiv for byen og den enkelte arbejdsplads
København skal for alle være et godt sted at leve og arbejde. Københavns Kommune vil prioritere menneskelig, kulturel og økonomisk udvikling og rummelighed på et socialt ansvarligt og økologisk bæredygtigt grundlag.
Københavns Kommune skal være et demokratisk styret fællesskab, hvor folkevalgte, borgere, medarbejdere, organisationer og byens virksomheder samarbejder om fælles anliggender. Samvirket i kommunen skal i alle henseender kendetegnes ved dialog, åbenhed, ligeværdighed, tillid og gensidig respekt. Kommunen skal sikre en god udnyttelse af alle ressourcer og kvalitet og effektivitet i løsningen af de mange opgaver.
Københavns Kommune skal være en attraktiv arbejdsplads med et udfordrende og sundt arbejdsmiljø, hvor medarbejderne har et personligt og fagligt engagement i fællesskabets anliggender. Arbejdspladsen skal udvikles ud fra fælles grundlæggende værdier. Initiativ, ansvarlighed, helhedsvurderinger, engagement og ansvar skal kunne udfolde sig og blive udnyttet i det daglige arbejde.
Alle medarbejdere og ledere har ret og pligt til at give deres mening til kende i debatten om kommunens og arbejdspladsens udvikling, og kommunen respekterer deres ytringsfrihed.
Motivering;
Københavns Kommune fik i oktober 1998 et værdigrundlag uden blot ét ord om demokrati. Forslaget fremkom i forbindelse med budgettets fremsættelse og blev vedtaget ved den afsluttende budgetbehandling uden en grundig offentlig høring. Vi finder tiden er inde til en revision af værdigrundlaget. Vi foreslår, at forslaget om et nyt værdigrundlag efter Borgerrepræsentationens behandling og med eventuelle ændringsforslag sendes i høring, hvorefter den endelige behandling af sagen foretages af den ny Borgerrepræsentation, som træder til 1. januar 2002.
Vores forslag til et nyt værdigrundlag for Københavns Kommune er begrundet i nedenstående kritiske gennemgang af det eksisterende værdigrundlag, der indledes således:
"København er som Danmarks hovedstad og centrum i Øresundsregionen et kraftcenter for menneskelig, kulturel og økonomisk udvikling på et bæredygtigt grundlag". Ordet kraftcenter associerer let til en uhæmmet vækst og harmonerer dårligt med bæredygtighed. Vi ser hellere bæredygtigheden udfoldet i en social og miljømæssig målsætning. Miljømæssige overvejelser bør være grundlaget for byens særlige erhvervsmæssige satsninger, den trafikale planlægning, byfornyelsen og det offentliges virksomhed. Lighedsorienterede, multikulturelle og socialpolitiske formuleringer er ganske fraværende i værdigrundlaget. Hvordan kan de overhovedet være det i en politisk virksomhed? København har ambitionen om at være centrum i Øresundsregionen, men også Europas miljøhovedstad og så er der placeringen i Østersøområ det, Nordeuropa, o.s.v. Hvorfor ikke brede det ud til, at vi er en internationalt orienteret storby?
"Københavns Kommune er en offentlig servicevirksomhed. Kommunens opgave er at yde service overfor borgere og virksomheder, som gør det attraktivt at bosætte sig og investere i byen". Det smager mere af forretning end en engagerende retning. Ingen bliver tændt af virksomhedsbetragtninger, der ikke klart søger at omfatte tidens alvorlige samfundsspørgsmål. Tværtimod, virksomhedsfilosofien adskiller kommunen fra københavnerne, der i bedste firmastil bliver kunder i butikken: "Kommunen skal møde brugerne med respekt, ligeværdighed, dialog og tillid". Det lyder sympatisk, men signalerer igen, at Københavns Kommune ikke er københavnerne, der sammen styrer - og lønnet eller ulønnet - på forskellig vis virker for de fælles anliggender. Det er således forståeligt, at ordet demokrati ikke optræder i værdigrundlaget. Men det burde være et nøgleord.
Københavns Kommunes værdigrundlag forekommer håbløst bagud set i forhold til de nyere virksomhedsledelsesteorier. Skarpe etiske og politiske formuleringer er ikke fy-ord hos avancerede private foretagender i en tid, hvor politiske forbrugere er på spil, og medierne lurer på fejltrin. Vi ved, at mange ord er glasur, og den ultimative lakmusprøve hos det private erhvervsliv er profitten til en fremmed ejerkreds. Det forhold skygger imidlertid ikke for engagementet i offentlig virksomhed. Den fordel er værd at bygge på og drage nytte af.
"Kommunen skal være en virksomhed, hvor medarbejdernes ansvarlighed, engagement og initiativ værdsættes". Ja tak. Det giver en bedre arbejdskraft. – Rent personligt har vi nu ofte haft vanskeligt ved at adskille vores arbejde fra vores etik - og etik fra politik. Mennesker arbejder ud fra forskellige målsætninger, men for de flestes vedkommende næppe udelukkende for pengenes eller en prestigeorienteret karrieres skyld. Man vil se en dybere mening med det virke, der sluger en god del af ens kræfter. Et indholdstomt medejerskab til virksomheden er ikke svaret.
Det eksisterende værdigrundlag må opfattes som et stykke ledelsesværktøj, lederne gennem kursusvirksomhed får ind med skeer og skovle. Det blev udarbejdet af Økonomiforvaltningen og behandlet i Borgerrepræsentationen på det dårligst tænkelige tidspunkt: under budgettumulten i 1998. Det var en sag, der gik igennem uden mange pip fra forsamlingens side. Fremtidens værdigrundlag bør ikke alene være et ledelsesværktøj, men et dynamisk grundlag for alle "københavneres" virke for fællesskabet.
Værdigrundlaget skal fødes af diskussioner blandt medarbejdere og engagerede borgere om bevæggrunde til at yde en indsats og barrierer, de støder på, i realiseringen af deres personlige almennyttige mål. Dette bør være basis for en demokratisk proces, hvorunder københavnernes fælles kommunale værdigrundlag tager form og skaber plads for et personligt engagement i byen og dens udvikling.
Værdigrundlaget skal være generelt og abstrakt, hvis det ikke skal kvæle de forskelle og modsætninger, som er en betingelse for dynamik og udvikling. Værdigrundlaget er generelt og abstrakt, som når to siger, at de elsker hinanden, eller at de er gode venner. Og på samme måde får værdigrundlaget en konkret mening i kraft af stadige oversættelser og fortolkninger i de sammenhænge og situationer, hvori der handles.
Det betyder, at værdigrundlaget skal følges op. Det er udmærket, at vi f.eks. har et peronalepolitisk regnskab. Men hvorfor har kommunen ikke et personalepolitisk budget, som med afsæt i værdigrundlaget opstiller konkrete målsætninger og initiativer til at afhjælpe problemerne, således som Københavns Kommunalforening har foreslået det flere gange? Det vil vi gerne tage politisk initiativ til.
Københavns Kommunes nuværende værdigrundlag har bevidst være en udmelding fra "toppen" ifølge "Den københavnske katekismus om værdibaseret ledelse", Økonomiforvaltningen 12.2.1999. Der står imidlertid også:
"DOG, efter en periode må oversættelserne samles sammen og formidles tilbage i systemet, og tilbagemeldingerne giver så anledning til, at værdigrundlaget eventuelt nyformuleres af topledelsen. Man kan sige i korthed, at denne model for Københavns Kommune består i at sende bølger ud i organisationen, og efter nogen tid kommer bølger tilbage "derudefra", en ny bølge ud og efter nogen tid bølger tilbage osv. Herigennem vil værdigrundlaget blive videreudviklet og til stadighed have mulighed for at være aktuelt og nærværende".
Vi er vidende om, at værdigrundlaget bliver brugt – også af borgerne og de ansatte og ikke mindst, når det for kommunen kniber med at overholde det. Vi er vidende om, at blandt andet Københavns Lærerforening har arbejdet med forslag til forbedringer. Tiden er inde til en nyformulering. Vi ønsker, at den sker gennem en demokratisk dialog. En høringsproces er et velegnet redskab."
2. "At Københavns Kommune som opfølgning på personalepolitisk regnskab og med afsæt i værdigrundlaget for Københavns Kommune udarbejder et personalepolitisk budget, som omhandler konkrete målsætninger og initiativer til afhjælpning af de konstaterede problemer.
Motivering:
Der er behov for en samlet og forpligtende indsats i forhold til resultaterne af personalepolitisk regnskab. Kravet om et personalepolitisk budget har flere gange været fremført af medarbejdernes organisationer."
3. "DUT- Omlægning af deltagerbetaling til efteruddannelse for bl.a. folkeskolelærere
Med virkning fra skoleåret 1997/98 er der foretaget en finansieringsomlægning for bl.a. efter- og videreuddannelse for folkeskolelærerne.
Omlægningen indebærer, at der indføres en deltagerbetaling. I skoleåret 1997/98 var beløbet 25 kr. pr. time. Beløbet er gradvist hævet, så det i skoleåret 2001/2002 udgør 55 kr. pr. time.
I forbindelse med indførelse af betalingen blev Uddannelses- og Ungdomsudvalgets budgetramme hævet med i alt 3,3 mio. kr. svarende til 51,7 % af det samlede bloktilskud til Københavns kommune.
I henhold til Økonomiforvaltningen kan Uddannelses- og Ungdomsudvalget for 2002 opnå et tilskud på ligeledes 51,7 % af det bloktilskud der modtages for 2002. Dette svarer til en forøgelse af rammen på 1,5 mio. kr. fra 2002 og fremover.
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har med udgangspunkt i de faktiske timetal opgjort udgiftsbehovet for 2002.
For 2002 må der på dette grundlag forventes en merudgift – ud over det beløb, der er kompenseret – på i alt 1,8 mio. kr.
Det skal understreges, at det samlede rammeløft, selv hvis den forventede udgift kompenseres fuldt ud, vil være lavere end det bloktilskudsbeløb kommunen har modtaget.
Såfremt rammekorrektionen til Uddannelses- og Ungdomsudvalget ikke ændres, vil der enten være behov for kompenserende besparelser på andre områder eller en nedsættelse af aktiviteterne.
Der indgår ikke i disse beregninger oplysninger fra forsøgsbydelene, da disse oplysninger ikke foreligger".
Økonomiudvalget besluttede at lade ændringsforslagene indgå i den fortsatte budgetbehandling.
Under de efterfølgende forhandlingerne i Borgerrepræsentationen havde Lars Hutters (L) stillet følgende 2 forslag:
1. "Borgerrepræsentationen finder, at aftalen med regeringen om Kø- benhavns Kommunes økonomi er en økonomisk stramning, som vil forringe velfærdssamfundet og københavnernes levevilkår. Samtidig har den offentlige sektor et overskud på mellem 10 – 20 milliarder kr.
Der skal derfor gennemføres nye forhandlinger med regeringen, som kan sikre et budget for København i år 2002, som kan opfylde københavnernes behov og sikre Velfærdssamfundet i København."
2. "Borgerrepræsentationen pålægger Sundheds- og Omsorgsudvalget at færdigbehandle forslaget om en reel demokratisering af H:S – således at forslaget kan indgå i Borgerrepræsentationens behandling af H:S´ budget."
Ved forhandlingernes afslutning blev de 3 budgetforslag (BR 317/01, BR 318/01 og BR 319/01), de 3 af Per Bregengaard og Morten Kabell stillede ændringsforslag samt de 2 af Lars Hutters stillede forslag oversendt til 2. behandling, og budgetforslagene samt ændringsforslagene blev mellem 1. og 2. behandling henvist til Økonomiudvalget.
Endvidere godkendtes i henhold til Forretningsordenens § 11, stk. 3, følgende frister for fremsættelse af ændringsforslag og underændringsforslag til budgetforslagene:
Fristen for fremsættelse af ændringsforslag til budgetforslaget for Københavns Kommune blev fastsat til tirsdag den 18. september 2001, kl. 09.00. Fristen gælder dog ikke ændringsforslag fra Økonomiudvalget.
Fristen for Økonomiudvalget til fremsættelse af ændringsforslag til budgetforslaget for Københavns Kommune blev fastsat til tirsdag den 25. september 2001, d. v. s. i forbindelse med Økonomiudvalgets 2. behandling af budgetforslaget.
Fristen for fremsættelse af underændringsforslag til budgetforslaget for Københavns Kommune blev fastsat til torsdag den 4. oktober 2001, kl. 09.00.
Økonomiudvalgets beslutning: Sagerne ØU 207/2001 og ØU 268/2001 blev behandlet under ét.
Økonomiudvalget besluttede at indstille til Borgerrepræsentationen, at de tekniske ændringsforslag til budgetforslaget for 2002 tiltrædes, idet det bemærkes, at indstilling om selvbudgettering først behandles i Økonomiudvalgets møde den 9. oktober 2001. Endvidere gives Økonomiforvaltningen bemyndigelse til efterfølgende at rette det vedtagne budget 2002 til for så vidt angår konsekvenserne af sagen om flytning af Tomsgårdsvejens Brandstation (BR 364/01), hvor det blev besluttet at flytte 1,9 mio. kr. fra driftsudgifter i Københavns Brandvæsen (konto 0.95.1) til anlæg (konto 0.95.3).
De af partierne stillede ændringsforslag blev drøftet.
Økonomiudvalget besluttede, at budgetforslaget for 2002 samt budgetoverslagsårene 2003 – 2005 tilbagesendes til Borgerrepræsentationen sammen med de stillede ændringsforslag og underændringsforslag som indkommer rettidigt, med henblik på Borgerrepræsentationens 2. behandling den 11. oktober 2001.
***
På baggrund af den ændrede indstilling om selvbudgettering anbefaler Økonomiudvalget, at Borgerrepræsentationen beslutter at ændre fristen for ændringsforslag, således at ændringsforslag, der udmønter provenuet fra selvbudgettering og mindrebidraget til HUR mv., kan fremsættes indtil mandag d. 8. oktober kl. 12.00. Underændringsforslag hertil kan fremsættes indtil torsdag d. 11. oktober kl. 12.00. Finansieringen af ændringsforslagene må kun vedrøre det eventuelle provenu fra selvbudgettering og kan fremsættes under forudsætning af, at Økonomiudvalget den 9. oktober 2001 indstiller, at Københavns Kommune vælger at selvbudgettere skatter, tilskud og udligning.
***
Økonomiudvalget indstiller til Borgerrepræsentationen, at overborgmesteren bemyndiges til at foretage sådanne rettelser i budgettet for 2002 med tilhørende overslag for 2003-2005, som måtte være en følge af de stedfundne afstemninger, og som kan henregnes til redaktionelle ændringer.
Behandling: Til Borgerrepræsentationen.
RESUME
Denne indstilling beskriver kommunens økonomiske situation samt redegør for ændringerne i kommunens økonomiske situation siden Økonomiudvalget sidste gang fik forelagt en indstilling om den økonomiske situation (ØU 202/2001, Økonomiudvalgets møde den 26. juni 2001).
Endvidere fremlægges et forslag til Økonomiudvalgets budgetforslag 2002 for Københavns Kommune til Borgerrepræsentationens videre behandling.
Det skal bemærkes, at for at der kan ske en samlet prioritering af ændringer til både HUR's, H:S's og Københavns Kommunes budget er fristen for ændringer i budgetforslaget onsdag den 29. august kl. 12.00, jf. tidsplanen for HUR og H:S (bilag 3).
Budgetforslaget balancerer med en uændret skatteprocent på 32,3 pct., en fortsat ordinær gældsafvikling på 200 mill. kr. og en effektiviseringsbesparelse på 210 mill. kr.
I 2002 nedbringes Københavns Kommunes bruttogæld samlet med ca. 1,1 mia. kr.
Det samlede budgetforslag rummer en uudmøntet pulje på 303 mill. kr.
Økonomiudvalget tilkendegav d. 26. juni 2001 (ØU 2002/2001) at ville tilbageføre udskudte anlæg til udvalgene for i alt 81 mill. kr. ved 1. behandlingen af budget 2002 i Økonomiudvalget, såfremt den endelige udmelding af tilskud og udligning ikke medfører væsentlige ændringer i kommunens økonomi. De tilbageførte midler anvendes til engangsinvesteringer. De udskudte anlægsmidler er indarbejdet i budgetforslaget som en pulje under Økonomiudvalget m.h.p. fordeling til udvalgene i det endelige budget.